Åbningssiden skred
Information Det sker Museerne Udstillinger Undervisning Kontakt Museumsbutik Oversigt
Nyt fra Museum Sønderjylland Det sker Nyt fra Museum Sønderjylland
pause

Nyt fra Museum Sønderjylland

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

mellemrum

September måned 2011


27. september 2011

Bliv rigtig klog i efterårsferien

Af museumsinspektør Merete Essenbæk

Arkæologi Haderslev

I efterårsferien 15. - 23. oktober 2011 er der museale oplevelser i hele Sønderjylland. På 14 museer fra Haderslev i nord til Bov i syd kan børn og voksne opleve kultur, kunst- og naturhistorie på nye og anderledes måder. Der er mulighed for at male hulemalerier, sy elefanter, smage soldaternes suppe, være pirat eller prinsesse for en dag, gå på stylter, lave bolsjer og glasperler og lære at skrive med pen og blæk.

Sønderborg Slot

Prinsesse (og prins) for en dag på Sønderborg Slot.

Museum Sønderjylland strækker sig i areal over de fire sønderjyske kommuner, Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev og i tid fra da hvalerne svømmede rundt ved Gram for over 10 millioner år siden til i dag, hvor moderne kunst hænger på museet i Tønder.

Tag med til tilbage til fortiden

Vil du med tilbage i tid, kunne du passende begynde efterårsferien i Gram. På Naturhistorie og Palæontologi er det forhistoriske menneske på besøg. Her kan du lære at lave ild og male hulemalerier, som man gjorde for mere end 20.000 år siden.

Efter turen tilbage til fortiden kan du tage til Haderslev. På Arkæologi Haderslev handler det hele om glasperler. Her kan du designe dit eget armbånd af glasperler, se perlemageren lave glasperler, som ligner bolsjer og se bolsjemageren fremstille bolsjer som ligner glasperler. I Haderslev har de også pottemagerne på besøg. Det sker på Bymuseet i det gamle renæssancehus i Slotsgade. Her snurrer drejeskiven og frem kommer barselspotter, krukker og kander.

Håndværk og arbejde for sjov

Du kan fortsætte din efterårsrejse i lerets fodspor og tage til Cathrinesminde ved Broager. Her kan du opleve teglværkets historie fra 1732 til nutid, og bagefter er der kaffe og saftevand ved brændekomfuret.

På Oldemorstoft i Bov er der også håndværk på programmet, om end det knap er så hårdt som at forme og brænde tegl. I Bov kan du lære at kniple og du kan male på porcelæn og lave smykker.

Arkæologi Haderslev Drøhses Hus

Design dit eget armbånd på Sy en elefant i korssting i

Arkæologi Haderslev. Drøhses Hus.

Turen går videre i håndarbejdes spor. I Tønder i Drøhses Hus er elefanterne rykket ind! Men bare rolig de er små og frembragt med nål og tråd. Her kan du nemlig lære at sy en elefant i korssting, og husk det er også for drenge!

Kunst i en æske

At brodere er en kunst og måske havner dit kunstværk på museum om 100 år! I mellemtiden kan du se på andres kunst på Kunstmuseet i Tønder og på Brundlund Slot i Aabenraa. I Tønder får du udleveret en Kunstbox med opgaver. Boxen kan du tage med hjem og bruge som mini-museum. På Brundlund skal der leges med Franciska Clausens store firkanter, farver og former, og der er også mulighed for at gå på opdagelse i slottes arrest og fangekælder, hvis du tør!

En uhyggelig efterårsferie

Har du ikke fået nok af klamme kældre, kanoner og kugler, skal du bare fortsætte til Kulturhistorie i Aabenraa. Her holder piraterne fest, og de vil elske at tage dig med ud på de syv have for at fortælle dig den ene løgnehistorie efter den anden.

Bliver det lidt for meget med træben og rom skal du måske fortsætte til Sønderborg Slot. På Slottet boede Hertug Hans den Yngre og hans 20 børn. Døren til deres garderobe står åben og er du vaks kan du blive prinsesse eller prins for en dag.

Historiecenter Dybbøl Banke

Pandekagebagning på Historiecenter Dybbøl Banke.

Når du er færdig med at te dig som en prinsesse kan du hoppe ned fra tronen og fortsætte ud i virkeligheden. I hvert tilfælde den virkelighed, som hærgede Sønderjylland for næsten 150 år siden. I Historiecenter Dybbøl Banke kan du prøve, hvordan det var at være soldat i 1864, støbe kugler, bage pandekager og ikke mindst høre soldaternes beretninger fra en tid, hvor der var krig i Danmark.

Hvis du gerne vil se, hvor melet til soldaternes pandekager blev malet kan du gå over på den anden side af vejen og selv være med til at kværne mel på Dybbøl Mølle.

Skolen er åben i ferien

Museum Sønderjylland består af 22 afdelinger og nært tilknyttede museer. To af disse er Sønderjysk Skolemuseum i Over Lerte og Deutsches Schulmuseum Nordschleswig i Aabenraa. Begge skolemuseer har naturligvis skolen på programmet i efterårsferien.

Skolemuseet

Gå på stylter på Skolemuseet i Over Lerte.

I Over Lerte kan du komme med ud i oldemors frikvarter og bl.a. forsøge at gå på stylter. Savner du skolen rigtig meget, kan du også komme på skolebænken anno 1907 og lære at skrive med pen og blæk.

I Aabenraa får du griflen i hånden, og så er det bare med at skrive sirligt og pænt på skifertavlen, for ellers kommer der gang i spanskrøret!

De nøjagtige tidspunkter og datoer for alle aktiviteter fremgår af det hæfte, som Museum Sønderjylland sender ud til alle skolebørn i alderen 6-12 år i de fire sønderjyske kommuner.

 

Folderforside

Efterårsferie på Museum Sønderjylland.

Hæftets forside.

Hæftet kan desuden hentes HER ...

Ligesom du også kan læse mere HER ...

 


22. september 2011

Sønderjysk leksikon er på trapperne

Af Finn Bach

PR-medarbejder Historisk Samfund for Sønderjylland


"Sønderjylland A - Å", der udgives i begyndelsen af november, dækker 1000 emner skrevet af næsten 100 fagfolk.

Har man spørgsmål til sønderjyske forhold, bliver svarene nu nemme at finde - i Danmarks første regionale leksikon, som nu går i trykken.

Sønderjylland A-Å

Leksikonet udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland og retter sig mod brugere i hele Danmark og også syd for grænsen. Det hedder "Sønderjylland A - Å" og indeholder opslag om landsdelens natur, geografi, historie, mennesker, erhvervsliv, kultur og kunst. I korte tekster gives kontante oplysninger om konkrete emner, og i længere artikler skabes overblik og vises sammenhænge.

Sønderjylland A-Å

Tidsmæssigt spænder leksikonet fra oldtid til nutid. Rumligt omfatter det Sønderjylland i den oprindelige betydning: Landet mellem Kongeåen og Ejderen. Hele dette område beskrives frem til 1920. Derefter lægges hovedvægten på den nordlige del, der ved afstemningen blev dansk, dvs. det nuværende Sønderjylland.

Sønderjylland A-Å

"Sønderjylland A - Å" rummer bidrag fra næsten 100 personer, der belyser cirka 1000 emner inden for deres respektive fagområder. Det er sammensat og redigeret af Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen fra Museum Sønderjylland. De tre har selv bidraget med over en tredjedel af teksterne. Redaktionen har netop foretaget den sidste, grundige korrekturlæsning af leksikonets 432 sider med ca. 600 billeder/illustrationer og er nu nået det hele igennem - i bogstaveligste forstand fra A til Å.

Korrekturlæsning

De tre redaktører af "Sønderjylland A - Å", fra venstre museumsinspektør Inge Adriansen, Sønderborg Slot, overinspektør Elsemarie Dam-Jensen, Kulturhistorie Tønder, og overinspektør Lennart S. Madsen, Arkæologi Haderslev glæder sig over, at flere års arbejde med leksikonet nærmer sig færdiggørelsen.

Foto: Karin Riggelsen.

Det ny leksikon er kompakt og let læsbart og afspejler den nyeste forskning. Det retter sig mod brugere både i og uden for Sønderjylland og kan bruges overalt i samfundet. På avisredaktioner, gymnasier, videregående uddannelser, tekniske skoler, folkeskoler, højskoler, i offentlige institutioner og private hjem.

"Sønderjylland A - Å" er et selvstændigt værk, men også et nyttigt supplement til Sønderjyllands Historie i to bind, som Historisk Samfund for Sønderjylland udgav i 2008-2009. Med de tre bøger kommer man landsdelen rundt - i dybden såvel som i bredden.

Historisk Samfund for Sønderjylland præsenterer det ny leksikon ved et festarrangement på Museum Sønderjylland i Tønder torsdag den 3. november 2011. Først derefter kan leksikonet købes.

 


21. september 2011

Dybbøl Mølle

Nu går arbejdet i gang med stuehuset

Formanden for DSI Dybbøl Mølle, Jens Møller

Ved sekretær Peter Dragsbo

Sønderborg Slot

Dybbøl Mølle fik inden sommerferien den sidste kalkning – og dermed er restaureringen af Dybbøl Mølle afsluttet med smukt resultat. Samtidig har Grænseforeningen igangsat en folkeindsamling over hele landet til en fond, der skal sikre vedligeholdelsen i fremtiden, så møllen aldrig mere forfalder, som det skete for nogle år siden.

Møllehuset

Men Dybbøl Mølle er andet end møllen med sine snurrende vinger. Der er også et smukt gammelt stuehus, som indtil 2005 blev brugt som bolig for mølleforpagteren. Også stuehuset har i mange år trængt stærkt til en gennemgribende restaurering. Og i 2010 fik formanden for Dybbøl Mølle, Jens Møller, den glædelige meddelelse om, at A.P. Møller-fonden havde bevilget 5,5 millioner kroner til en restaurering og ombygning til nye formål. Samtidig er Sønderborg Kommune gået ind i projektet med to gange 250.000 kr., i alt en halv million.

I foråret valgte møllens bestyrelse arkitekt Jørgen Toft Jessen, Haderslev, som tilsynsførende arkitekt på projektet – og forleden var der licitation på håndværkerentrepriserne, dvs. murerarbejde og kloakker, snedker- og tømrerarbejde, VVS- og blikkenslagerarbejde, malerarbejde og el-installationer. De laveste tilbud løb i alt op i 4 millioner kroner. Herudover er der afsat 1½ million til arkitekt og projektering, indretning og øvrige omkostninger. De valgte tilbud svarer til det udarbejdede budget, og arbejdet bliver derfor nu sat i gang inden slutningen af september.

Dybbøl Mølles stuehus bliver først og fremmest indrettet til arbejdspladser for personalet ved Historiecenteret og Dybbøl Mølle. Historiecenteret var, da det blev bygget i 1991, slet ikke beregnet til personale, og de ansatte har derfor indtil nu haft meget dårlige vilkår. Desuden bliver der mødelokale, bibliotek/arkiv, magasin for kiosk og butik samt rum, der kan udlejes til gæsteforskere og andre, der arbejdet midlertidigt ved Dybbøl Banke eller Sønderborg Slot.

Vi regner med, at det færdigrestaurerede stuehus ved Dybbøl Mølle er parat til indflytning i august-september 2012, siger formanden Jens Møller, og dermed er endnu et skridt taget i virkeliggørelsen af den "Dybbølvision", som vi lavede tilbage i 2008.

 


21. september 2011

Guldmedalje til Dybbøl Mølle-formand

Af overinspektør Peter Dragsbo

Sønderborg Slot

Da de Danske Soldaterforeningers Landsråd i sidste weekend var samlet til deres årsmøde på Sønderborg Slot, blev Dybbøl Mølles formand, Jens Møller tildelt en sjælden hæder:

Soldaterforeningernes fortjenstmedalje i guld

Denne ære er siden Soldaterforeningernes landsråd blev stiftet i 1936, kun blevet tildelt 6-7 civile personer.

Jens Møller og medalje

Jens Møller modtager overrasket æresmedaljen.

Foto: Olaf Vibild.

Det var de danske soldaterforeninger, som efter folkeafstemningen i 1920 tog initiativ til at købe Dybbøl Mølle for at sikre det nationale symbol på danske hænder. Frem til i dag har soldaterforeningerne spillet en aktiv rolle i Dybbøl Mølles bestyrelse. Det var derfor ikke tilfældigt, at landsrådet havde henlagt sit 75. årsmøde til Dybbøl Banke og Sønderborg Slots historiske rammer. Ud over fortjenstmedaljen i guld, fik møllens formand, Jens Møller, her også lejlighed til at slå de første søm i landsrådets nye fane sammen med Grev Ingolf og landsrådets præsident Jan Brun Andersen.

Jens Møller fik medaljen for mange års godt og ihærdigt arbejde for Dybbøl Mølle. Det er da heller ikke småting, der er nået i Jens Møllers formandstid: Gennem ihærdige forhandlinger og god projektledelse er det for det første lykkedes at vende en mislykket restaurering i 2003-04 til en succesfuld istandsættelse, der snart afsluttes med den sidste kalkning. I 2009 fik han udarbejdet en "visionsplan" for møllen og Dybbøl-områdets fremtid – og i 2010 kom første gennembrud med 5,5 millioner kroner fra A.P. Møller-fonden til restaurering af stuehuset. Efter vellykket licitation går dette arbejde i gang en af de nærmeste dage. Desuden er det lykkedes i samarbejde mellem Grænseforeningen og Dybbøl Mølles bestyrelse at starte en folkeindsamling til sikring af mølles fremtid – og endelig arbejdes der på at indrette et formidlingssted for Røde Kors og civilbefolkningens vilkår under krig i den historiske "Skansegård" på Dybbøl Banke.

 


7. september 2011

 

DANMARKS KILLING FIELDS

Musikvideooptagelse på Dybbøl Banke

Af centerleder og museumsinspektør Bjørn Østergaard

Historiecenter Dybbøl Banke

På torsdag omdannes den ellers fredelige Dybbøl Banke til en drabelig slagmark med soldater, krudtrøg og kanonskud! Lars Lilholt og et filmhold genskaber nemlig en del af det berømte slag i 1864 til optagelser af en musikvideo om Dybbøl Bankes dystre historie.

Det drabelige slag i 1864 varede kun 4 timer og kostede omkring 1200 danske og tyske mænd livet. Forud var gået 2 måneders belejring og bombardement af Dybbøl.

Som Tom Buk-Swienty beskriver det i hans to fremragende bøger om 1864, tabte Danmark krigen, der med et slag ændrede dansk og europæisk historie. Danmark mistede hertugdømmerne Slesvig og Holsten og blev reduceret til en ubetydelig småstat. Det sejrrige Preussen kastede sig ud i nye krige, der førte til Tysklands samling og grundlæggelsen af det tyske kejserrige.

De voldsomme slag og store blodsudgydelser gjorde et kæmpe indtryk på Lars Lilholt, da han i efterårsferien sidste år besøgte Historiecenter Dybbøl Banke. Det endte med, at Lilholt komponerede sangen "Danmarks Killing Fields", som handler om hvordan datidens urealistiske politiske ambitioner sendte tusinde soldater i døden i en umulig krig.

Kultur I Syd har taget initiativ til, at sangen skal være en del af den moderne historieformidling om slaget på Dybbøl Banke, og den derfor skal kunne opleves som musikvideo. Med støtte fra det lokale erhvervsliv, er det lykkes Kultur I Syd at realisere den ambitiøse filmoptagelse af musikvideoen.

Filminstruktør Adam Neutsky-Wulff, der bl.a. står bag "Store Drømme"(TV 2) og "2900 Happiness"(TV3) er instruktør på musikvideoen. Han fortæller, at der udover filmholdet, også vil være masser af statister og skuespillere, som til sammen genskaber en del af det makabre slag. Alt fra frivillige sortkrudtskytter til sergentelever fra Sønderborg Kaserne vil deltage i optagelserne – naturligvis med originale uniformer og våben.

Optagelserne finder sted ved Historiecenter Dybbøl; torsdag den 8. september 2011 - kl. 19.00 - 05.00. Optagelsen er åben for pressen, og der vil være mulighed for interviews med de medvirkende, instruktøren, Lars Lilholt og naturligvis Kultur I Syd og Historiecenter Dybbøl Banke.

Kontakt:
Jes Johansen, Eventchef, Kultur I Syd

Tlf.: 40 34 48 73 / jes@kulturisyd.dk

Bjørn Østergaard, Centerleder og museumsinspektør,

Historiecenter Dybbøl Banke

Tlf.: 21 42 00 91 / bjst@museum-sonderjylland.dk

 

Se indslaget på TV-Syd logo fra optagelserne HER ...

 


6. september 2011

En festival af perler

Af museumsinspektør Merete Essenbæk

Arkæologi Haderslev

I weekenden den 10. - 11. september 2011 - Kl. 11.00 - 16.00 er der fuld blus på gassen på museet i Dalgade. Arkæologi Haderslev får besøg af tre glaskunsthåndværkere, der ud af den rødglødende glasmasse vil fremtrylle små og store kunstværker i form af glasperler. Man vil både kunne se glasperlemagerne arbejde og selv kunne fremstille en glasperle. Arrangementet er i forbindelse med museets store særudstilling "Alle tiders glasperler", som der bliver vist rundt i begge dage kl. 14.00. Vil man designe sine egne glasperlesmykker er perleværkstedet åbent hele dagen.

Perlekædefremstilling

Man kan også designe sine egen perlekæder ….

Foto: Merete Essenbæk.

For mere end 4000 år siden dukkede de første glasperler op i det nuværende Ægypten og Syrien. De første perler var enkle og ensfarvede. I det 3. årh. f.Kr. begyndte man at fremstille mere avancerede mosaikperler med blomstermotiver og forskellige geometriske mønstre. Det var formentlig syriske glasperlemagere, der bragte den nye teknik med til værksteder i Italien. Dermed var grundlaget, for den kæmpemæssige glasindustri, der opstod for over 1800 år siden, lagt.


De første beviser på fremstilling af glasperler i Skandinavien, stammer fra handelspladsen Lundeborg på Fyn. Her har man fundet glasperler, affaldsglas og rester fra glasperleproduktion fra omkring 350 e.Kr. I vikingetidens Ribe og Hedeby har man også haft glasværksteder i perioden 700-850 e. Kr. Middelalderens vigtigste glasproduktionscenter i Europa lå på øen Murano, nord for Venedig. Senere etablerede man også perlecentre i Böhmen, Mähren, Holland, Frankrig og Spanien.


I dag foregår fremstillingen af glasperler primært på moderne fabrikker i bl.a. Italien, Tjekkiet, Japan, Kina og Indien. Men der findes endnu få steder i verden, hvor glasmagere stadig arbejder traditionelt. På perleværksteder i Indien og Tyrkiet foregår produktionen fortsat i små lerovne med de samme teknikker og redskaber, som er blevet benyttet i tusindvis af år.

Gamle teknikker i moderne forklædning

Sideløbende med en stor produktion af industrielt fabrikerede glasperler fremstilles i dag også helt individuelt udformede glasperler - de såkaldte studioglasperler, der betragtes som kunsthåndværk.

Rita Klausholt Larsen

Glasperlemager Rita Klausholt Larsen.

Interessen for at fremstille glasperler er gennem de seneste 20 - 30 år eksploderet i den vestlige verden. Studioglasmagerne lader sig inspirere af ældre teknikker og perletyper. En vigtig inspirationskilde er den antikke venetianske glasproduktion, der er kendt for de mange forskellige teknikker og perletyper, vikingetidens glasperler og perler fra den klassiske oldtid.

Selvom en del moderne glasperlemagere stadig arbejder med traditionelle glasovne, fremstilles de fleste moderne studioglasperler ved hjælp af lampeglasteknikken; en teknik, der antagelig allerede var kendt i oldtiden. Denne teknik indebærer, at man benytter en blæselampe med tilførsel af gas og ilt som varmekilde. Alt efter mængde af tilført gas og ild kan man styre temperaturen. Glasset varmes op og bearbejdes i flammen, hvorefter perlemageren former det varme glas rundt om en metalstang. Perlen kan påføres farvede stænger af glas og dekoreres med snoede glastråde, millefiori-stifter, forskellige metalfolier eller emaljefarver. Kun fantasien sætter grænser.

Birgitte Ekholm Gaardsted Birgitte Haugaard Hansen

Birgitte Ekholm Gaardsted. Birgitte Haugaard Hansen.

To Birgitter og en Rita

De tre perlemagere, der kommer til museet den 10. og 11. september er Rita Klausholt Larsen fra Sommersted, Birgitte Haugaard Hansen fra Ikast og Birgitte Ekholm Gaardsted fra Frørup ved Christiansfeld. Alle tre kunsthåndværkere arbejder med lampeglasteknikken og har i mange år eksperimenteret med glassets muligheder og ikke mindst deres egen fantasi og kunstneriske kunnen.

Glasperlemagerne vil vise forskellige teknikker, deres mange forskellige perler, der vil være mulighed for at købe deres produkter og ikke mindst vil man også selv kunne prøve at lave dem kunsten efter og fremstille sin egen lille glasperle. Hele dagen kan man gå i udstillingens perleværksted og designe sit eget armbånd eller perlekæde af glasperler fra alverdens lande. Foto: De tre perlemager der kommer på besøg: , Birgitte Haugaard Hansen og Birgitte Ekholm Gaardsted.

Perleværkstedet

Perleværkstedet.

Foto: Merete Essenbæk.

 


1. september 2011

Magiske glasperler og

fantastiske fortællinger

Af museumsinspektør Merete Essenbæk

Arkæologi Haderslev

Sensommeren er over os, og det betyder indendørsaktiviteter. På museet i Dalgade betyder det også foredrag. Onsdag den 7. september holder konservator og glashistoriker Torben Sode foredrag om glasperlers magiske og forunderlige univers. Onsdag den 21. september er det arkæolog Claus Feveile, der tager os med til vikingetidens Ribe og fortæller om byens håndværkere; specielt om glasmageren. Begge foredrag begynder 19.30 og varer ca. 2 timer.

Chevron-perler

Perler fra Venedig - de såkaldte chevron-perler. Fremstillet siden 1500-tallet og til hele verden.

Foto: Merete Essenbæk.

Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev viser i øjeblikket udstillingen "Alle tiders glasperler" frem til sidste dag i efterårsferien den 23. oktober. Udstillingen er blevet til i samarbejde med konservator og glashistoriker Torben Sode, der gennem et helt liv har samlet på glasperler fra hele verden.

Glasperler fra hele verden

Torben Sode vil i sit foredrag den 7. september give en introduktion til glasperlernes omfangsrige historie. Herefter vil der blive vist rundt i udstillingen, og Torben Sode vil fortælle om de mange og magiske fortællinger, der knytter sig til de udstillede perler.

Glasperler har siden oldtiden haft en fascinerende og tiltrækkende effekt på alverdens folk.

Perler var de første genstande, der blev fremstillet af glas, og perlemagerne var således verdens første glaskunstnere. Tilbage i oldtiden var glasperler højt værdsat som smykker og som dragttilbehør. De ældste glasperler dukkede op i Mellemøsten omkring 2500 før vor tidsregning. De første glasperler i Danmark stammer fra ca. 1200 f. Kr og er fundet i Sønderjylland. I begyndelsen var glasperler dyrebare luksusartikler i halskæder, ofte sammen med guld og ædelstene.

Ud over glasperlernes prestige og skønhedsværdi har de haft en vigtig funktion som amuletter. Visse perler har været forbeholdt samfundets religiøse eller politiske ledere. Særlige perler skulle give jægere lykke på jagten, andre har skullet beskyttet børn eller ammende mødre. Glasperler været kendt og benyttet af alle folkeslag over hele verden. Glasperler har endvidere haft en stor betydning som grænseoverskridende kulturbærere, og arkæologisk er de en vigtig kilde til forståelse af fortidens handelsforbindelser.

Vikingernes håndværk

Arkæolog Claus Feveile har i mange år gravet og forsket i Ribes ældste historie. Han vil i foredraget den 21. september fortælle om byens håndværkere med speciel fokus på perlemageren, der arbejde i byen i perioden 700- 800 e. kr.

Perlemageren er blandt de første håndværkere der slog sig ned på markedspladsen i Ribe omkring 705. Siden kom han tilbage gang på gang, for at producere og sælge sine eftertragtede varer.

Perlefremstilling

Glasperleproduktion som den kunne have forgået i vikingetidens Ribe - og som den foregik på museet den 18. og 19. juni i år, da perlemager Thomas Rissom var på besøg.

Foto: Merete Essenbæk.

Glasperleproduktionen efterlod sig spor på markedspladsen i form af glassplinter, afklippede glastråde, mislykkede perler, halvfabrikata og mosaikstifter. Perlemageren fik sit råmateriale fra sydligere himmelstrøg i form af mosaikstifter, der oprindeligt var tiltænkt kirkeudsmykningen der. Perlemagerens arbejdsomgivelser var simple. Et jordgulv og et ildsted, måske i form af en lille lerbygget ovn med skorsten, hvor henover glasset blev smeltet og formet til perler.

Kort før 800 e. Kr aftager perleproduktionen i Ribe og handlen med perler er atter på udenlandske hænder, som den også var i bronze- og jernalderalderen.

 


 


mellemrum

Tidligere nyheder:


November 2016

Oktober 2016

September 2016

August 2016

Juli 2016

Juni 2016

Maj 2016

April 2016

Marts 2016

Februar 2016

Januar 2016


December 2015

November 2015

Oktober 2015

September 2015

August 2015

Juli 2015

Juni 2015

Maj 2015

April 2015

Marts 2015

Februar 2015

Januar 2015


December 2014

November 2014

Oktober 2014

September 2014

August 2014

Juli 2014

Juni 2014

Maj 2014

April 2014

Marts 2014

Februar 2014

Januar 2014


December 2013

November 2013

Oktober 2013

September 2013

August 2013

Juli 2013

Juni 2013

Maj 2013

April 2013

Marts 2013

Februar 2013

Januar 2013


December 2012

November 2012

Oktober 2012

September 2012

August 2012

Juli 2012

Juni 2012

Maj 2012

April 2012

Marts 2012

Februar 2012

Januar 2012


December 2011

November 2011

Oktober 2011

September 2011

August 2011

Juli 2011

Juni 2011

Maj 2011

April 2011

Marts 2011

Februar 2011

Januar 2011


December 2010

November 2010

Oktober 2010

September 2010

August 2010

Juli 2010

Juni 2010

Maj 2010

April 2010

Marts 2010

Februar 2010

Januar 2010


December 2009

November 2009

Oktober 2009

September 2009

August 2009

Juli 2009

Juni 2009

Maj 2009

April 2009

Marts 2009

Februar 2009

Januar 2009


Oktober kvartal 2008

Tidligere udsendte museet med jævne mellemrum nyhedsbreve.

De sidste udgaver af nyhedsbrevene kan se her:

Nyhedsbrev nr. 7 - 2008

20. november 2008

Nyhedsbrev nr. 6 - 2008

8. oktober 2008

Nyhedsbrev nr. 5 - 2008

28. august 2008

Nyhedsbrev nr. 4 - 2008

1. juli 2008

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
mus sonderjylland
Til top Til top Til top Til top Til toppen af siden Daglig drift Grafisk design Sekretariatet Til top Sekretariatet Daglig drift Grafisk design Til top Kontakt