Mindeord
arkæolog, mag.art. Erik Jørgensen

Forleden døde Erik Jørgensen efter adskillige års svær sygdom. Hermed blev Erik en del af det, han dedikerede sit liv til. Erik voksede op nær Gudsø Vig på nordsiden af Kolding Fjord. Allerede i drengeårene begyndte Erik at udforske stenalderen. Flækker, tværpile og skiveøkser blev opsamlet for at afkode deres skjulte budskab fra en længst svunden tid. Det stod hurtigt klart for ham, at han skulle være arkæolog. Og det blev han – endda en af sin tids aller bedste. Erik var ikke blot en fænomenal udgraver, han kunne også formidle sin viden såvel videnskabeligt som populært. Talrige er de artikler, han har skrevet i SKALK. Hans videnskabelige værker er den dag i dag fast pensum på de studerendes boglister. Alle har vi læst om våbengravene fra årtierne før Kristi fødsel fra Sdr. Vilstrup og om stendyngegrave og enkeltgrave på overgangen mellem tragtbægerkultur og enkeltgravskultur (3.000 – 2.600 f.Kr.). Selv om Sdr. Vilstrup-fundet stod hans hjerte nært, fordi de stammede fra barndomsegnen, så var det udforskningen af bondestenalderen, Erik brændte for.

Erik var et meget privat menneske, som kun sjældent indviede andre i sine glæder og sorger. Til gengæld var han meget generøs, når det gjaldt om at øse af sin store viden om vores fælles fortid. Man kunne altid komme til Erik og vise ham nogle potteskår, en økse eller nogle flækker. Så kunne han som regel fortælle, hvad det var, og hvor i tid det hørte hjemme. Erik havde nemlig en fotografisk klæbehjerne. Sin store viden opbyggede han, dels gennem de mange udgravninger han lavede og dels gennem omhyggelige litteraturstudier. Det er en viden, vi skattede, og som vi vil komme til at savne, nu Erik ikke er her mere.

Som ganske ung student lærte jeg i 1979 Erik at kende i forbindelse med udgravningen af Hjulgraven nær Hjordkær. Det blev et møde, som på mange måder kom til at forme min fremtid. Jeg anser det for et stort privilegium, at jeg under Eriks kyndige vejledning lærte det arkæologiske feltarbejde fra grunden af. Intet var for småt og intet for stort, alt skulle dokumenteres omhyggeligt og præcist. Erik var en utrolig læremester.

Året efter Hjulgraven startede de store udgravninger af jernalderlandsbyen på Hjemsted Banke nær Skærbæk for alvor. Erik var udgravningsleder. Holger Lausen og Jørgen Tønder var to autodidakte, aldrende udgravningsteknikere og jeg var studenten. Ingen kunne frilægge perlekæder og knuste lerkar eller frempræparere kiste- og skeletspor som Holger. Ingen kunne fladeskovle og snitte stolpehuller som Jørgen Tønder. Erik kaldte ham for ”fløjlsskovlen”. Typisk for Erik, startede han udgravningen med at sige, at nu skulle jeg kigge godt efter, hvordan Holger og Jørgen gjorde tingene, for det kunne man lære en masse af. Noget man ikke kan læse sig til. Efter et par uger fandt vi den første urne. Erik sagde, kom her hen, sæt dig på kanten og se hvordan Holger gør, nu skal du nemlig lære at grave urner ud. Spørg og kig. Der herskede orden og systematik. Det var herlige år for en ung student.

En dag sagde Jørgen Tønder. Denne gravning er noget specielt. Et gravehold som dette kommer du ikke til at opleve igen. Jeg tænkte sludder, men Jørgen fik ret. Efter to sæsoner på Hjemsted begyndte naturgasprojektet, og vi blev delt ud på forskellige opgaver. Erik nød samarbejdet med Jørgen og Holger. Her kunne han være sig selv. Der var intet hovski snovski. Et par år senere døde først Jørgen, dernæst Holger og nu Erik. Hjerterfri og svik var tidsfordriv i pauserne og når regnen gjorde det umuligt at være udenfor. Nu er de atter samlet og lur mig, om de ikke finder en krog til et slag svik.
De seneste års sygdom sled på Erik. Men med en stædighed, som også var typisk for Erik, snød han gang på gang døden, for der var noget, han ikke var helt færdig med. I tirsdags vandt manden med leen sidste omgang. Danmark mistede en fremragende arkæolog og Museum Sønderjylland den person, som besad den største viden om Sønderjyllands fortid. Nu må vi i flok løfte arven efter Erik og færdiggøre det, han blev snydt for. Æret være Erik minde.

Mus.insp.
Per Ethelberg