logo


 
 afdelinger  ·  Det sker · Udstillinger  ·  Undervisning  ·  Kontakt  ·  Museumsbutik  ·  OM MUSEET · Oversigt
Arkæologi Haderslev
Til bygherren
Viden om
ARKÆOLOGI & HISTORIE
Samlinger
Besøg museet
Kontakt
Det sker
Faste udstillinger
Særudstillinger
Undervisning
Museumsbutikken
Links
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

           

Bookmark and Share

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Lunds bil
C. M. Lunds museumsbil parkeret bag gravhøjen Nustrup sb. 98 under udgravning heraf i 1926.

 
 

Guldskålene
museets historie

Haderslev Museum og arkæologien
af Lennart S. Madsen

I forsommeren 1886 fandt gdr. Nielsen og dennes søn to guldskåle fra yngre bronzealder ved gravning i nærheden af en kilde i en dal ved Gl. Ladegård. Nyheden nåede ganske hurtigt til landråd Schreiber i Haderslev, der tog til Ladegård og købte skålene af finderne. Året efter, formelt på kredsdagsmødet d. 21. september, 1887 (men reelt allerede på mødet d. 25. februar, 1887), blev det vedtaget at oprette et kredsmuseum for oldsager i Haderslev, og de fornødne midler blev bevilliget. Der findes desværre ikke bevarede dokumenter, der nærmere kan fortælle om selve processen, der ledte frem til museets oprettelse, og aviserne fra tiden er påfaldende tavse. Det synes dog, som om der allerede i tiden før fundet af guldskålene, havde været arbejdet med planer om oprettelse af et museum i Haderslev, og at guldskålene bare blev den direkte anledning hertil. Den manglende omtale i aviserne skal snarere tolkes som et forsøg på at holde museets oprettelse ude af den nationale debat, hvilket hurtigt ville have kunnet sætte en stopper for projektet. Museets første bestyrelse kom til at bestå af tre dansksindede gårdejere og en tysksindet skatteinspektør, alle fra Kredsdagen. Landråden selv blev formand og sandsynligvis ganske kort efter blev dyrlæge J. P. Schmidt knyttet til museet som leder.  Han havde samlet oldsager igennem mange år, og havde allerede i 1879 solgt en samling af oldsager til Nationalmuseet i København, inden han nu overlod sin nye samling på næsten 1000 genstande til det nyoprettede museum. I løbet af det første år af museets eksistens frem til museets officielle åbning i Kredshuset på Ribe Landevej 17. juli, 1888 erhvervede museet 11 privatsamlinger med oldsager, og alle genstande blev omhyggeligt indført af Schmidt i den første protokol. Guldskålene fik naturligvis museumsnummer 1.

C. M. Lund
Med dyrlæge Schmidt som leder begyndte museet nu at udføre udgravninger indenfor det område, der var museets arbejdsområde, Haderslev Amt. Skønt amatør havde Schmidt en betydelig indsigt i arkæologien, og han var allerede i 1886 begyndt at foretage egentlige arkæologiske undersøgelser af forskellige gravhøje omkring Haderslev.  Han var dog allerede 64, da museet blev oprettet, og i de senere år blev det ikke til mange udgravninger. I 1905, i en alder af 82, trådte han tilbage, og overlod ledelsen til den 36-årige lærer og fotograf Chr. Matzen Lund fra Abkær. Han var ansat på amtsforstanderkontoret i Toftlund, og det var i kraft af dette job, at han knyttede forbindelse til museet. Efter få år fik han job i Haderslev, et arbejde han passede helt frem til april 1918, da det endelig efter mange år lykkedes ham at gøre stillingen som leder af Haderslev Museum til en fuldtidsstilling. Lund var en på alle måder visionær museumsleder, der på mange områder udviklede Haderslev Museum. Museumsbygningen på Åstrupvej blev opført på hans initiativ i 1914-15. På samme tid anlagde han et af Tysklands ældste frilandsmuseer bag den nye museumsbygning, og i 1920 skitserede han overfor Haderslev Stiftsamt den særlige sønderjyske museumsmodel, der først flere årtier senere skulle blive en formel realitet. Ja, i 1921 blev han endda en af de første danske museumsledere, der kørte tjenestebil, idet han fik amtet overtalt til at købe museet en bil. Bilen var det synlige bevis på, at Lund tog det geografiske område, han skulle dække, særdeles alvorligt. I Danmark var det på det tidspunkt tilladt for alle at grave efter oldsager, så det gjaldt for museet om at komme først. Han udførte arkæologiske udgravninger over hele Haderslev Amt, og var ikke skræmt af tanken om, at museet i Haderslev skulle have et betydeligt større ansvarsområde. I sin museumsplan fra 1920 havde han således foreslået, at ”Haderslev Amts Museums første afdeling, Oldtidsafdelingen, udvides til at omfatte hele Stiftamtet, altsaa hele den sønderjyske Landsdel”. I sin begrundelse for dette forslag fremførte han: ”Oldsager er et Materiale, som i allerførste Linie skal tjene Oldforskningens Fremme, og det er ikke nok, at Sagerne samles Sammen, men at der til hvert enkelt Stykke fremskaffes de nøjagtige Oplysninger om, hvor og under hvilke Omstændigheder fundet er fremkommen. Udgravninger og Undersøgelser af Oldtidsminder og Oldtidslevninger kræver et nøjagtigt Kjendskab til Oldtiden, og en forudgående grundig Indarbejdelse i de Undersøgelsesmetoder, der anvendes ved de ledende arkæologiske Museer, i særdeleshed ved Nationalmuseet i Kjøbenhavn. I det hele bør Oldforskningen i de sønderjyske Landsdele kun foregaa gjennem et inderligt Samarbejde med Nationalmuseet. Dette er og maa ogsaa ubetinget være det Centrum, hvor Materialet fra hele Landet bearbejdes videnskabeligt. Først ved en saadan videnskabelig Udnyttelse faar vore Oldsager den rigtige Værdi. Og først da kan vi gjøre regning paa, at vor Landsdel kommer til at indtage den fremragende Stilling, den med hensyn til dens rige Skatte paa Oldtidsminder og Oldtidslevninger med Rette kan gjøre Fordring paa”. Ordene om samarbejdet med Nationalmuseet var dybfølte, og igennem 1920’erne og frem til 1935 var Lund konstant i dialog med inspektørerne på Nationalmuseet. Der er således i høj grad Lunds registreringer af oldtidsminder i Haderslev, Aabenraa og Tønder amter, der kom til at ligge til grund for de centrale registreringer, som Nationalmuseet foretog i Sønderjylland i løbet af 20’erne, og ved adskillige lejligheder blev Lund rost og takket for dette samarbejde. Igennem årene udvidede Lund langsomt det arkæologiske område, men på det formelle plan kom han aldrig til at overskride amtsgrænsen. Der blev også samlet oldsager på Aabenraa Museum, skønt det igennem mange år var pakket ned, og mange oldsager afleveredes på det i 1923 oprettede Tønder Museum. I Sønderborg var lederen Jens Raben på samme måde som Lund en dygtig og omhyggelig arkæolog, der udførte et stort arbejde indenfor Sønderborg Amts grænser.

Hans Neumann
I 1935 førte forskellige misforståelser i forbindelse med fundet af Jels-kisten til en krise mellem C.M. Lund og Nationalmuseet, og i april 1936 tog Lund sin afsked. I stedet ansattes den nyuddannede cand.mag. Hans Neumann fra Vilstrup som museets leder. Han var en af de første faguddannede ledere af et provinsmuseum i Danmark, og kom til at spille en meget stor rolle for udviklingen af museet og af arkæologien i Sønderjylland. I løbet af 40’erne og 50’erne kom Haderslev Museum reelt til at foretage arkæologiske udgravninger i Haderslev, Tønder og Aabenraa amter, mens Jens Raben på Museet på Sønderborg Slot helt frem til sin pensionering i 1955 foretog udgravninger i Sønderborg Amt. Det begrænsede personale og afstandene satte dog naturligvis deres grænser, og det er først i løbet af 70’erne man kan tale om, at hele Sønderjylland fik en ensartet arkæologisk dækning. Med Museumsloven af 1958 blev der oprettet to landsdelsmuseer i Sønderjylland, nemlig Haderslev og Sønderborg. I betænkningerne til loven anføres det, at Haderslev Museum skal foretage den arkæologiske forskning i hele landsdelen, men Sønderborg Museum skal forske i landsdelens nationale liv. De to øvrige museer nævnes også, og Lunds museumsplan fra 1920 var tæt ved at være gennemført. På baggrund af denne lov etableredes efter en lang række møder i 1961 et nordslesvigsk museumsråd med baggrund i en samarbejdsaftale på 8 punkter.  Fra dette tidspunkt havde Haderslev Museum også formelt hele Sønderjylland som arkæologisk arbejdsområde.  Dette blev knæsat med etableringen af Sønderjyllands Amt i 1970. Drivkraften bag denne udvikling var i meget høj grad Hans Neumann. Men også fagligt er hans indsats mærkbar. De store udgravninger i Ejsbøl i et tæt samarbejde med Nationalmuseet skal naturligvis fremhæves sammen med talrige udgravninger af gravhøje, de banebrydende undersøgelser af Olgerdiget og udgravningen af Kastrup Offerplads. Men Neumann var også en af de første provinsmuseumsledere, der foretog middelalderarkæologiske udgravninger, og en stor del af den viden, der findes om renæssanceslottet Hansborg, skyldes ham.

Fortidsmindernes administration
Igennem de 42 år Neumann sad som leder af Haderslev Museum (1936-1978) havde tre myndigheder i Danmark det overordnede ansvar for de arkæologiske fortidsminder i landet. Bestemmelserne om fortidsminder var samlet i naturfredningsloven, og på skift havde Nationalmuseet (1937-1969), Rigsantikvaren (1969-1975) og Fredningsstyrelsen (1975-1984) det overordnede ansvar for fortidsminderne, både de fredede og de overpløjede, ikke synlige. Særligt den nye Naturfredningslov af 1969 fik stor betydning, idet den for første gang gjorde det muligt for en offentlig myndighed (det nyoprettede Rigsantikvarembede) at forhindre en truende ødelæggelse af et ikke-fredet fortidsminde, ligesom der blev afsat økonomiske midler til en udgravning af truede fortidsminder.  I stigende grad blev centrale arkæologiske undersøgelser overdraget til større lokalmuseer med arkæologisk ekspertise, og i 1975-1976 fik Haderslev Museum det første større arkæologiske arbejde overdraget, nemlig gennemførelsen af udgravningerne før den nye motorvej mellem grænsen og Kolding. Et sådant stort anlægsprojekt medførte naturligvis en kraftig forøgelse af museets personale, og da det skete samtidigt med opførelsen af den nye museumsbygning mellem Åstrupvej og Dalgade og forberedelserne til den nye permanente udstilling, kunne Neumann se tilbage på en fornem, men hektisk afslutning, da han gik på pension efter åbningen af museumsbygningen i 1978. Kort tid derefter fik museet ansvaret for de omfattende udgravninger i forbindelse med etableringen af naturgasnettet i Sønderjylland.

Da arkæologen Steen W. Andersen i 1978 tiltrådte som museets kun fjerde leder på 90 år, var forberedelserne til et afgørende brud med mange års administration af fortidsminderne i fuld gang. Det såkaldte Møllmann-udvalg blev nedsat i 1978, og i 1982 afleverede udvalget en betænkning, der anbefalede, at fortidsminderne blev delt mellem to ministerier. De fredede fortidsminder skulle forblive i naturfredningsloven og administreres af Miljøministeriet, mens de ikke-fredede fortidsminder blev overført til museumsloven og lagt under Rigsantikvaren. Den administrative ændring trådte i kraft 1. januar 1983, mens de endelige lovændringer først blev indført 1. juli 1984. De fredede fortidsminder blev nu så at sige fjernet fra musealt regi, og det betød i Sønderjylland, at det blev Skov- og Naturstyrelsen og Sønderjyllands Amt, der fik ansvaret for landsdelens mange fredede gravhøje og lignende.  Museet havde ikke længere noget med disse at gøre. Til gengæld blev Haderslev Museum i stigende grad inddraget i Rigsantikvarens arbejde med at sikre dokumentationen af de ikke-fredede fortidsminder inden disse forsvandt ved anlægsarbejder, dyrkning eller lignende.  Allerede ved museumsloven i 1976 var lokalmuseerne blevet pålagt at være Fredningsstyrelsen behjælpelig i arbejdet med fortidsminderne, og med Museumsloven af 1984 blev dette arbejde nu sat i system.

Rigsantikvaren fik et sekretariat, RAS, til at hjælpe sig med administrationen bl.a. af § 26, der fastslog, at man ved et anlægsarbejde skulle standse arbejdet, når man stødte på et fortidsminde og tilkalde det nærmeste museum. Herefter skulle det vurderes, om det fundne skulle udgraves, bevares eller om det kunne fjernes. Der nedsattes et Arkæologisk Nævn, der skulle bistå Rigsantikvaren i vurderingen af, hvad der skulle udgraves, og landet over indvilligede en lang række museer i at påtage sig et arkæologisk ansvarsområde.  For at kunne dette skulle man opfylde en række krav, bl.a. kravet om at have en fastansat medarbejder med en arkæologisk universitetsuddannelse bag sig. Disse museer fik nu, sammen med Nationalmuseet, ansvaret for alle arkæologiske udgravninger i Danmark. Haderslev Museum påtog sig naturligvis Sønderjyllands Amt som arkæologisk ansvarsområde, det stod jo sådan set allerede i museets vedtægter. Området er et af de største arkæologiske ansvarsområder i Danmark og omfatter små 10 % af landets areal. En af de forpligtigelser, der fulgte med den nye ”status”, var forpligtigelsen til at foretage arkivalsk kontrol af lokalplaner, råstofansøgninger etc. for at sikre, at der blev taget hensyn til fortidsminderne, i hvert fald de allerede kendte, ved anlægsarbejder af alle slags. En del af arkæologens hverdag kom fra nu af til at bestå af administration, og i årene efter 1984-lovens vedtagelse kom museets hovedvægt indenfor det arkæologiske virkefelt i stigende grad til at være lagt på den såkaldte redningsarkæologi. I kraft af et stadigt tættere samarbejde med amt, kommuner, myndigheder af alle slags og ikke mindst private virksomheder, kunne museet igennem 80’erne og 90’erne i stadig stigende grad virke for at sikre, at et så stort antal uvurderlige fortidsminder som muligt blev udgravet inden de for altid forsvandt ved anlægsarbejder, råstofindvinding, dybdepløjning, skovrejsning og meget andet. Hovedvægten indenfor den arkæologiske udgravningsvirksomhed skiftede fra de forskningsudgravninger, som Lund og Neumann hovedsagelig havde udført på baggrund af konkrete spørgsmål, de ønskede besvaret, til redningsudgravninger, hvor spørgsmålene til det fremdragne kildemateriale som oftest først melder sig efter at udgravningen er afsluttet, men hvor man til gengæld opnår utrolig megen ny og uforudset viden.  En væsentlig ændring med den nye lov var endvidere, at en stor del af de arkæologiske undersøgelser nu til dels kom til at foregå som indtægtsdækket virksomhed. Museet havde i forbindelse med både motorvejs- og naturgasprojektet vænnet sig til, at der ved siden af de fastansatte medarbejdere var en større eller mindre gruppe løst ansatte arkæologer, der udførte hovedparten af de arkæologiske undersøgelser, men igennem 90’erne var denne gruppe af ansatte voksende. I 1994 forlod Steen W. Andersen Haderslev Museum for at lede museet på Trelleborg, og i 1995 tiltrådte arkæologen Orla Madsen som ny leder.

Den nye museumslov
I 2002 trådte den nuværende museumslov i kraft, en lov, der på mange måder har ændret den måde, museet arbejder på. Rigsantikvarieembedet blev nedlagt og erstattedes af en Kulturarvsstyrelse under Kulturministeriet. Samtidigt blev næsten alle forhold vedrørende fredede fortidsminder taget ud af naturfredningsloven og lagt ind i museumsloven, således at den på alle måder kunstige opsplitning af fredede og ikke-fredede fortidsminder mellem to ministerier, der indførtes i 1983, atter blev ophævet. Haderslev Museum kunne således nu igen beskæftige sig med alle typer fortidsminder, og museet fik én overordnet samarbejdspartner, Kulturarvsstyrelsens Fortidsmindekontor. Desuden blev fortidsmindernes inddragelse i den offentlige og private planlægning i forbindelse med anlægsarbejder og lignende i høj grad skærpet. Efter lovens indførelse skal museet se alle byggetilladelser fra kommunerne, og der skal i en meget lang række sager, der involverer jordarbejder, foreligge udtalelser om risikoen for at støde på fortidsminder fra museets side. Museets administrative arbejde med den fysiske planlægning er steget markant, og i takt hermed er muligheden for at redde så mange oplysninger om hidtil ukendte fortidsminder af alle slags inden de forsvinder ved anlægsarbejder, kraftigt forøget.  I dag bliver der ikke foretaget ret mange større anlægsarbejder uden det forud er sikret, at der ikke ved jordarbejderne forsvinder fortidsminder, inden de er undersøgt arkæologisk. I 2006 indgik Haderslev Museum i Museum Sønderjylland, og det var helt naturligt på baggrund af udviklingen igennem mere end 120 år, at afdelingen i Haderslev blev Museum Sønderjyllands arkæologiske afdeling. En aftale med Kulturarvsstyrelsen i 2007 har desuden sikret, at afdelingen i de kommende år på styrelsens vegne varetager tilsynet med de fredede fortidsminder og de beskyttede sten- og jorddiger i de fire sønderjyske kommuner samt Kolding og Fredericia. Alle fortidsminder – fredede som ikke-fredede – er nu atter samlet et sted.


Litteratur:
Andersen, Steen W.: Haderslev Museum i et 100-årigt Lys.

I: Birgitte Kragh Rasmussen (red): Mellem pulterkammer og Muse-Tempel. 1987. Side 62ff.
Hertz, Johannes: Lovgrundlag og administration.

I: Arkæologiske udgravninger i Danmark 1984. 1985. Side 7ff.
Neumann, Hans: Fra museets oprettelse for 75 år siden.

I: Haderslev Amts Museum nr. 10, 1963. Side 6ff.
Neumann, Hans: Et provinsmuseum.

I: Haderslev Amts Museum nr. 13,2. 1971. Side 53ff.
Slettebo, Jørgen: Museumsvisioner – i 1920.

I: Nordslesvigske Museer, nr. 14, 1987. Side 21ff.

 






pil op Museum Sønderjylland · Kontakt os ·