Feltet. Østorienteret fotografi.

To stenalderlokaliteter mellem Kliplev og Søgård
I 2009 er der blevet udgravet to stenalderlokaliteter i forbindelse med motorvejsudgravningerne mellem Sønderborg og Kliplev. I stenalderregi er der tale om to store udgravninger.

Skovhus 1 er på 4000 kvadratmeter og Kogang på 1200 kvadratmeter.

Skovhus 1 blev gravet henover vinteren. Lokaliteten var blevet lokaliseret ved en grundig rekognoscering af området. Fundmaterialet på Skovhus 1 viste sig at være ret spredt, men der var en stor mængde flintmateriale, der tolkes at stamme hovedsageligt fra jægerstenalderen.

Målet/metoden blev at fjerne muldlaget fra et område på 4000 kvadratmeter, og herefter lede efter jordfaste fortidsminder, som er ret sjældne fra denne periode.


Kvarte kvadratmeterfelter udgraves.

Jorden vandsoldes og undersøges derefter for genstande.   

Der viste sig at være et antal anlæg på lokaliteten, hovedsagelig gruber, hvoraf en del var fra jernalderen. Men der var også to gruber, der ud fra flintmaterialet fundet deri, tolkes til at stamme fra den tidlige del af Maglemosetiden ca. 9.000 f.Kr. - ca. 6.400 f.Kr., som er den ældste periode af mellemstenalderen (mesolitikum).  Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. I klimatisk henseende rækker Maglemosetiden fra den præboreale tid over den boreale periode til begyndelsen af atlantisk tid. (Præborial tid: også kaldet fastlandstid, da hele nordeuropa var en stor sammenhængende landmasse. Middeltemperatur for juli lå på 15 grader. Boreal tid: Danmark er landfast med Sydengland og Sydsverige, Østersøen er en ferskvandssø. Klimaet er tørt og varmt med en sommertemperatur på op til 18-20 grader. Atlantisk tid: Mild og fugtig periode også kaldet Lindetid. Landet får stort set sit nuværende udseende.)

Der var et meget anderledes landskab i perioden efter istiden end det, vi kender i dag i Sydskandinavien. Det nordeuropæiske område fra de britiske øer i vest til den sydlige del af den skandinaviske halvø i øst kom til at udgøre et sammenhængende fastland, dog gennemskåret af talrige vandløb og præget af søer, åer og bække. Østersøen var forbundet med det frie hav i vest ved et havområde tværs over det sydlige Mellemsverige, og det derved fremkomne havområde benævnes yoldiahavet.

Maglemosefolket var i udpræget grad et jæger- og samlerfolk. De jagede bl.a. den store urokse og andre store pattedyr. De skiftede sandsynligvis opholdssted i årets løb alt efter, hvor levevilkårene var mest fordelagtige. Dvs. hvor de bedste fangstvilkår var i løbet af årets cyklus. Måske har der været tale om et nogenlunde fast område, indenfor hvilket rotationen skete, så de med regelmæssige mellemrum er vendt tilbage til gammelkendte områder.

Fra udgravningen på Kogang er der også en del flintfund bl.a. mikrolitter, der er små geometrisk tilhuggede flintspidser, fremstillet af mikroflækker og anvendt som spidser og modhager i pile og spyd fra Maglemosetiden.


To mikrolitter fundet under udgravningen på Kogang.

På Skovhus 1 var der var også nogle gruber fra Ertebøllekulturen, samt et større område med et kulturlag indeholdende flintgenstande, heriblandt mange tværpilespidser fra Ertebølletiden eller fra tragtbægerkulturen (tidlig bondestenalder). Midt i det hele blev der fundet en urne fra jernalderen.
Ertebølletiden (ca. 5.400 f.Kr - ca 3.900 f.Kr.) er den sidste periode af jægerstenalderen.

Ertebøllekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (se det sidste af de fire kort ovenfor). Vandstanden i havet omkring det nuværende Danmark var ca. 3 m højere end nu, så en del af de i dag landfaste områder i landets nordlige del var overskyllet af havet (kaldet Littorinahavet efter en musling med dette navn). En del af landets sydlige områder var på daværende tidspunkt landfaste. De er sidenhen blevet dækket af havet ved den landsænkning, der skyldes, at isens pres forsvandt.

Ertebølletidens folk var overvejende jægere, fiskere og samlere. Det var hovedsageligt en kystkultur, hvis mest udtalte efterladenskaber var store østersskaldynger (køkkenmøddinger) Disse kendes fra de nordlige egne af landet. Dog kendes også indlandsbopladser. Dette område er bare endnu ikke så udforskede som kystbopladserne.

Skiveøkse fra Ertebøllekulturen. Typen kendes dog også fra den tidlige bondestenalder. Fundet under udgravningen af Kogang.

Man kan forestille sig, at de to pladser samt jagtpladsen ved Årtoft, der alle ligger tæt på Bjerndrup Mølleå, har haft forbindelse ud til kysten. Der kan være tale om midlertidige pladser, hvor jægerne har opholdt sig, mens de jagede indlands, mens de i andre perioder har opholdt sig ude ved kysterne. Man må forestille sig et meget ufremkommeligt landskab, så vandvejene har været den bedste færdselsåre i denne periode.

Der blev taget en del kulstof-14-prøver af jorden fra anlæggene, for om muligt at få en datering af anlæggene.

Vinterudgravning på Skovhus 1


Den mesolitiske Ertebøllekultur afløstes ca. 3.900 f. Kr. af bondestenalderen (neolitikum). Den første del af bondestenalderen benævnes Tragtbægerkulturen efter periodens karakteristiske tragtformede lerkar.

Tragtbægerfolket var landbrugere med blandet agerbrug og husdyrhold. Men den gamle livsform blev dog ikke opgivet. Der blev stadigvæk drevet jagt og fiskeri. Fund af fangst-/jagt- og fiskerredskaber fra denne periodes tidlige del adskiller sig ikke synderligt fra den sene Ertebølletids redskaber. 

Flintefundene fra udgravningen på Kogang viste sig i overvejende grad hovedsageligt at stamme fra den tidlige bondestenalder. Hele jægerstenalderen er dog repræsenteret, men det meget mindre antal fund tyder på kortvarige ophold på pladsen. Men bondestenalderens fund viser, at flintsmeden har produceret et antal af datidens store flotte slebne økser på lokaliteten. Derudover er der fundet over hundrede tværpile, som både blev brugt i Ertebøllekulturen og Tragtbægerkulturen. Skiveskrabere fra bondestenalderen er også rigt repræsenteret.

Stenalderen er betegnelsen for den længste periode af oldtiden. Betegnelsen kommer fra det materiale, som hovedsageligt blev anvendt til tidens skærende redskaber.

Det vigtige råstof flint er det hyppigst anvendte materiale i stenalderen i Sydskandinavien. Flinten var forholdsvis let tilgængelig og sikkert nem at bearbejde for datidens mennesker.

Først tilhuggedes en flintknold med en slagsten og overfladen (cortex) blev fjernet. Den videre forarbejdning foregik så med slag eller tryk med en kølle eller hammer af hjortetak, træ eller sten.
Af flintekernen kunne der nu laves et redskab, f.eks. en økse, eller man kunne lave en blok til produktion af flækker, som blev anvendt til en lang række redskaber.

Fra stenalderens mange perioder kendes forskellige flintbearbejdningsteknikker.


Tværpil

Kogang blev udgravet i sommerhalvåret, så vi havde meget gode forhold. Idet hovedparten af fundene var fra neolitikum, ændredes metoden. Muldlaget blev afrømmet for at lede efter anlæg, men dette var resultatløst.

Lokaliteten, som ud fra flintfundene, på nuværende tidspunkt tolkes som en mere permanent boplads fra tidlig bondestenalder viser, at overgangen fra jæger til landbruger (neolitiseringen) også fandt sted indlands.