|

Nørremark – en landsby fra den yngre jernalder.
Ved Hammelev vest for Haderslev fik Arkæologi Haderslev mulighed for at udgrave et ca. 1.3 ha stort område, der fik navnet Nørremark. Udgravningen varede ca. 6 måneder indtil slutningen af april 2008, og forløb dels forud for noget byggeri i Hammelev Erhvervspark. Det foreløbige resultat af udgravningen er fire samtidige gårdsanlæg. Dateringen er endnu lidt usikker, men pladsen hører nok til i begyndelsen af ældre germansk jernalder (dvs. omkring 350 e.Kr.). Dateringen baseres endnu på et meget spinkelt grundlag, som måske bliver nødt til at revideres, når de naturvidenskabelige analyser og dateringer foreligger.

Det største gårdsanlæg, her i blåt, er ca. 4200 kvm. stort og var indhegnet på alle fire sider med forskellige hegnstyper. Der er sadeltagshegn og enkelthegn, og interessant nok findes det enkelte hegn mod øst i tre faser med en konstant indgang. Udvidelsen af gårdsanlægget er foregået mod øst.
Mod syd-øst ligger et komplet gårdsanlæg, her gult, på ca. 3600 kvm. med et langhus på ca. 40 m, en mindre bygning og et par staklader Også her er gårdsanlægget indhegnet, dels med enkelt hegn. De første to gårdsanlæg er særdeles velbevarede, hvilket giver et flot uforstyrret indtryk af jernaldergårdens udseende og opbygning.
Længere mod nord og øst for det blå gårdsanlæg befinder der sig en koncentration af jernudvindingsovne af forskellig størrelse. Aktivitetsområdet ligger helt tydeligt udenfor det først omtalte gårdsanlæg, men der er et vist overlap med gårdsanlægget mod nord og Hus XIV, her brunt. Det er typisk for bopladser med jernproduktion, at ovnene er placeret udenfor hegnet, og det er også typisk, at de er koncentreret udenfor én gård, som det er tilfældet her.
Tolkningen af dette område er lidt svær, da strukturene ikke er så velbevarede som i de første to gårdsanlæg. Det er muligt, at der er tale om ét langhus på ca. 55 m, hvilket ville være langt, men ikke umuligt. Det er nævneværdigt, at de tagbærende stolper fra begge ender af huset er identiske. Huset har imidlertid et ”knæk” på midten, og der er ingen tagbærende stolper i dét, der ville have været midten af huset. Der er snarere tale om to bygninger.
Det foreløbigt sidste gårdsanlæg er markeret med orange og ligger mod nord. Det består af et langhus på ca. 40 m samt en mindre bygning. Det er delvist indhegnet - mod øst i to faser, dels med sadeltagshegn og dels med enkelthegn, og med en indgang mod øst. Der er også et enkelthegn mod nord. I dette område har vi en relativ kronologi for landsbyens udvikling. Den første gård, hovedgården, er markeret med blåt i den første fase. Op til dette støder det orange gårdsanlæg. Senere er østhegnet fra hovedgården så blevet udvidet to gange mod øst, og det har respekteret det rødbrune hegn. Gårdene har altså været samtidige.
Jernalderpladser ved Hammelev
I forbindelse med udvidelserne af Hammelev Erhvervspark har vi prøvegravet et areal på ca. 27 ha rundt om Nørremark-udgravningen, og vi har udskilt yderligere tre områder, der højst sandsynligt skal udgraves på et senere tidspunkt. Mindst to af områderne udgør yderligere gårdsanlæg, der klart hører til landsbyen Nørremark.
Udgravningen ved Nørremark er altså langtfra afsluttet – de nye områder skal undersøges, de naturvidenskabelige resultater skal analyseres, og endelig bliver det meget spændende at sætte Nørremark ind i dens jernalderkontekst, der kan anes her på billedet med de lidt ældre bopladser Hammelev Nørremark (ældre romersk jernalder), og Hammelev (yngre romersk jernalder) meget tæt på, med endnu en meget lovende boplads, Fredsted, som museet netop er stødt på lige uden for Haderslev, og endelig med Ejsbøl Mose kun godt 5 km væk. Der er ingen tvivl om, at disse pladser skal ses i sammenhæng.

|