En nyfunden økse – variant eller unika?
Under en udgravning ved Vollerup tæt på Sønderborg blev der i 2008 i en affaldsgrube fundet en speciel økse. Det specielle er, at den er retægget i den ene ende og tværægget i den anden.
På stedet blev der fortrinsvis fundet anlæg fra vikingetiden (800 – 1050 e.Kr.). Men længst mod syd var der en del affaldsgruber, som indeholdt strandskaller, dyreknogler, flinteredskaber og lerkarskår. Det var i en af disse gruber, øksen blev fundet. Sammen med den lå en mængde lerkarskår.
Øksen er lavet af mørkegråt, smånistret diabas eller basalt. Den er fremstillet ved brug af prikhugning. Det vil sige, at man med et spidst sten- eller flintestykke har knust stenens overflade med hårde slag indtil den ønskede form blev opnået. Til sidst blev øksen slebet. Der er tegn på en del slitage, så det må antages, at øksen var et arbejdsredskab og ikke bare en prydgenstand.
Den er 16 cm lang, op til 5,5 cm høj og 4 cm bred. Omtrent ved midten har den et skafteleje. Det ses som en skafterille, der er tydeligst på undersiden. Øksen har været et bifunktionelt redskab. Den har dels kunnet bruges som retøkse til eksempelvis fældning af træer eller som tværøkse til afglatning af planker eller udhulning af både.
Øksen er unik. Der kendes økser med samme skæftningsform, men de er ikke bifunktionelle. De er velbeskrevet i den ældre litteratur. Heraf fremgår, at det er en sjælden øksetype. Der er gerne tale om enkeltfund, og de findes spredt over det meste af Skandinavien. De er som udgangspunkt dateret til bronzealderen, men ellers er vores viden om disse særegne økser sparsom.
En helt anden øksetype, som måske er en mere oplagt parallel, er lavet af kobber og har skafthul. Kobberøkserne går under navnet axe-adzes (skar- eller tværøkse). De er vidt udbredt i det sydøstlige Europa (Bulgarien, Ungarn og Rumænien), hvor de nærmest blev seriefremstillet i tidsrummet 3.000 – 2.500 f.Kr. De er fundet så langt væk fra deres oprindelsesområde som Samarkand og Karakorum i øst til Nordtyskland og Danmark mod nord.
Kobberøkse fra sydøsteuropa.
I Sydøsteuropa blev kobber anvendt til både skærende redskaber og smykker i perioden 4.000 – 2.500 f.Kr. Denne periode kaldes derfor også for ”kobberalder” eller äneolitikum, hvis det skal være fint. Den er samtidig med vores bondestenalder. I Sydtyskland varede kobberalderen lidt længere, nemlig til omkring 2.200 f.Kr. Efter kobberalderen følger bronzealderen, hvor økserne også bliver lavet af metal.
Vores økse er hverken lavet af kobber eller bronze eller har haft skafthul. Alligevel kan det være fristende at antage, at de sydøsteuropæiske økser kan have været forbillede på samme måde, som de samtidige flintdolke er lavet med kobber- og bronzedolke som forbillede. Vores økse stammer måske fra slutningen af bondestenalderen eller dolktiden, som vi også kalder denne periode (2.400 – 1.800 f.Kr.).
Denne datering stemmer imidlertid dårligt overens med de lerkarskår, som lå i gruben. De synes snarere at stamme fra yngre bronzealder. Man kan ikke helt udelukke, at øksen er et ”gammelt stykke”, som ved tilfældighedernes lune er blevet genbegravet i yngre bronzealder.
Lerkarskår fra gruben.
Det store spørgsmål er, hvor gammel vores økse er: Stammer den fra Stenalderen (2.400 – 1.800 f.Kr.) eller yngre bronzealder (1.000 – 700 f.Kr.)? Måske vil den kulstof-14-prøve, som er indsendt til datering, kunne løfte en del af sløret. Resultatet kendes i skrivende stund ikke, så herom senere.
