april 2009

Romersk mønt
I starten af året 2009 fik Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev indleveret en romersk mønt. Der var tale om et løsfund, fundet af Peter Freese.

Mønten tolkes til at være en romersk sesterts. Den er forholdsvis stor: 3 cm i diameter og den vejer 19 gram. Den er brunpatineret og lavet af messing (kobberlegering), benævnt chalcum - en lysende gul legering af ca. 4/5 kobber og 1/5 zink. Et materiale, som romerne ofte anvendte frem for det mere kostbare bronze.
Romerske kobber- og messingmønter er sjældne fund i Danmark. Den hyppigst forekommende mønt i en fundkontekst er sølvdenaren. I det nordlige Germanien, som Sydskandinavien var en del af, anvendtes der i denne periode (jernalderen) ikke mønter som betalingsmiddel. Mønter efterstræbtes her pga. deres ædelmetal-værdi. Det er mønter fra den tidligere kejsertid, der er hyppigst i fund, idet deres sølvværdi er højest. Ædelmetal-indholdet i romerske mønter faldt hurtigt op gennem Kejsertiden.

På møntens forside er der et portræt af den romerske kejser Antoninus Pius, der regerede fra 138 – 161 e.Kr. Selve inskriptionen rundt om portrættet er så udvisket af slitage, at den er ulæselig.
Den mest anvendte inskription på Antoninus Pius’ mønter var ANTONINVS AVG PIVS, som betyder Antoninius Augustus (kejseren), der har fået titlen Pius (den fromme).

På den stærkt udviskede bagside ses meget utydeligt konturerne af en kvindelig gudinde.
Ved nøje tydning af bagsidemotivet og ved sammenligninger med andre Antoninus Pius-sestertser kan der være tale om to motiver, som minder om hinanden.

Fortunamotivet:

Lykkens gudinde Fortuna, som holder et overflødighedshorn (cornucopiae) i armen. Overflødighedshornet er et symbol, som ofte anvendes i den romerske ikonografi, og som symboliserer velstand. Dette portræt optræder hyppigt på Antoninus Pius-sestertser.
Fortuna var lykkens gudinde. Hun var en af de mest populære guder i det gamle Rom, idet hun gav held. Det var ofte de almindelige romere; småhandlende, håndværkere, kvinder og slaver, der kunne takke Fortuna for deres daglige fortjeneste og alt det, som uventet tilfaldt dem i dagligdagen.


Rekonstruktionstegning af Fortunamotivet.
Rekonstruktionen er lavet på baggrund af sammenligninger med samme type mønter.

Annonamotivet:

Annona var hos romerne det årlige afkast fra landbruget, senere blev det Roms løbende tilførsel af fødevarer, dvs. skatter, inddrevet i form af naturalier fra romerrigets provinser.

Annona personificeres af en ung kvinde eller gudinde. Annona står med sin højre fod på stævnen (rostra) af en galej. Hendes klædedragts nedre del består af plantelignende ranker, der snor sig op ad hendes ben. I hænderne holder hun et stort aks og et kar med planter i. Planterne er korn eller anden form for afgrøde.

Det var almindeligt hos romerne at personificere eller guddommeliggøre abstrakte begreber. På ikonografien ses ofte floder, lande eller andre abstrakte begreber afbilledet som personer. Motivet af Annona stående på stævnen af et skib, symboliserer de gode, rige og fredelige velstandsår under den gode kejser.


Rekonstruktionstegning af Annonamotivet.
Rekonstruktionen er lavet på baggrund af sammenligninger med samme type mønter.

I romerriget blev al statskunst brugt som propaganda. Da den monumentale ikonografi var et af de få medier, hvormed staten (kejseren) kunne legitimere sig selv, var det vigtigt at vise det ønskede budskab. Dette gjorde sig også gældende under republikken, hvor slægtsfraktioner stod for bekostningen af mange offentlige midler.

Den romerske statskunst møder man på de store arkitektoniske kunstværker, men også på mønter. Propagandaen på mønterne var især vigtig, idet de kom ud til rigets fjerneste egne, ja enddog uden for riget. Mønterne var meget vigtige bærere af statens ønskede budskab, der som regel viste det
tidsmæssige ideal af kejseren på forsiden og et symbolsk motiv på bagsiden, hvor propaganda-budskabet ikke kunne misforstås. Cæsar prægede, som en af de første, mønter med sit eget portræt på. Det havde ellers været normen kun at afbilde afdøde personer på mønter i Rom under republikken, og hans mønter blev hos hans modstandere set som en uskik. I Kejsertiden blev det dog normalt med kejserportrættet på mønterne.

Den kvarte denar (sestertsen) blev indført i romerriget samtidig med denaren, ca. 140 f.Kr. ved en møntreform. Med Kejser Augustus´ (27 f.Kr. – 14 e.Kr.) møntreform opgav man helt bronze som metal til de uædle mønter. De ædle mønter bestod af guldmønten aures og sølvmønten denar. De uædle mønter bestod af messingmønterne sesterts, dupondius og kobbermønterne as, semis og quadrans.


Portræt af Kejser Antoninus Pius på en anden sesterts, som tilhører en privat samler.

Kejser Antoninus Pius
Antoninus Pius efterfulgte kejser Hadrian i 138 e.Kr. Han beskrives som en smuk mand med mange talenter og en behagelig karakter. En ægte aristokrat med en værdig holdning. Han var en begavet taler, lærd, moderat, afholdende, venlig og storsindet. Han var gift med Faustina. Alle retskafne mennesker priste og respekterede ham.

Han blev valgt (adopteret) sammen med Marcus Aurelius af Hadrian som sine efterfølgere. Marcus Aurelius efterfulgte Antoninus Pius. Adoptivkejserne var nogle af romerrigets mest kompetente kejsere. Måske stod romerriget under Antoninus Pius på sin tinde.
Han fortsatte Hadrians fredssøgende udenrigspolitik. Grænserne blev konsolideret i områder, der kunne forsvares naturligt, eller der blev udbygget stærke grænseforsvarsværker, som Hadriansmuren og den germanske Limes. Det var den modsatte politik af den sejrrige Trajan, som førte en aggressiv og ekspanderende udenrigspolitik.

Under Antoninus Pius herskede der i riget PAX ROMANA (den romerske fred), som gav velstand. Der blev i hans regeringsperiode ikke brug for de store forsvarsværker.

Hans efterfølger Marcus Aurelius skulle derimod udkæmpe lange hårde krige mod germanerne.

Litteratur:
Hannestad, Niels., 1988: Roman Art and Imperial policy. Aarhus University Press.
Thomsen, Rudi., 1994: Oldtidens penge. Tidsskriftet SFINX.