|
Månedens fund januar 2009
Vægmalerierne fra den gamle museumsbygning.
I entreen på Arkæologi Haderslevs gamle hovedbygning, opført 1914-1915, er der på tre af væggene malet nogle store spændende vægmalerier.
Selve bygningen der er tegnet af arkitekten L. H. Hartwig, er arkitektonisk tilhørende stilen ”Bedre byggestil” eller ”Heimatschütz-stilen”, da bygningen er opført i tysk tid.
Kommer man ind i entreen i dag, møder man et lidt trist mørkt rum med den store trappe, der dominerer rummet. Langs væggene står der hylder med fundkasser og kar i keramik fra oldtiden. Da rummet er mørkt ses de flotte vægmalerier ikke så tydeligt.
Men under bygningens velmagtsdage kom motiverne til deres ret. Det må have været et imponerende syn at træde ind i entreen af hovedindgangen og gå op af den dominerende trappe, der blev flankeret af malerier med farverige fantasifulde motiver fra oldtiden, der kunne få folk til at hensynke i de utroligste forestillinger om fordums forsvundne tider.
Malerierne blev malet af den lokale kunstner August Wilckens (1870-1939), en i datiden ikke ukendt maler.
Han er bl.a. kendt for flere kirkeudsmykninger og hjemstavnsmotiver fra Fanø i stil med skagensmalerne.
Motiverne i bygningen forestiller ceremonier fra bronzealderen.
Når man kommer op af trappen mødes man af en offersituation. En kvindelig præst (shaman) ofrer et får på alteret og blodet løber ned i en skål. Man kan næsten forestille sig Abraham stå med dolken over sin søn Isak, der ligger på klippen (Det Gamle Testamente).
På det andet motiv er der en procession med en øksebærer og lurblæsere. I front går der en nedtrykt person sammen med to får. De er velsagtens de uheldige, som føres til ofring.
På det sidste motiv ses slaver, der trækker en vogn med en egyptisk udseende gudestatue. En mandlig præst leder processionen og frie mænd værner om statuen.
Ifølge Lennart Madsen fra Arkæologi Haderslev florerede der i starten af 1900- tallet en teori om en gudindekult omkring den germanske gudinde Nerthus (Moder Jord), som skulle have haft et kultsted ved Hellesøen (Helligsøen) på Nordals.
Måske har Wilkens været inspireret af disse ideer til sine motiver.
Man ser tydeligt på motiverne, hvem der er frie og lokale nordiske typer. Disse personer er ranke, stolte og sundt udseende mennesker. Kunstneren er inspireret fra sin egen samtid, hvor der blev lagt vægt på sundhed og kroppens idealisering.
Personerne bærer datidens kendte fund, smykker og redskaber fra bronzealderen. Hverken Skrydstrupkvinden eller Egtvedpigen var fundet, så kendskabet til bronzealderkvinders eksotiske klædedragter var relativt ukendt, da motiverne blev malet.
Under motiverne ses helleristnings-inspirerede motiver af skibe.
|