|
 |

Månedens fund marts 2009
JernalderFibler
I forbindelse med en arkæologisk udgravning i nærheden af Haderslev i december 2008, blev der fundet en gravplads fra ældre romersk jernalder, år 0 – 200 e.Kr. Gravpladsen bestod af seks dårligt bevarede urner og en brandplet.
Ved nærmere eftersyn af urnernes indhold, kunne det konstateres, at der var tale om en gravplads med rige gravgaver. I urnerne blev der fundet fine fibler af bronze, hvoraf nogle var belagt med sølv.
En fibel eller bøjlenål er en dragtnål, som kendes i mange variationer, hvis grundform og funktion bedst kan sammenlignes med en sikkerhedsnål. I jernalderen får bøjlenålen fjederkraft.
Det besynderlige ord, der forekommer i to lige anvendte former (fibel/ fibula), stammer fra latin og betyder spænde.
Fiblen var vidt udbredt i oldtiden. F.eks. finder man den i det gamle Grækenland, Rom, hos kelterne, germanerne osv.
Fiblens hovedfunktion var at holde klædningen samlet f.eks. som spænde på en kappe, eller at samle kvinders kjoledragter ved skuldrene. Fibler anvendtes også foran på dragten som smykke (broche).
Fiblen havde ikke kun praktisk anvendelse. Den blev brugt som status og identitetsmarkør i oldtidssamfundet. Ved at gå med en bestemt fibeltype i oldtidssamfundet, gav man et signal om, hvilken status, man havde og om ens gruppes tilhørsforhold.
Fiblen var også trendsætter i jernalderen. Fibelmoden ændrede sig forholdsvis hurtigt i jernalderen. Så fibler er gode til at datere fund ud fra.
Her en tilsvarende sølvfibel fra Stepping Mølle ved Christiansfeld. |
|