Under solfangeranlægget lå engang en stor gård. Kun gårdens hovedhus er udgravet. Under den fede muld fremstod husets omrids tydeligt i form af væggrøfter og stolpehuller.

I folkevandringernes kølvand – en ny tid begynder
Ifølge den angelsaksiske præst og historiker Beda (671-735 e.Kr.) udvandrede jyder, anglere og saksere til England i midten af 400-tallet. I de efterfølgende godt 200 år lå landet øde, og skoven bredte sig. I begyndelsen af yngre germansk jernalder (ca. 650-700 e.Kr.) blev skoven atter ryddet. Folk fra nord og øst befolkede området ned til Slien og Dannevirke. Det var en udvikling, som fortsatte i vikingetid (800-1050) og ældre middelalder (1050-1250). Særlig intens synes den at være på Als og Sundeved, hvor mange nye gårde og gravpladser blev anlagt.

Huset
Huset var knap 37 m langt og op til 7,25 m bredt. Langvæggene var buede, mens gavlene var tilnærmelsesvis rette. Taget var båret af syv sæt stolper. De stod i to rækker, som fulgte den buede væglinje. Det yderste sæt var i begge ender sat i gavlen.

Huset har antagelig været delt i tre rum: Opholdsrum mod vest, lade i midten og stald mod øst. Der var fire indgange: Tre i langvæggene og en i østgavlen. Alle døre var sat let indtrukket i forhold til væggen. Væggene var stavbyggede og sat i en væggrøft. Den buede stolpesætnving viser, at tagryggen har været med ”svineryg”. Det vil sige, at den krummer. Huset er således højest på midten.

Det treskibede langhus – oldtidens typehus
På grund af tagstolpernes placering kaldes den slags huse for treskibede langhuse. Siden begyndelsen af bronzealderen (1800 f.Kr.) har det været oldtidens typehus. De buede langvægge og rette gavle med tagbærende stolper er tidstypiske. De hører hjemme i yngre germansk jernalder og frem til slutningen af vikingetiden (700-1050 e.Kr.). Efterhånden mindskes antallet af tagbærende stolpesæt. Vollerup-huset er derfor nok bygget i tidsrummet 7-850 e.Kr.

Vollerup-huset er det første af sin art på Als. Andre huse med nogenlunde samme udseende kendes fra blandt andet V. Sottrup og Hammelev. Ligesom Vollerup skal de også dateres til 7- og 800-tallet. I starten synes der at være tale om hovedhuse i enkeltgårde. Endnu ved vi ikke, om den slags huse også findes i landsbyerne.

VIKINGETIDENS GRAVSKIK 700-1000

Vi har endnu ikke udgravet mange gårde og landsbyer fra vikingetiden på Als og Sundeved, men derimod kender vi forholdsvis mange grave og gravpladser fra perioden. De er tit fundet tilfældigt i forbindelse med grusgravning eller lignende i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Gravskikken
Gravskikken i yngre germansk jernalder og vikingetid var meget varieret. Nogle blev brændt, mens andre blev jordfæstet. Nogle grave blev dækket af gravhøje. Andre blev omsat med sten. Nogle blev gravet ned under- andre anlagt på flad mark. På grund af intensiv dyrkning er det i dag kun de færreste grave, som er synlige i terrænet.

Skibssætning ved Dyndved Strand

Gravplads med små gravhøje ved Havrekobbel i Nørreskoven på Als. Gravhøjene måler sjældent mere end 6-10 m i diameter og er ikke højere end 1-2 m.

Brandgrave
Iført sit bedste tøj og personlige udstyr blev den døde kremeret på et stort ligbål. Efter kremeringen blev bålresten – trækul, hvidbrændte ben, smykker, perler og jerngenstande – samlet i en bunke. Som oftest blev bunken dækket af en lille gravhøj eller tue. Kun i udyrkede områder kan de små tuer stadig ses i dag. På Als er det f.eks. tilfældet i Nørreskoven tæt ved kysten ved Nygård og Havrekobbel.

Skibssætning på Stolbro Næs under udgravning i 1960.

Skibssætninger
Nogle brandgrave er omgivet af 15-20 m lange, spidsovale stensætninger. De har form som et skib og kaldes derfor skibssætninger. De er kendt fra store dele af Skandinavien. Ved Stolbro Nakke og Dyndved Strand på vestkysten af Als findes to pladser med bevarede skibssætninger. Deres beliggenhed ved små vige tyder på, at der her måske også har været små landings- eller handelspladser.






En almindelig kistegrav fra Ketting med kniv som eneste gravgave. Tegning: J. Raben.

Jordfæstegrave
Fra omkring år 900 vinder jordfæstegravskikken frem på bekostning af ligbrændingsskikken. Nu gravlægges de døde ubrændte i kister – som oftest under flad mark. Den nye skik kommer antagelig fra syd, hvor kristendommen allerede var fast etableret. Gravpladserne lå gerne højt i landskabet, ofte adskilt fra landsbyen af en bæk. Fra Als og Sundeved kendes mange jordfæstegrave fra den yngre vikingetid (900-1000).

Dragtmode i vikingetid

Kvindernes og mændenes dragtudstyr rummer vigtige vidnesbyrd om dragtens udseende. Af selve dragten er der ikke meget tilbage. På nåle, bæltespænder og dragtsmykker kan der være bevaret små tektilrester. De viser, hvad dragten var lavet af, hvordan den var vævet, og i nogle tilfælde hvilken farve den har haft.

Kvindedragten
I ældre vikingetid bestod den fornemme kvindedragt af en selekjole, der var samlet med to skålformede spænder. Spænderne har gerne været forbundet med en kæde af glasperler.
En kappe over skuldrene var samlet med et trefliget spænde. Et sådant smykkesæt er fundet i en gravhøj nær Holm på Nordals.


Et par skålspænder og en trefliget spænde i forgyldt bronze fra slutningen af 800-tallet, fundet i en gravhøj ved Holm. Foto: Nationalmuseet.



En lille rund sølvfibula fra 900-tallet, fundet i en af gravene i Ketting.
Foto: Nationalmuseet.

I begyndelsen af 900-tallet gik seledragten af mode. Først i Jylland og dernæst i resten af Skandinavien. Den blev erstattet af en særk af linned med halsslids. Et lille rundt dragtspænde lukkede slidsen eller samlede et sjal. Den slags kjoler kom fra Mellemeuropa.

Mandsdragten
Mandsdragten forandrede sig ikke på samme måde. Den bestod af bukser, skjorte og en op til knælang kjortel, som blev holdt sammen med et bælte. En ringnål eller et stort, rundt dragtspænde samlede en kappe over højre skulder.

Mands- og kvindegrave
Nogle mandsgrave fra første halvdel af 900-tallet skiller sig ud ved at være usædvanligt rige. Det er ryttergrave. Her findes sværd, lanse, økse og skjold. Dertil hørte seletøj, stigbøjler og sporer samt hesten selv. Andre gravgaver kunne være bronzefad, træspand eller brætspil.
Da der ikke var plads til den døde og alt hans udstyr i en almindelig kiste, blev der bygget et lille trækammer.


To rige grave fra Ketting: øverst en mandsgrav med sværd og rytterudstyr og nederst en kvindegrav med skrin, nøgle og kniv. Som kvindens kiste tjente en vognfading, hvoraf der kun er bevaret klinknagler, hjørnebeslag og bæreringe i jern.


Også de fornemme kvinder kunne begraves i sådanne kammergrave. Ud over smykker og service omfatter deres udstyr tit kostbare skrin. Heri blev opbevaret sytilbehør.

Heste findes kun parvis. Det tyder på, at kvinderne ikke selv red men blev kørt i vogne.
Andre fund peger i samme retning: Eksempelvis kunne kisten være erstattet af en vognfading. Et andet eksempel er den unikke mankestol fra Elstrup, som sandsynligvis stammer fra en rig kvindegrav.

Fra Als og Sundeved kendes ganske mange af disse rige grave. De viser, at der her boede slægter med betydelig indflydelse både lokalt og regionalt. Blandt de vigtigste fund kan nævnes Kasmusmølle, Broager, Ketting og Kettingskov. Udstyret i disse mands- og kvindegrave vidner om et aristokratisk liv i samfundets solside præget af leg, jagt, kamp og fest.

Overgang til middelalder (1000-1200)
Snart efter kristendommens indførelse omkring 965 blev de gamle hedenske gravpladser antageligt opgivet. De første kirker blev sikkert opført af efterkommerne af de stormænd, der blev begravet i kammergravene. Det fornemste eksempel herpå er kirken i Jelling mellem de store kongelige høje. De første kirker var bygget i træ, men fra omkring 1200 blev disse erstattet af stenkirker i romansk byggestil. Næsten alle vore landsbykirker stammer fra den tid.

Nye landsbyer
Tiden efter vikingetiden var overalt i Danmark en ekspansionsperiode. Midtals blev bebygget tidligt i vikingetiden. Derefter fulgte Sydals og Sundeved i perioden 1000-1250. Overalt blev der fældet skov og anlagt nye landsbyer. Det viser stednavnene. Mange af de nye landsbyer fik navne, som ender på -torp, (-rup, -drup, -strup) og -bøl. Anerne til de slægter, som grundlagde landsbyerne i den tidlige middelalder, skal antagelig findes blandt de rige vikingeslægter på midtøen.


Kort visende landsbyer med henholdsvis ”gamle” (rød) og ”nye” (blå og grøn) navne på Als og Sundeved.

Kongsgårdene
Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1241 ejede kongen to kongsgårde på Als. Den ene lå i Ketting og den anden i Klinting, begge landsbyer fra vikingetiden. Kongsgårdene vidner om kongens store indflydelse og stormandsslægternes tætte forbindelser til kongemagten.

De romanske kirketårne
Kirkerne i Ketting og Notmark blev opført i årtierne omkring 1200. Tårnene blev opført på nogenlunde samme tid. Det er ellers sjældent i Vestdanmark. De kraftige tårne er bygget i romansk rundbuestil. Her sad de velhavende slægter, som betalte kirkebyggeriet, hævet over menigheden under messen. Og her blev de ofte begravet.


Ketting kirke (til venstre) med dets brede tårn fra omkring 1200. Resten af den romanske kirke blev nedrevet i 1773. Det store tårn på kirken i Notmark (til højre) er næsten identisk med tårnet i Ketting. Er det mon samme bygmester? I Notmark er resten af den romanske kirke endnu bevaret.

Sønderborg
På kongens bud blev Brovold opgivet mellem 1180 og 1220. Markedsaktiviteterne blev flyttet til en beskyttet bugt, hvor Als Sund og Flensborg Fjord mødes. Her opførte kongen desuden en borg, og efter den fik byen sit navn: Sønderborg.


Det ældste Sønderborg med kirke, gader og torv lå sydligst på en landtunge mellem sundet og et vådområde. Byens havn lå i en beskyttet bugt i Als Sund. Slottet er nok nogle årtier yngre end byen.

Fra stormandsgård til borg
Ved Lykkegård sydvest for Ketting er udgravet en stormandsgård fra tidlig middelalder. Den bestod i grundlæggerfasen af et hovedhus – måske i to stokværk – og flere økonomibygninger.
Sidst i 1100-tallet blev gården ombygget. Mod syd blev den beskyttet af en voldgrav, og et stort borgtårn blev opført. Til opbevaring af det korn, fæstebønderne betalte i afgift, blev en ny, stor lade anlagt. Gården og borgen blev opgivet i midten af 1200-tallet.


Luftfoto af udgravningen ved Lykkegård, set fra sydøst.

Stormandsgården med tårn, hovedbygninger og kornlade set fra nordøst.

Borgtårnet
På gårdspladsen lå borgtårnet, som blev opført omkring 1190. Det var omgivet af både et beskyttende hegn og en 5 m bred og 2 m dyb, vandfyldt voldgrav. En bro førte over voldgraven.
Tårnet målte 6 x 6 m og var 7-8 m højt. De fire hjørnestolper og midtsulen var af svært egetømmer med et tværmål på 50-90 cm. Øverst var skytteloftet med brøstværn. Væggene var skrå og beklædt med brædder.



En rekonstruktion af tårnet, som det kan have set ud omkring 1200.

Biskop Valdemar
Gården må have tilhørt en stormand, der i begyndelsen af 1100-tallet rykkede ud af Ketting. Gården blev bygget, og ny jord opdyrket. Til gården må have hørt flere fæstegårde.

I 1191/92 udråbte biskop Valdemar af Slesvig sig selv til konge, men biskoppen tabte krigen mod kong Knud VI. Måske stormandsslægten på gården har følt sig truet af urolighederne og derfor ladet tårnet opføre. For samtiden var tårnet en sjælden nyskabelse.


Slægten Stures våbenskjold viser en stør – et symbol der er valgt på grund af ordspillet Sture-Stør. Her afbildet i en moderne farvelagt udgave.

Slægten Sture
I 1257 solgte Fru Margrethe en del jord i Ketting sogn til Biskop Niels af Slesvig. Hun var enke efter stormanden Agge Nommesen til Gammelgård. Slesvig Domkapitel ejede 20 bøndergårde, blandt andet Lykkegård, omkring Sebbelev. Sandsynligvis var det hovedgården med borgtårn og fæstegårde, Fru Margrethe i 1257 solgte til biskoppen!

Hun eller hendes arvinger beholdt voldstedet Gammelgård ved Mjang Dam. Sammen med Hellevedgård var netop Gammelgård Sture-slægtens hovedgård fra 1300-tallet. Sture-slægten var den mest betydningsfulde herremandsslægt på Als, og måske går den tilbage til en af de rige vikingeslægter i Ketting.




Voldstedet Gammelgård, det ene af slægten Stures hovedsæder. Borgbanken, der er omgivet af en voldgrav, er sandsynligvis anlagt i 1300-tallet og har rummet et stentårn.

Fra egekiste-gravene ved vi, hvordan højfolket så ud, og hvordan de gik klædt. Vi ved også, hvordan og hvor de boede. Mere overraskende er det måske, at vi også har en detaljeret viden om højfolkets tro og forestillingsverden. Den viden har vi fra den billedverden, de har efterladt på smykker, våben, rageknive og – ikke mindst – på store og små helleristningssten.
Motiverne omfatter skåltegn, soltegn, mennesker, hænder, fødder, heste, fugle, fisk og skibe.

religion og tro
Bronzealderens religion og tro drejede sig i høj grad om Solen og dens gang over himlen.
Solen var livsvigtig for alt og alle. Livet for mennesker, dyr og afgrøder afhang af Solens
”vilje” til at skinne. Solen blev derfor tilbedt. Solens hjælpere – heste, fisk, slanger og fugle – udgør højfolkets mytologiske dyreverden. Stod man sig ikke godt med dem, forsvandt Solen måske. Det er ikke svært at forstå, hvor gruopvækkende en oplevelse en solformørkelse må have været.


Rageknivene fra yngre bronzealder er især dekoreret med skibsbilleder. I alt kendes 500 skibsbilleder på rageknive. De tilhører en bestemt symbolverden, der kan relateres til bronzealderens tro. I modsætning til helleristningernes skibe er rageknivenes skibe ofte ganske komplicerede.



I dag tolker man bronzealderens billeder og motiver således: Om morgenen blev Solen og solskibet trukket op på himlen af en hest - nøjagtig som vi kender det fra Solvognen. I løbet af dagen vandrede den over horisonten. Ved aftenstid blev solskibet overgivet til en slange eller en fisk, som hjalp det gennem nattens rige. Om morgenen blev Solen atter overdraget til solhesten, og det hele starter forfra. Sejler solskibet mod højre, er det Solens rejse om dagen, som anskueliggøres. Sejler skibet mod venstre, er det natten, vi har med at gøre.

Sundeved og Als er et af de områder i Danmark, hvor der findes flest helleristningssten.
Helleristninger er billeder og symboler, som er ristet (ridset eller hugget) i overfladen på både store og små sten.


Sten med skåltegn syd for Trøffelhaven i Nørreskoven. Mange steder på Als kan man finde disse sten, nogle med få og andre med mange skåltegn.

Skåltegnssten
Mest almindelige er sten med skåltegn. Skåltegn er små fordybninger, der er blevet hugget ind i stenen i forbindelse med et frugtbarhedsritual. Måske man her har opsamlet blod eller andre væsker. Eller man har forsøgt at fremstille stenmel, som man mente kunne helbrede mange sygdomme. Tegnet kan være et billede på den livgivende Sol. Skåltegn er lavet på både små og store sten. De små kaldes ofte lommesten og har kun få skåltegn. De store kan være mandshøje og findes ofte i nærheden af gravhøje. Eller de kan ligefrem indgå i randstenskæden. De kan have over 100 skåltegn.

Vil man se sten med skåltegn, kan man tage en tur i Nørreskoven på Als. Nogle af randstenene om langdyssen ved Wonneshøj er dekoreret med skåltegn. Ved Trøffelhaven har en af randstenene mere end 60 skåltegn.


Langdyssen Wonneshøj i Nørreskoven. På en af randstenene er indhugget et stort antal skålsten.

Billedsten
Der findes også mindre sten med en mere naturalistisk billedverden. Motiverne
er blandt andet hjulkors, plove, fødder og hænder. Fælles for disse sten er, at de kun er dekoreret på den ene side. Nogle er så små, at de let lader sig transportere. Af og til har den slags sten været brugt som en slags gravgave.

Hånd- og fodsten fra henholdsvis Almsted og Skelde. Begge sten kan ses på Arkæologi Haderslev.

Et af de sjældneste motiver er hånden eller hænderne. Ved Almsted er der fundet en håndsten. Den stammer muligvis fra en sløjfet gravhøj.

På den flade side ses en håndlignende figur med strittende fingre. Hånden rækker op efter en ring, der er tolket som et soltegn. Dette er atypisk, da håndmotivet gerne forekommer alene. Ofte er der fire parallelle streger over de udstrakt fingre. Hånden har måske skullet afværge det onde. Eller den kan have haft en lykkebringende funktion. Måske den sym-boliserer en guddom, ligesom fodtegn gør det.

Fodspor er et fast motiv. Man kender både ”påklædte” fødder og fødder, hvor tæerne er tydeligt markerede. Det er meget sjældent at finde dem parvis som på stenen fra Skelde på Broagerland. Om stenen oprindeligt har hørt til et gravanlæg, er usikkert. Den er dog fundet i umiddelbar nærhed af en sløjfet gravhøj.

Fodspor symboliserer aftryk af solgudens fødder. Måske solguden vogtede over graven,
så dæmoner ikke stjal liget.

Nær Almsted og Tandslet er der fundet to helleristningssten med plov-symboler. Det er
usikkert, om de oprindeligt har været gravgaver.


To helleristningssten med plovsymboler. Den ene er udstillet på Sønderborg Slot.