Undersøgelsens baggrund
I forbindelse med gensnoningen af Jels Å på strækningen Møjbøl og Stursbøl, blev lokaliteten prøvegravet. Prøvegravningen afslørede resterne af et velbevaret vadested og de egentlige udgravninger gik i gang i 2002. Herefter lå udgravningerne stille et stykke tid idet Sønderjyllands Amt ville undersøge mulighederne for, at vadestedet kunne blive bevaret og ligge fuldt synligt i landskabet som en seværdighed. Efter at de fornødne tilladelser var givet, at økonomien omkring projektet var på plads og at der var fundet en løsning på adgangsforholdene for publikum osv. kunne Haderslev Museum fortsætte udgravningerne i juni måned 2003.

Undersøgelsens data
Undersøgelsen fandt sted i juni måned 2003. Da Lisbeth Christensen, som forestod udgravningen i 2002, på daværende tidspunkt var engageret i en anden udgravning, fortsatte udgravningerne under ledelse af undertegnede. Desuden deltog udgravningsassistent Hans Christian Pedersen og middelalderarkæologistuderende Lars Pagh og Kasper Stjernkvist. Der blev ikke anvendt nogen maskinkraft. Bygherre var Sønderjyllands Amt.

Målesystem og fixpunkt
Målesystemet fra udgravningen år 2002 blev genanvendt - se Lisbeth Christensens udgravningsberetning fra 2002 (HAM, J. nr. 4078, sb.nr. 91).

Metode
Vadestedet var delvist udgravet, da undersøgelserne påbegyndtes igen i 2003. Sønderjyllands Amt havde økonomiske midler til at genskabe ca. 5 meter af vadestedet, og ikke de 8 meter, som var blevet afdækket i 2002. I forhold til udgravningen i 2002 er det således de 5 østligste meter af vadestedet, som er blevet totaludgravet. De vestligste 3 meter er blot blevet dækket til igen uden yderligere udgravning.

Sønderjyllands Amt kontaktede anlægsgartner Torben Hansen fra firmaet TH Have og Anlæg Aps, som påtog sig opgaven at sikre vadestedet for årene fremover og gøre det seværdigt for publikum. Der var generel enighed om, at hvis vadestedet blot fik lov til at ligge, som det var blevet fundet, ville der næppe gå mange år, før det atter var groet til, hvis det da ikke inden da, var blevet nedbrudt af vand, vejr og vind, idet de fleste af stenene i belægningen allerede lå løse. Så for at forhindre en erosion af vadestedet og sikre vadestedet for eftertiden med mindst mulig vedligeholdelse blev alle sten i de nævnte fem meter taget op. Herefter blev de underliggende sumpede jordlag gravet af, og der blev udlagt en pude af sand. Ovenpå sandet er lagt et lag stenmel, for at fastholde stenene og samtidig forhindre at vadestedet gror til. Samtidig er vadestedet også blevet hævet op til det nuværende terræn i den omkringliggende eng.

Her ses Museumsinspektør Lennart Madsen stående på det genskabte vadested i færd med at holde tale under indvielsen i september 2003.

Det blev derfor museets opgave at totaludgrave de fem nævnte meter, og samtidig registrere den øverste stenlægning således, at det blev muligt for gartneren at lægge stenene korrekt på plads igen.

Inden undersøgelsen gik i gang blev det diskuteret hvorvidt indtrængende vand fra åen ville volde problemer. Det blev heldigvis ikke tilfældet i nævneværdig grad. Ved hjælp af en enkelt pumpe kunne de øverst liggende kulturlag holdes udgravningstørre. Efterhånden som de forskellige kulturlag blev fjernet blev jorden naturligt mere fugtig, men først den sidste uge blev det for alvor problematisk at holde feltet fri for vand. Men da var de nederst liggende kulturlag allerede blevet frilagt og dokumenteret, så vandet blev aldrig nogen voldsom forhindring for udgravningsholdet.

Først i udgravningens sidste dage blev det vanskeligt at holde feltet tørt

Det første der blev gjort var at fjerne den nord-syd orienterede balk, som var blevet etableret under udgravningen i 2002 ned midt gennem vadestedet. Der blev herefter brugt en del tid på at afrense stenlægningen, og at tegne denne så nøjagtigt som muligt.

Her ses Hans Christian Pedersen og Lars Pagh i gang med at fjerne jordbalken fra 2002.

Hele brolægningen blev gennemfotograferet og der blev taget overordentligt mange nivellementer. Vadestedet blev inddelt i tre zoner: A, B og C. De største og mest karakteristiske sten fra hver zone blev nummereret og stenene fra de tre zoner blev placeret i tre separate bunker. Der blev udarbejdet detaljerede tegninger i 1:20 samt tre snittegninger for at genskabningen af brolægningen kunne blive så nøjagtig som muligt.

Stenene blev taget op og lagt i bunker øst for feltet. Derefter afsøgtes fladen med metaldetektor for at finde tabte mønter og lignende - dog uden held.

Da hele denne proces var overstået, kunne den videre udgravning af vadestedet fortsætte. De underliggende lag og anlæg blev udgravet, tegnet, fotograferet og nivelleret. Vest- og østprofilerne blev registreret og endelig blev der skåret dendroprøver af alt det træ, som det var muligt, og som det gav mening at forsøge at få dateret.

Pæle optaget fra flethegnene til dendrodatering.

Feltet efter optagning af pælene

Efter endt udgravning forlod arkæologerne stedet og overlod anlægget til anlægsgartneren.

Topografi
Øst for den lille landsby Møjbøl løber den nu gensnoede Jels Å. Åen ligger i en ådal omgivet af fugtige engarealer og både øst og vest for engene stiger terrænet markant. Man kan tydeligt fornemme hvorledes åen igennem tiden har skåret sig ned i landskabet. Øst for åen og ganske tæt på bredden af denne ligger en lille forhøjning, som viste sig at gemme på resterne af vadestedet.

På billedet ses en af de nuværende gårde i Møjbøl. Lige neden for denne skimtes udgravningen i engen.

Ådalen med græssende køer - et tidløst billede, som det også har set ud for ca. 1000 år siden.

Skriftlige kilder
(afsnittet er skrevet af Museumsinspektør Lennart Madsen).
Da landsbyen Mojbøl nævnes første gang i 1231 e.Kr., kaldes den ”MODDÆBØL”, hvilket betyder ”Moddas gård”. Modda er at gammelt dansk kvindenavn, og landsbyen er altså startet med en gård ejet af en kvinde. Hun må have haft jord på begge sider af Jels Å, og har som noget af det første etableret vadestedet over ådalen, for at kunne dyrke sin jord og have kreaturer gående på begge sider af åen. Landsbyen Mojbøl må være etableret kort før 1081 e. Kr. Hvordan Modda har fået jorden ved man ikke, men da Mojbøl nævnes i kong Valdemars jordebog, har kongen også ejet jord i området, og jorden kan være givet Modda af kongen. Efterhånden deles jorden, og der komme flere gårde i landsbyen.

Det ældste vadested har sikkert kun været benyttet af Modda og hendes slægt, men allerede da det stenbrolagte vadested etableredes i begyndelsen af 1100-tallet har flere benyttet det, og det er ikke længere kun dyr, der passerer ådalen. Hjulsporene viser, at også vogne har passeret åen på dette sted. Det er derfor muligt, at vadestedet i 1100-tallet er blevet en del af hærvejen. Hærvejens forløb mellem Skodborg og Immervad Bro er netop karakteriseret ved at bestå af mange veje i stedet for blot et enkelt vejforløb. Hærvejen kan have gået forbi Mojbøl i en periode indtil den flyttede mod øst til Stursbøl og Slevad Bro.

Undersøgelsens resultat
De arkæologiske undersøgelser af vadestedet har vist, at det har eksisteret gennem en årrække og at det er blevet udbedret flere gange. Ved hjælp af de stratigrafiske observationer og resultaterne fra dendroprøverne, kan der med sikkerhed udskilles tre faser.

Det er vigtigt allerede fra begyndelsen af den overordnede beskrivelse af vadestedet at understrege at den nedenstående beskrivelse kun retter sig mod de udgravede 5-8 meter af vadestedet. Tolkningen bygge altså på resultaterne fra en mindre udgravning i et anlæg, som formodes at være meget længere end de få undersøgte metre. Situationen kan ændre sig, hvis man udgravede mere af vadestedet, som jo immervæk må strække sig et godt stykke mod øst. Ca. 25 meter har det ved hjælp af stikprøver med jordspyd været muligt at følge vadestedet mod øst. Man bør derfor have disse forhold i baghovedet når man læser nedenstående beskrivelse.

Det ældste vadested set fra vest. Til venstre i billedet ses et moderne vandrør som har forstyrret vadestedet.

Fase 1
Ældst er vadestedet kantet med flethegn langs begge sider. Det har været ca. 2,5 meter bredt. Ovenpå den flade, det vil sige laget x124, hvor man har stået og arbejdet med og opført flethegnet, er der mellem flethegnene (x102 er det nordlige flethegn og x129 er det sydlige flethegn) blevet udlagt et ca. 10 -20 cm tykt lag sand x138 og ovenpå dette, et lag af groft plantemateriale x134, dette lag bestod hovedsageligt af lyng. Flethegnene bestod af tilhuggede pæle som stod med ca. meters mellemrum, hvorimellem der var fletværk af fingertykke grene. Ni dendrodateringer udtaget fra pælene i flethegnet har ganske præcist dateret hegnet til at være rejst i sommeren 1081 e.Kr.

Flethegnet under udgravning. Øverst ses toppen af pælene i flethegnet og ovenfor er Kasper Stjernkvist i gang med at udgrave selve fletværket. Nederst det færdigt udgravede flethegn.

Hvad angår tolkningen af lag x138 og x134 er der her en divergerende opfattelse mellem den arkæologiske og naturvidenskabelige tolkning. I den arkæologiske tolkning opfattes lag x138 som bevidst udlagt som et slags afretningslag under lag x134, og at lag x134 i en kortere eller længere periode har fungeret som vejbelægning, hvorpå man har færdedes. Den naturvidenskabelige undersøgelse synes imidlertid at vise det modsatte, nemlig at der har foregået færdsel på lag x138 og at lag x134 er et vækstlag, som er groet på stedet og at der på denne flade ikke har foregået færdsel. Det er således vanskeligt objektivt at bedømme hvilken opfattelse som kommer tættest sandheden, der kan uden tvivl fremføres gode argumenter for begge anskuelser. I denne arkæologiske rapport kan det nok ikke undre, at de arkæologiske argumenter får tillagt størst vægt. De naturvidenskabelige prøver er udtaget fra en enkelt profil og ikke over en større flade. De divergerende opfattelser kan således forklares med, at de naturvidenskabelige prøver kun er udtaget på et meget lille udsnit af en stor flade.

Der er absolut ingen tvivl om, at lag x138 og x134 kun fandtes mellem flethegnene, som det også fremgår af profiltegningerne. X134 stødte helt op til stolperne og fletværket. Det var nok forventeligt, at hvis x134 var et vækstlag opvokset på stedet, så ville disse planter også have groet på ydersiden af flethegnene. Det var ikke tilfældet. Også lag x138 fandtes kun mellem flethegnene. Der kan derfor ikke være tvivl om, at x134 og x138 har indgået i en tæt kontekst med flethegnene. Plantematerialet i lag x134 var meget groft og fyldt med et grenet materiale som mest af alt mindede om lyng. Det er senere blevet bekræftet gennem den naturvidenskabelige analyse.

Østprofilen hvor man kan se stenene fra det stenbrolagte vadested, under stenene er der udlagt et lag af hvidt sand. Den nederste del af sandlaget ligger i ”bølger” og det er de steder, hvor dyrene har trådt dybt ned i det sorte mudder. Derefter er sporene blevet fyldt op med hvidt sand.

Opmåling af samme profil.

Fase 2
Efter fase 1 ser der ud til at ske en degenerering af vadestedet. Det ”sumper” til. Laget x119 som ligger ovenpå lag x134 var et sort ret homogent lag, som bestod af et formuldet men humøst materiale blandet med sand. I den naturvidenskabelige analyse er tolkningen, at det er påført sand, som ikke har ligget eksponeret i en længere periode. Denne tolkning kolliderer atter engang med den arkæologiske. Her opfattes laget som værende naturligt opstået på stedet. Det vil sige at vadestedet på dette tidspunkt er gået i ”forfald” og har ligget hen igennem en længere periode, uden at blive vedligeholdt. Så er det mudret til, og mudret har lagt sig ovenpå lag x134 og flethegnene. Nogle steder har mudret lagt sig i et tykkere lag end andre steder. Fletværket er også forsvundet i mudret og kun toppen af stolperne har visse steder stukket op gennem lag x119.

Efter stenene i brolægningen var blevet fjernet blev der gravet længere ned, og på det næste billede ser man dyresporene dukke frem.

Men trods al mudret har man alligevel stadig brugt stedet som overgangssted over åen. I hvert fald blev der i dette lag registreret talrige dyrespor, som var trådt dybt ned i fladen. Dyresporene kunne kun erkendes i den østlige del af feltet og ikke mod vest, her var de helt forsvundet - det tyder også på at der har været mest sumpet mod øst. Det blev også konstateret at lag x119 lå hen over begge hegn og at dyresporene var trådt ned oveni begge hegn. Der blev taget parafin-aftryk af et udvalg af dyresporene (x126). I alt blev der taget 16 aftryk samt en større klump, hvor mange dyr har trådt ned i hinandens spor.

Mudderet kan have været en af årsagerne til at man i begyndelsen af 1100-tallet vælger at hæve anlægget en smule og etablere et vadested belagt med sten - fase 3.

Nærbillede af de mange nedtrådte dyrespor. Sporene stammer fra husdyr som køer, får og heste.





Her udgraver Hans Christian Petersen med forsigtighed nogle af dyresporene. Dernæst fyldes det udgravede spor op med flydende parafin, og på den måde lykkedes det at tage aftryk af de ca. 1000 år gamle spor.

Det stenbrolagte vadested fra fase 3, set henholdsvis fra vest mod øst og fra øst mod vest.

Stenbrolægningen set fra syd og nord. Den rende, som ses løbende tværs gennem brolægningen, er en søgegrøft fra udgravningen i 2002.

Fase 3
I fase 3 sker der en ret omfattende ændring af vadestedet. Det første man har gjort, er at udlægge et lag af hvidt sand x120, som samtidig har forseglet de førnævnte dyrespor fra fase 2. Dette sand har man brugt som underlag for en belægning af marksten. Markstenene varierer noget i størrelse helt fra de meget store sten langs kanterne og til de mellemstore og meget små sten i selve kørebanen. Hele brolægningen er 4- 6 meter bred. Det kan være svært at måle den præcise bredde af brolægningen, da kantstenene visse steder er skredet ud, og især langs den nordøstlige del af brolægningen er det uklart hvor afgrænsningen af det yngste vadested er. I denne del af vadestedet er nordkanten blevet fjernet engang i 1950’erne af nedgravningen til en moderne vandledning. Ligesom der også i den nordlige kant muligvis er indblandet og genbrugt materialer fra fase 1. I midten af det yngste stenbrolagte vadested var der en ca. 2,00 meter bred kørebane med tydelige kørespor med en bredde på 20-40 cm. Imellem køresporene var der ca. 1,00-1,20 meter. Både kørespor og kørebanens bredde varierede noget alt efter hvor man måler den, idet man ikke har kørt præcist samme sted hver gang.

Opmåling af den udgravede del af vadestedet.

Køresporenes dybde varierede også. Nogle steder var de 10-20 cm dybe i forhold til kørebanens midte, og andre steder var de næsten ikke at se. Især i den østligste del var de meget tydelige mens de næsten forsvandt mod vest. Mod øst var de så dybe at toppen af flethegnsstolperne fra fase 1 nogle steder stak op igennem vejbanen. Det harmonerer også ganske godt med de observationer, som blev gjort af de kulturlag, som lå under brolægningen. Som beskrevet i fase 2 var det også den østlige del, som var mest mudret og sumpet, og kun i den østlige del blev der fundet dyrespor.

Begge sider af kørebanen var som ovenfor nævnt forsynet med en bred kant af større sten i flere lag. Der lå langs kanterne ganske mange og store sten kastet ned oveni hinanden, kanterne var også pakket med mindre sten, så der nærmest lå en hel vold af sten, mens der midt på vadestedet kun lå et enkelt lag af mindre sten. Kanterne er ydermere blevet holdt på plads af vandretliggende træplanker f.eks. x40 og x21 langs den sydlige kant, den nordlige kant er som nævnt mere problematisk. På ydersiden af de vandret liggende planker var nedbanket skråtstillede stolper f.eks. x101 og x22. I den nordlige del har man i hvert fald i den vestlige del genbrugt stolperne fra flethegnet fra fase 1. De vandretliggende planker lå flere steder inde under stenene. Det må betyde, at da man i sin tid anlagde vadestedet har man først udlagt trækonstruktionen som en slags kasse eller ramme, som man så efterfølgende har fyldt et lag sand i og så tilslut stenene.

Snit gennem den stenbrolagte vejbane tre forskellige steder. Opmålt af Lars Pagh.

Udsnit af den sydlige kant i stenbrolægningen.Under de store sten ses vandrette planker.

I vadestedets yngste fase er der altså tale om en langt stærkere og robust konstruktion end vadestedet med flethegn, som bedre har kunnet modstå presset fra åens strømmende vand end de foregående konstruktioner. At man har valgt at erstatte vadestedet med en mere gedigen konstruktion, kan skyldes at trafikken over vadestedet er intensiveret og man har måske også haft et stigende behov for at få flere vogne bragt sikkert og nemt over åen.

Dateringen af det yngste vadested er noget mere usikker end for fase 1 - det skyldes at træet var ret dårligt bevaret, så der ikke kunne udtages så mange dendroprøver, flere af stykkerne var desuden af bøg, som heller ikke kan dendrodateres. Fra den sydlige side er der kun blevet udtaget tre prøver som med sikkerhed kan knyttes til trækonstruktionen, som har holdt stenbrolægningen

(x 22, x101 og x40). Desværre er dateringen usikker, da hverken splintved eller bark var bevaret men x101 er fældet efter ca.1102 e.Kr. og x40 efter ca.x1066 og x22 efter ca. 1109 e.Kr.. Langs den nordlige side er det som flere gange nævnt noget mere problematisk. I den nordlige kant indgår i vadestedets yngste fase træ fra den ældste fase. Den vandretliggende stolpe x3, som må stamme fra den yngste fase, var det kun muligt at datere med megen usikkerhed til efter ca. 1078 e.Kr., og heller ikke denne prøve havde bevaret splint eller bark. For alle fire prøver gælder det, at de kan være fældet længe efter den yngste bevarede årring. Med andre ord kan man ud fra dendrodateringerne alene konstatere at vejbrolægningen må være kommet til engang efter 1109 e.Kr..

Hvor lang tid dette yngste vadested så har været i brug inden det opgives og får lov til at gro til, er et andet spørgsmål som der ikke findes noget præcist svar på. Nord for brolægningen blev der i 2002 fundet spredte sten, stolper og vandretliggende tømmer. En stolpe x1 som havde bark bevaret er fældet i vinteren 1124/25 og stolpen x17 som havde en del splintved bevaret dateres til efter 1144 e.Kr.. Man kan forestille sig, at den nordlige kant har været mest udsat for pres fra åens vand, og at det derfor har været nødvendigt at forstærke anlægget mod nord. De to årstal sandsynliggør at vadestedet har været i brug i hvert fald til efter midten af 1100-tallet.

Engang i løbet af middelalderen er vadestedet definitivt opgivet. Formentlig er der i stedet blevet bygget en for trafikken mere behagelig bro over åen, i lighed med den bro som i dag findes nogle få hundrede meter vest for det gamle vadested. Trods sin gedigne konstruktion må vadestedet indimellem have stået under vand og vanskeliggjort passagen.

Udgravningen var genstand for stor interesse og havde undervejs mange besøgende.

Undersøgelsens betydning
På grund af Sønderjyllands Amts naturgenopretnings-projekt lykkedes det altså at finde et vadested fra slutningen af vikingetiden. Dermed er ikke blot naturen, men også kulturarven blevet beriget af dette projekt. Vadesteder er forholdsvist sjældne arkæologiske udgravningsobjekter, til trods for at der må have eksisteret mange. Vadestedet ved Møjbøl er et særligt godt objekt dels fordi det er så godt bevaret og dels fordi det kan dateres relativt præcist. Undersøgelsen af vadestedet i Møjbøl kan dermed bidrage til diskussionen af den tidlige middelalders infrastruktur.

Sammenfatning
De arkæologiske undersøgelser af vadestedet har vist, at det har eksisteret gennem en årrække og at det er blevet udbedret flere gange. Ældst er vadestedet fra sommeren 1081 e. Kr. Det bestod af en vejbane belagt med lyng, kantet med flethegn i begge sider.

Efterhånden blev vadestedet nedslidt og sumpede til, men det har stadig fungeret som overgangssted for dyr, hvilket afsløredes af de mange dyrespor efter heste, køer og får.

Lige i begyndelsen af 1100-tallet er vadestedet blevet udbedret og vejbanen er blevet belagt med marksten. Midt på kørebanen var der tydelige kørespor, og i begge sider er der langs vejkanten blevet udlagt større sten i flere lag. Stenene er blevet holdt på plads af vandretliggende træplanker og skråtstillede stolper. I 2. fjerdedel af 1100-tallet er vadestedet blevet forstærket med lodretstående stolper og spredtliggende større sten.

Fra indvielsen af vadestedet september 2003.

Arkæologi Haderslev
Arkæolog Tenna R. Kristensen

Litteratur:
Christensen, Lisbeth: Udgravningsberetning Mojbøl, J. nr. 4078, Sb. nr. 91, Øster Lindet sogn 2002.

Eriksen, Orla Hylleberg: Dendrokronologisk undersøgelse af træ fra vadested ved Mojbøl i Sønderjyllands amt. NNU rapport nr. 2. 2004

Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder bd. XIX, 1975: Opslag under vadested, Veg.

Moltsen, Annine S. A.: Lag- og makrofossilanalyser fra et vadested ved Mojbøl. 2002

Trap, J.P.: Danmark, Haderslev Amt. Bind X,1 1965 p. 302.

© 2004 Haderslev Museum og forfatteren.
Hvor intet andet er nævnt, er tegninger digitaliseret af Hans Peter Jørgensen og fotos taget af forfatteren. Eftertryk tilladt med tydelig kildeangivelse.

Data:
Haderslev Museums journalnummer HAM J. nr. 4078
Lokalitet Møjbøl
Sogn Øster Lindet
Sb. nr. 91
Stednummer 200208
Kortnummer 1212 IV NV

Dokumentationsmaterialet, bestående af beretning, plantegninger, billeder og fund, opbevares på Haderslev Museum, Dalgade 7, 6100 Haderslev.

Anvendte forkortelser i teksten:
X25 Fundnummer: Tal angivet med x foran, er betegnelsen for registrerede anlæg, eller genstandsfund. Nummeret kan genfindes i nummerlisten, hvor anlæg eller fundet og dets fundkontekst er nærmere angivet.
Tg. nr. Tegningsnummer: Det efterfølgende nummer angiver nummeret på den originale tegning, hvorpå det aktuelle anlæg befinder sig.