Arkæologiske udgravninger langs den sønderjyske Vestkyst Af arkæolog Tenna R. Kristensen, Haderslev Museum. Fra mange sider har der længe eksisteret et stærkt ønske om at sætte fokus på bebyggelsesmønsterets og kulturlandskabets udvikling i vadehavsområderne langs den sønderjyske vestkyst. WAD-CULT projektet, et stort internationalt projekt, gjorde det praktisk muligt for Haderslev Museum at iværksætte en gravekampagne i området, netop med dette overordnede mål for øje. Forballum En helt central plads for bebyggelsen langs vestkysten indtager de karakteristiske værftsbebyggelser. Det vil sige kunstigt skabte forhøjninger, som opføres i marsken for at hæve en eller flere gårde, måske en hel landsby op over stormflodsniveau. De findes både i den hollandske, tyske og danske marsk. I den hollandske marsk er de ældste værfter anlagt i århundrederne før Kristi fødsel. I den del af den tyske marsk, som ligger syd for Eiderstedt, opføres de ældste værfter i århundrederne efter Kristi fødsel. I området nord for Eiderstedt og frem til den dansk-tyske grænse opstår værftsbebyggelsen først i den ældre del af middelalderen. Indtil da har man kunnet bo på den flade marsk eller små naturlige forhøjninger. Dateringen af værfterne i Danmark bygger på langt mere usikkert grundlag end syd for grænsen, hvor udforskningen af værfterne har været mere omfattende og intensive end tilfældet hidtil har været i Danmark. I den danske del af marsken er registreret ca. 50 værfter, som alle ligger i Tønder- og Ballummarsken, men der har kun været foretaget undersøgelser i seks af dem. De tidligste undersøgelser foregik som et samarbejde mellem Nationalmuseet og Haderslev Museum, og fandt sted i 1932-33 i værftet Gammelværre i Misthusum. Senere, i 1962, foretog professor Niels Kingo Jakobsen og museumsinspektør Olfert Voss undersøgelser i værftet Fællesværre i Møgeltønder Sogn. Kingo Jakobsen fortsatte sine undersøgelser i et værft ved Forballum og i værftet Spydholm nord for Aventoft. I 1986 foretog museumsinspektør Lennart Madsen fra Haderslev Museum mindre udgravninger i tre værfter. Det drejede sig om værfterne Markhedegård og Pokkenbøl Nord i Møgeltønder kog og igen det førnævnte Spydholm. To af udgravningerne har ingen dateringer givet, ligesom et enkelt værfts datering bygger på en usikker kulstof-14-prøve. Tilbage er tre værfter - Gammel Værre, Spydholm og Fællesværre, hvis anlæggelsesfase kan dateres til årtierne omkring eller efter år 1200. Det kunne derfor se ud som om de danske værfter er yngre end de tyske og hollandske. Det var derfor håbet fra museets side, at man gennem supplerende udgravninger i flere af de danske værfter ville kunne afvise eller bekræfte denne antagelse og samtidig få et nærmere indblik i, hvordan værfterne er opbygget. Haderslev Museum ønskede også at foretage arkæologiske undersøgelser på Rømø for at undersøge, om der på denne ø eksisterede værfter i middelalderen. Det var også interessant at foretage undersøgelser i Rudbøl, for at konstatere om Rudbøl er et stort kunstigt anlagt landsbyværft, eller den er bygget på en naturlig sandbanke. Omkring Rudbøl spøger også Anflod Kirke. Denne kirke optræder i de skriftlige kilder fra 1233. I 1436 stod kirken alene tilbage efter stormfloden "de grote Mandrenke", hvor det oplyses, at sognet forsvandt. Den nøjagtige placering af denne kirke kendes ikke, kun en masse bud på, hvor den måtte have ligget. Endelig var det planen at foretage et snit i et af de såkaldte sommerdiger for at undersøge, hvordan det er opbygget, og hvor gammelt der er. Der var således nok at tage fat på. En bevilling fra Skov-og Naturstyrelsen under det overordnede WAD-CULT projekt gjorde det økonomisk muligt at grave cirka to måneder. De lokaliteter som skulle undersøges, blev herefter udpeget, utallige lodsejere og forpagtere blev kontaktet og gav beredvilligt museet gravetilladelse, udgravningsholdet blev engageret, maskiner blev hyret, og endelig satte projektet i gang den 13. august 2001 startende på nordspidsen af Rømø og sluttende otte uger senere den 6. oktober i Rudbøl. På det tidspunkt var der blevet foretaget 10 undersøgelser. Det var på ingen måde meningen, at der under denne gravekampagne skulle foretages store og omfattende udgravninger. I denne omgang var det udelukkende hensigten via søgegrøfter og mindre udgravningsfelter, at forsøge at få svar på de ovenfor skitserede spørgsmål. Undervejs i projektet bidrog også mange interesserede lokalhistorikere med værdifulde oplysninger fra deres studier af arkiverne. For Tøndermarskens vedkommende eksisterer "Tøndermarskgruppen", som Tønder Museum har taget initiativ til og koordinerer. Gruppen består af flittige lokalhistorikere, der indsamler både skriftlige og mundtlige overleveringer om Tøndermarskens historie. Man kan kun håbe at lignende tiltag en dag bliver gjort også for Ballummarskens vedkommende. Fig.1. Kort over den Sønderjyske Vestkyst med de 10 udgravningssteder. Kort Jørgen Andersen. Som nævnt ligger den første lokalitet, der blev genstand for gravekampagnen, på Rømø. Rømøs historie er publiceret i en lang række bøger og senest af Bert Kelm i 1999 i tobinds værket : Rømø. Der er aldrig fundet fysiske spor efter middelaldergårde på Rømø, men Bert Kelm har udpeget nogle lokaliteter som mulig placering for sådanne gårde, og det var disse områder, som blev udvalgt til de arkæologiske undersøgelser. Her på øens nordspids i de lavtliggende marskområder ligger den lille landsby Juvre. Landsbyen består af flere tætliggende gårde, hvoraf flere af de nuværende bygninger kan dateres tilbage til første halvdel af 1700-tallet. Juvre er nævnt i Ribe Domkapitels håndskrift "Ribe Oldemoder", som er påbegyndt i 1290. I dette skrift fremgår det, at domkapitlet havde to gårde på Rømø, som begge gav betydeligt afkast. Den ene gård lå i Juvre, mens det ikke er klart, hvor den anden gård lå. I 1500-tallet er ejendommen i Juvre blevet delt i to gårde. Gårdene kunne forventes at være blevet opført på forhøjninger, som det også kendes fra den yngre Kommandørgård i Toftum lidt syd for Juvre. I Juvre ligger to sådanne forhøjninger, hvoraf den sydligste stadig kaldes " Æ bygsted". Det var nærliggende at søge efter middelalderbebyggelse netop disse to steder, som i dag ligger hen som ubebyggede marker. Fig.2. Den nordligste forhøjning i Juvre. På den nordligste lokalitet blev der derfor trukket to øst-vest orienterede søgegrøfter hen over marken. Det blev hurtigt konstateret, at der rent faktisk har ligget bygninger her i middelalderen. På en lille naturlig sandbanke er den første gård etableret engang i 12-1300-tallet. Der blev fundet rester efter tørvevægge, ildsted og stolpehuller samt muligvis en brønd eller kælder, hvori der også blev fundet potteskår fra højmiddelalderen. Efter middelalderen forhøjes terrænet 20-30 cm med et lag af tørv, hvorpå der også er blevet rejst en gård. Der blev dog ikke fundet fundamenter, gulve eller andre bygningsrester efter denne gård, kun lidt spredte teglstensbrokker og potteskår fra 16-1700-tallet. Fig.3. søgegrøft gennem den nordligste lokalitet i Juvre. I forgrunden ses spor efter ildsted og tørvevægge. Samme fundbillede gør sig gældende lidt syd for landsbyen Juvre. Her ses i det ellers flade terræn en meget karakteristisk bakke " Æ bygsted". På denne bakke blev der udlagt en øst-vest og en nord-syd orienteret søgegrøft, og også på denne lokalitet blev der fundet sporadiske rester efter bygninger fra middelalderen i form af spredte stolpehuller og tørvevægge. Disse bygninger er også blevet opført på en lille naturlig sandpold, og først i 16-1700 tallet er banken blevet forhøjet med et eller flere lag tørv. Fig.4. "Æ Bygsted". I profilen ses stribede aftegninger, som er rester efter tørvevægge. Fra det nordlige Rømø flyttede udgravningsholdet til den sydlige del af øen. Her findes et stort ubebygget område, der kendes under navnet Tagholm. Området er måske identisk med den "anden gård ", der nævnes i Ribe Oldemoder. Området ligger ganske tæt på kysten og er kendetegnet ved klitdannelser. På terrænet ligger flere store kampesten, hvilket er et sjældent syn på Rømø. Disse kunne tænkes at stamme fra en bygning. Men udgravningsholdet var ikke heldige denne gang, der blev ikke fundet spor efter bygninger under prøvegravningen af området, hverken fra middelalderen eller nyere tid. Der skal måske søges noget sydligere en anden gang. Fig.5. Søgegrøfter gennem "Tagholm". I løbet af sommeren er der på Haderslev Museum indkommet potteskår, som opmærksomme turister har opsamlet på den sydlige østkyst ud for Rømø Sommerland, ikke langt fra det fredede middelalderlige voldsted Borrebjerg. Det bemærkelsesværdige ved denne keramik er alderen, idet skårene stammer fra jernalderen. Skårene ligger på stranden blandt muslingeskaller, ølkapsler og andet gods der skyller i land med tidevandet. Der er intet, der tyder på, at skårene stammer fra de bagvedliggende engarealer. I den stærkt eroderede skrænt langs kysten var der ingen spor efter gruber med keramik eller andre bopladsspor. Keramikken synes at skylle ind med tidevandet. Det har dog ikke ligget og vasket længe i vandet, da skårene ikke er spor vandrullede. Det er stadig lidt af et uløst mysterium, hvor denne jernalderkeramik præcis stammer fra, -måske er det en opgave, som i fremtiden kan løses af marinarkæologerne. Fig.6. Kyststrækningen ved Rømø Sommerland, hvor der er opsamlet jernalderkeramik. Fra Rømø tog graveholdet ind til fastlandet. Vest for Skærbæk ligger Misthusum, som i 1600-tallet bestod af elleve gårde anlagt på otte eller ni værfter. I 1634 blev hele bebyggelsen ødelagt under en stor stormflod, men blev siden genopbygget. Alligevel opgav de sidste beboere deres gårde og flyttede fra Misthusum i 1814. I dag ligger kun et lille fredet markmandshus på det nordligste værft. Som nævnt gravede Nationalmuseet i et af værfterne tilbage i 1932-33. Det var dog ikke værfterne, som i år 2001 var målet for udgravningsholdet, men derimod et sommerdige, som tydeligt ses i terrænet nord for Misthusum. Sommerdiget menes at være bygget i 1400-tallet for at beskytte mod dagligt højvande, så det blev muligt at udnytte marsken om sommeren til græsning for kreaturerne. For at undersøge diget nærmere, blev der lagt et enkelt snit vinkelret på diget. I snittet kunne det i profilen konstateres, at der på indersiden af diget ved den oprindelige digefod er gravet en ca. 1 meter dyb grøft ned i den oprindelige marskoverflade. Den opkastede klæg er blevet brugt som digefyld. Diget er opført i én arbejdsgang og synes ikke at være væsentligt forhøjet siden. I stedet ser diget ud til at være gjort bredere, idet grøften på et tidspunkt fyldes til og der opkastes klægfyldt jord ovenpå grøften. Hvornår dette sker vides ikke, idet der ikke blev fundet genstande eller andet daterende materiale overhovedet. Det lykkedes derfor ikke at komme en mere præcis datering af diget nærmere. Fig.7. Snit gennem sommerdiget ved Misthusum. Fra Misthusum flyttede graveholdet lidt mod sydøst ind til Forballum. Ind til området hvor Kingo Jakobsen gravede i 1968. Det var planen at åbne en søgegrøft tæt på Kingo Jakobsens udgravning for måske at kunne skaffe bedre dateringsmateriale, men af forskellige årsager var det ikke muligt at grave på dette værft i denne omgang. I stedet valgtes et værft, som ligger ganske tæt ved og en smule vest for de gamle udgravninger. Her på Broder Johansens jord ligger et ganske stort værft, som måske kan være et dobbeltværft. Her åbnedes flere søgegrøfter, hvori der blev påtruffet forskellige bygningsspor og brønde, som viser at området har været beboet i middelalderen og frem til midten af det 19.årh. Fig.8. Forballum. Stolper, brønd og rester efter brændte tørvevægge fra middelalderen. Undersøgelsen viste også, at selve værftsopbygningen først er sket efter middelalderen, mens det i middelalderen har været muligt at bo direkte på det daværende terræn; muligvis på en lille naturlig sandknold. Der blev bl.a. fundet forskellige bygningspor fra middelalderen i form af stolpehuller, pæle og gulve, samt to brønde, opbygget af udskårne klægblokke. Fig. 9. Forballum. En af de middelalderlige brønde, opbygget af klægblokke. Igennem middelalderen akkumuleres kulturlagene på stedet, som det også kendes fra f.eks. de middelalderlige kulturlag i byerne, og på den måde hæves terrænet. Først efter middelalderen forhøjes værftet med et ca. halv meter tykt lag af klæg, som lægges ud over hele banken. Måske sker denne forhøjelse efter en af de store stormfloder, som kendes fra de skriftlige kilder. Stormfloden i 1634 kunne være årsagen. Der blev også på stedet fundet velbevarede rester af den sidste gård, som nedbrændte i midten af 1800-tallet. Fig.10. Rudbøl kog. Seifferts værft. Fra Forballum drog holdet videre sydpå til Rudbøl- og Gl. Frederikskog. Her ligger flere forladte værfter, som små øer i det ellers helt flade fantastiske landskab. I dag forekommer landskabet, i hvert fald for byboere, ved første øjekast barskt og øde. Det mærkede også udgravningsholdet, som måtte hente vintertøjet frem, selvom det kun var september. Men klimaet og de barske forhold har ikke afholdt folk fra at bosætte sig herude. Først i 1800-tallet opgiver folk gårdene og flytter væk. Der blev undersøgt to værfter i denne del af marsken, Seifferts værft og Inspektor-værftet. I begge værfter blev der, ligesom ved de foregående undersøgelser, lagt et snit i kanten af værfterne for at undersøge værftskonstruktionen, og udlagt søgegrøfter hen over toppen af bankerne for at lede efter bebyggelsesspor. Fig.11. Gl. Frederiks kog. Inspektor-værftet. Fælles for begge værfter er, at de er opført i 16- eller 1700-årene i én arbejdsgang. Massive mængder af klæg er opkastet til én stor banke, hvorpå gårdene er opført. Der er ikke levnet mange spor efter de nu nedrevne bygninger. Kun spredte murstensbrokker og enkelte potteskår fra nyere tid. Det vides ellers fra brandtaksationer og skriftlige efterretninger hvilke bygninger, der skal have stået på værfterne. På Inspektor-værftet blev der fundet en teglstenssat brønd, som noget nær det eneste anlæg. Ved Seifferts værft blev der, på opfordring af kogsinspektør Thomas G. Nielsen, åbnet et større felt nede i den flade marsk et stykke fra selve værftet. Her blev der til gengæld fundet spor efter en mindre bygning i form af syldsten og teglstensgulve,- måske rester efter et lille bagehus. Dette fund bringer stof til eftertanke, hvis det bliver muligt at foretage større undersøgelser i værfterne, må man ikke glemme at afsøge området rundt om værfterne, også her kan ligge bygninger. Fig.12. Snit igennem Inspektorværftet. Fig.13. Rosenhofværftet. Fra at have gravet i kogene flyttedes udgravningen atter ind bag Hertug Hans´ dige fra 1556, til et stort værft nord for Rudbøl. Værftet, som ikke havde noget overleveret navn, blev døbt Rosenhof efter en af de sidste gårde på stedet. Værftet er som nævnt meget stort, og det vides fra de skriftlige kilder, at der i hvert fald i nyere tid har ligget flere gårde. Gårdtomten fra den sidste gård på stedet er stadig synlig. På værftets vestlige del er der et ret stort vandhul. Måske er det en såkaldt fedding til opsamling af regnvand. Det blev derfor den østlige side, der blev udvalgt til undersøgelsesområde. Her blev gravet en ca. 39 meter lang øst-vest orienteret søgegrøft. På grund af det regnfulde vejr blev jorden imidlertid hurtig løs og skred sammen. Der kom derfor ikke helt så gode og overbevisende resultater ud af udgravningerne i Rosenhofværftet, som de andre steder. Men det kunne dog i søgegrøften konstateres, at værftet består af mindst tre byggefaser. Ovenpå den oprindelige overflade findes massive komøgslag. Affaldslagene stammer formentlig fra en gård, hvis hovedbygning skal søges længere inde mod værftets centrum, men på grund af den våde sammenstyrtende jord var det ikke muligt at etablere et felt i kernen af værftet. Kulturlagene akkumuleres på stedet op igennem tiden, og terrænet stiger derved. Ned igennem disse kulturlag er blevet gravet mindst to tørvebyggede brønde, som altså må stamme fra en senere byggefase. Engang i 1600-tallet udlægges ca. en halv meter sand over hele banken og på dette lag opføres endnu en gård. Fra den sidste gård på stedet, som nedrives i slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet, fandtes murrester/fundamenter og muligvis stolper. Der blev ikke fundet potteskår eller andet daterende materiale fra de ældste byggefaser på stedet. De ældre kulturlags udseende og konsistens indikerer dog, at de er udlagt i middelalderen. Alt tyder derfor på, at Rosenhofværftet er anlagt samtidigt og opført på samme måde, som det var tilfældet i Forballum og på Rømø. Fig.14. Snit i Rosenhofværftet. De lyse sandlag stammer fra 1600-tallet og murstensbrokkerne øverst er fra den yngste gård på stedet. Fra Rosenhof fortsatte udgravningen ind til selve landsbyen Rudbøl. Det var ikke nemt at finde et velegnet sted til en udgravning, da husene i landsbyen ligger tæt. Men i den nordlige del af byen findes et velegnet sted, som tilhører Rudbøl Kro. Heldigvis gik Kroens ejer Paul Vendiche uden tøven med til at lade os grave i sin frugthave. Området er et af de højeste punkter i Rudbøl, så det var nærliggende, at det også ville være et godt sted at søge efter en eventuel landsbykirke - Anflod Kirke. På gamle fotografier kan det ses, at området har udgjort en slags baghave til den nu nedrevne Rudbøl Gård. Der var derfor også håb om, at området ville være relativt uforstyrret. Nogen kirke blev ikke fundet, lad det være sagt med det samme og engang for alle. Men det blev med sikkerhed påvist, at landsbyen er placeret på et kunstigt opbygget værft. Værftet er opført i højmiddelalderen dateret på baggrund af den fundne keramik. Der har oprindeligt været en mindre naturlig forhøjning, hvor et næsten 1 meter tykt opfyldslag med et stort indhold af klæg er blevet udlagt. Dette fyldlag indeholdt også potteskår og andre genstande som daterer laget til middelalderen. Fig.15. Rudbøl. I profilen ses opbygningen af værftet. Ovenpå dette lag blev der fundet syldsten fra en bygning, også dateret til middelalderen. Derudover blev der fundet to yngre teglstenssatte brønde. Den bevidste opbygning af landsbyværftet ser altså ud til at være sket allerede i middelalderen, og ikke først i renæssancen, som det kunne konstateres de øvrige steder. Fig.16. Rudbøl. Syldsten fra en bygning fra middelalderen. Som nævnt fandt vi også i Rudbøl brønde. Det kan undre, at på halvdelen af de 10 lokaliteter, der blev undersøgt, blev der fundet brønde. Især når man påtænker, at ingen af felterne var særligt store set i forhold til værfternes størrelse. Brøndene gav altid anledning til kommentarer fra de omkringboende, som besøgte udgravningerne. Det er velkendt på de egne, at grundvandet er mere eller mindre er udrikkeligt, ligesom man før i tiden lavede små fordybninger i værftets overflade, de såkaldte "feddinger", til opsamling af regnvand. Det kan jo være netop for at spare på det sparsomme drikkevand, at man alligevel byggede brønde. Brøndvandet kunne man så bruge til andre formål. De otte brønde er både opført i klægblokke, i teglsten, i græstørv og muligvis en enkelt i træ. Nedgravningerne til dem er rektangulære og selve brøndene er cylindriske ringbrønde. Som resultaterne fra udgravningskampagnen i år 2002 kombineret med de foregående års undersøgelser, der foreligger på nuværende tidspunkt, ser det ud til, at følgende billede danner sig med hensyn til væftbebyggelsen i den danske del af marsken. De værfter, som ligger øst for Hertug Hans-diget fra 1556, er startet med en gård anlagt på den flade marsk eller en svag naturlig sandpold engang i 12- eller 1300-tallet. Gårdene bliver liggende på de samme steder op gennem middelalderen, og derfor vokser kulturlagene og terrænet stiger på samme måde, som man kender det fra kulturlagene i de middelalderlige bykerner. Efterhånden dannes forhøjninger, som de efterfølgende gårde anlægges på. Først engang i 1600-tallet sker der en massiv og helt bevidst tilførsel af ca. 1/2 meter klægmateriale med det ene formål at forhøje bankerne betragteligt. Denne situation gælder også for værfterne på Rømø, selvom den eftermiddelalderlige forhøjelse af værftet er knap så høj som for fastlandsværfternes vedkommende. Med værfterne vest for Hertug Hans-diget forholder det sig anderledes. De kan ikke på nogen måde føres længere tilbage end til slutningen af 16- eller til 1700-tallet. De er opført i én arbejdsgang og skal ses i forbindelse med digebyggeriet i 1692, hvor både Gl. Frederiks kog og Rudbøl kog inddæmmes. Fælles for værfterne i dette område er også, at der kun er meget svage rester efter de bygninger, som engang har ligget her. Rudbøl, det eneste landsbyværft som blev undersøgt, ser ud til at være opført som et regulært værft allerede i middelalderen, til gengæld mangler den forhøjelse af værftet fra 1600-tallet, som kunne observeres på Rømø og øst for Hertug Hans-diget. Dermed synes det påvist, at værfterne nord for Eiderstedt er betragteligt yngre end syd for. Forklaringen skal søges i de ændringer, som er sket i Vadehavet, og som har bevirket, at stormflodstruslen er blevet værre og værre med tiden, og langsomt er rykket nordpå. Til slut skal der gøres opmærksom på, hvilke helt enestående muligheder der er, for at udgrave regulære gårdsanlæg fra middelalderen her i marsken. Bevaringsforholdene er usædvanligt fine, sammenlignet med forholdene i det øvrige Danmark, og giver derfor mulighed for både at få klarhed over bygningskonstruktioner, men også indblik i dagliglivet. Litteratur Danmarks Kirker. Sønderjylland. Tønder Amt. 1957. Ethelberg, P.: Natur og arkæologi langs vadehav og marsk. Sønderjysk Månedsskrift nr. 1/2 1997. Kelm, B.: Rømø et vesterhavspræget samfund. Bind 1, 1999. Madsen, L. S.: Undersøgelser af værfter i den danske marsk. Sønderjysk Månedsskrift nr. 1/2 1997. Nordmann, V.: Arkæologisk-geologiske undersøgelser ved Misthusum i Skærbæk sogn. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. 1935