En middelalderlig vandmølle ved Lille Drenderup af arkæolog Tenna R. Kristensen, Haderslev Museum. I 1992 har Museet på Koldinghus registreret egepæle langs Drenderup Bæk foranlediget af en henvendelse fra P. Berrig fra Kongeå-museet. Da Vejle Amt i forbindelse med genetableringen af Ødis Sø skulle grave i Drenderup Bæk for at sænke vandstanden, blev der lejlighed til at undersøge stedet med de fundne egepæle nærmere. De viste sig at stamme fra en vandmølle fra middelalderen, og da den ville blive gennemgravet og ødelagt af amtets gravemaskine, udgravede Haderslev Museum anlægget i det tidlige forår 2002. Vis stort kort På kortet ses blandt andet Drenderup voldsted, vandmøllen og Gl. Hovgård. Kort: Jørgen Andersen. Vandmøllens placering i landskabet Stedet, hvor møllen blev fundet, ligger syd for landevejen mellem Vamdrup og Ødis for enden af en markvej. Her løber Drenderup Bæk omgivet af dyrkede marker, som skråner ned mod bæklejet. Strømmen løber mod vest og er engang i 1950’erne blevet rørlagt. Rørlægningen er blevet ført tværs gennem mølleanlægget, og man må under arbejdet have stødt på stolper, og givetvis fundet det nødvendigt at fjerne nogle. På sydsiden af bækken er der gravet ind i skråningen med henblik på grusindvinding, og ifølge lodsejeren er dette også sket engang i 1950’erne, uden dog at have forstyrret vandmøllen. Mens udgravningen foregik, var der flere besøgende, som bemærkede den ringe vandmængde i bækken, og undrede sig over, at det svagt strømmende vand skulle være nok til at drive en vandmølle. Men det er meget sandsynligt, at der før i tiden har været mere vand i bækken, idet et lille vandløb øst for lokaliteten oprindeligt har løbet ud i Drenderup Bæk, men siden er ændret til at udmunde i Ødis Sø. Vandmøllen ligger imellem to voldsteder: Drenderup voldsted og voldstedet Gl. Hovgård, tættest på det først nævnte. Gl. Hovgård er i dag et nedpløjet voldsted, som man ikke kender så meget til, hverken via udgravninger eller igennem de skriftlige kilder. Muligvis er Gl. Hovgård forgængeren for voldstedet Drenderup, som ligger ca. en km. mod vest. Drenderup voldsted ses tydeligt i terrænet som en stor rektangulær banke med voldgrav omkring. I litteraturen beskrives det »som en typisk senmiddelalderlig herregårdsplads«1. I 1584 solgte slægten Lindenov gården til kronen, og fra den begivenhed stammer et taksationsdokument. Heri nævnes en mølle, som hørte til gården, og det er samtidig den ældste skriftlige kilde, som omtaler en mølle, som har tilhørt Drenderup voldsted. Den mølle, som i 1584 omtales i taksationsdokumentet, kan dog ikke være den nu udgravede middelaldermølle, idet denne var nedbrudt i 1584. Taksationsdokumentets mølle er snarere den gård, som stadig bærer navnet Drenderup Møllegård. Det er højst tænkeligt, at den middelalderlige vandmølle er en ældre forgænger for den nuværende Drenderup Møllegård. Fig. 1 Udgravningen og stolperne fra vandmøllen set fra nord. Udgravningen af vandmøllen Som ovenfor nævnt havde Museet på Koldinghus siden 1992 vidst, at der på stedet var blevet fundet pæle.Vejle Amt blev derfor i god tid længe inden naturprojektet gik igang, underrettet om, at der ville være en stor risiko for at støde på et fortidsminde, når man gravede i Drenderup Bæk på dette sted. Anlægget var truet af ødelæggelse af gravemaskinen og den sænkede vandstand, og skulle derfor udgraves ifølge museumsloven. I samarbejde med Vejle Amt fik Haderslev Museum derfor i god tid besked om, at nu nærmede gravemaskinen sig lokaliteten. Arkæologerne overtog derefter ledelsen af maskinen og muldjorden blev fjernet med maskinen indtil den dybde hvor de første træpæle begyndte at dukke frem. Herefter foregik resten af graveriet med håndskovle. Da der jo blev gravet lige direkte oveni en bæk, var det ganske afgørende for hele udgravningen, hvornår vandet ville blive så stor en forhindring at der ikke kunne graves mere. Heldigvis var bækken rørlagt, og det var faktisk først mod slutningen af udgravningen, at vandet blev et større problem, dog ikke større end det kunne klares med en pumpe. Stolperne blev gravet fri og det hele blev nøjagtig opmålt og registreret. Som nærmere beskrevet nedenfor, blev der udtaget prøver af alle de stolper, som det var overhovedet var muligt. Da udgravningen var slut, kunne Vejle Amts naturgenopretnings projekt genoptages og gravemaskinen vendte tilbage. Gravemaskinen fjernede derefter de stolper, som arkælogerne ikke allerede havde taget med sig, og det er derfor ikke muligt at se synlige rester af vandmøllen på stedet. Fig. 2 oversigtsplan over hele anlægget. Tegning H.P. Jørgensen Beskrivelse og tolkning af vandmøllen Da anlægget var blevet udgravet målte det i sin fulde udstrækning ca.12x24 meter, og bestod først og fremmest af et stort antal velbevarede lodretstående stolper. Stolperne gav straks forhåbninger om gode dateringsmuligheder, og der blev udtaget 76 prøver til dendrodatering. Resultatet af disse mange prøver har været en meget vigtig brik i forståelsen af anlægget, og har været et af de vigtigste redskaber i forsøget på at få overblik over stolperne, og den sammenhæng de har indgået i. Det er dog langt fra lykkedes at tolke funktionen bag hver eneste stolpe, men i det store og hele består anlægget af fire hovedområder: A: Opdæmning af mølledammen. B: Vandets vej til og udenom møllehjulet. C: Møllebygning. D: Fundamentet til møllehjulet og kværnen. Fig. 3. En del af den fritlagte spunsvæg fra mølledammens dæmning. Område A : Opdæmning af mølledammen Til at opdæmme vandet i bækken, for at få vandkraft nok til at drive hjulet, er der blevet opført en spunsvæg af meget kraftigt tømmer øst for møllebygningen. Denne spunsvæg bestod af svære firesidede stolper (ca.30x40 cm i tværsnit) med dybe false (7 cm brede og ca. 5 cm dybe) i begge sider. Imellem stolperne stod stavplanker (5 cm tykke og 30 cm brede). Både stavplanker og stolper var alle tilspidsede og var hamret et godt stykke ned i undergrunden. Stolperne var bevaret i næsten 2 meters længde. Den oprindelige længde kunne ikke fastslås, men spunsvæggen må naturligvis have raget et stykke op over vandspejlet. Øst for spunsvæggen har den opdæmmede bæk befundet sig, og samlet sig i en mindre dam. Det er tydeligt i terrænet også i dag. Skrænterne trækker sig på dette sted lidt tilbage, så der bliver plads til en lille dam. Om dette forhold er et naturligt fænomen, eller der er blevet gravet ind i skrænterne for at skabe plads til et bassin, må stå hen i det uvisse. Men sikkert er det i hvert fald at efter møllen er blevet nedrevet, har vandet i mange hundrede år kunnet flyde frit gennem anlægget - hvilket selvfølgelig har været med til at nedbryde møllen yderligere. Omtrent midt på spunsvæggen var der et åbent stykke, hvor stavplanker og stolper var fjernede. Det er rimeligt at antage, at der på dette manglende stykke i spunsvæggen, har befundet sig den anordning, som man har brugt, når der skulle åbnes og lukkes for vandet i dammen - et stigbord. Det manglende midterstykke passede tillige ganske præcist med den nyere nedgravning til den rørlagte bæk. Det er muligt, at det manglende midterstykke er blevet fjernet under nedgravningen til rørlægningen, eller i det mindste, hvad der måtte have været tilbage af den i 1950’erne. Men det er langt mere sandsynligt, at dette allerede kan være sket, da man i sin tid nedlagde møllen. Det har næppe været hensigtsmæssigt at have en spærring af bækken på dette sted, vandet har skullet flyde frit, og man desuden har haft brug for vandkraften ved den nye mølle længere mod vest. Område B : Vandets vej til møllehjulet og udenom Som det blev anført ovenfor var der altså ikke noget tilbage af det stigbord, man har anvendt, for at kunne åbne eller lukke for vandet i dammen. Men umiddelbart vest for spunsvæggen stod rigtig mange lodretstående stolper især i den sydøstlige halvdel af feltet, som det også fremgår af oversigtsplanen. Alle disse stolper må også på en eller anden måde have indgået i reguleringen af vandet hen til møllehjulet og ikke mindst udenom. Når vandet ikke har skullet drive møllehjulet har der været behov for på en kontrolleret måde at kunne lede det udenom, for at undgå oversvømmelse. Netop her syd for bækken blev der fundet en del anlæg, som alle har indgået i en sådan omløbskanal. Blandt andet en lille omhyggeligt forarbejdet spunsvæg af stavplanker og mindre små runde pæle. Spunsvæggen var fremstillet af tætstillede tynde brædder, som med trænagler var fastgjort til en lægte. Spunsvæggen er ganske afgjort opstillet, som led i at kunne styre vandet. Fig.4: Den lille omhyggeligt forarbejdede spunsvæg. Umiddelbart vest for den lille spunsvæg var et 0,70 meter dybt hul, som var fyldt med marksten. Stenene er formentlig fyldt i for at forhindre vandet i at underminere møllen. I kanten af dette stenfyldte hul stod to stolper, som skilte sig noget ud fra resten, idet den ene stolpe på nordsiden havde en dyb fals. Den kan have dannet par med en overfor stående stolpe, som også havde fals, dog både mod nord og syd. Man kan eventuelt forestille sig et stigbord imellem disse to stolper også beregnet til at regulere vandet? Oveni det stenfyldte hul lå også flere udsmidte planker og træstykker. Det er planker, som er blevet smidt her, fordi man ikke har villet genbruge dem i den nye mølle. Det var blandt andet tilfældet med en stærkt nedbrudt stolpe. Den var ottekantet og let konisk og hul hele vejen igennem. Ved at sammenligne med eksisterende vandmøller, kan man se at det har været den aksel, som møllehjulet har været monteret på. Fig. 5 Møllehjulsakslen under udgravning. Det stenfyldte hul stødte mod vest op til en 2,5 meter lang kasselignende konstruktion. I begge ender af »kassen« fandtes to ca. 1 meter lange og 40 cm tykke vandretliggende bjælker. Imellem og ovenpå begge planker lå forholdsvist tynde brædder som en slags gulv i »kassen«. Oven på brædderne lå et lag grus og derover igen et nyt »gulvlag«, bestående af smalle lægter eller strør med ovenpå liggende tynde brædder. Det har været en slags trærende, som er blevet repareret flere gange. Fig. 6. Ovenfor ses den ene 1 meter lange bjælke og herunder det øverst liggende lag af brædder. Alle disse dele både den lille spunsvæg, det stenfyldte hul, trærenden samt de mange lodretstående stolper, som stod syd for bækken, må alt sammen være dele af omløbskanalen, som har ledt vandet uden om hjulet. Fig. 7. til venstre for den lange balk af jord ses en række stolper, som er møllebygningens østvæg D: Møllebygning Nord for bækken har selve møllehuset ligget, og i dette område blev grundplanen af en lille møllebygning udgravet. Det var dog meget sparsomt, hvad der var tilbage af selve bygningen. Alt det tømmer, som man har kunnet genbruge, er sikket blevet taget med til den nye mølle, ligesom tidens tand og bækkens strømmende vand har gjort sit. Fakta var i hvert fald, at kun piloteringspæle under husets ydervægge var blevet stående tilbage. Huset har været forholdsvist lille, kun ca. 4,5 x 7 meter stort. Som man kan se på oversigtsplanen, er der i husets østvæg flere parvist stående stolper, mens der i den vestlige række er tale om enkeltstående stolper, hvoraf to stammer fra det samme træ. Stolperne i den østlige og vestlige række står ikke overfor hinanden, men noget forskudt. Disse forhold kunne måske indikere, at der har ligget en fodrem ovenpå stolperne, således at stolperne i øst- og vestvæggen ikke har været tagbærende. I husets nordvæg er der ingen stolper bortset fra hjørnestolperne, mens der i sydvæggen er ganske mange og tætstillede stolper. Det hænger sammen med, at flere af disse stolper har skullet understøtte møllehjulet. Det har været monteret på sin aksel lige uden for sydvæggen. Her blev udgravet en lidt særegen konstruktion. To vandretliggende funderingsbjælker orienteret nord - syd. Bjælkerne lå overfor hinanden ikke parallelt, men dannede tilsammen mere et V. Mellem sydspidserne var der lidt over 2 meter og imellem nordspidserne var der omtrent 3 meter. Begge bjælker var lidt over 2 meter lange. Den vestligste bjælke var i begge ender sat ned over to lodretstående stolper, mens den østligste bjælke var forankret med en enkelt lodretstående stolpe og dens nordspids hvilede i en fals, som var udhugget på sydsiden af en af stolperne i sydvæggen. Fig. 8 I midten af billedet ses begge de vandretliggende funderingsbjælker som har båret møllehjulet. Nord for sydvæggen stod inde i møllebygningen flere lodretstillede stolper, som har båret selve kværnen og forskellige tandhjul. Netop i dette område og omkring de vandretliggende bjælker og stolperne under sydvæggen blev der opsamlet talrige stumper af granatglimmerskifer og et enkelt stykke rhinsk basalt stammende fra ødelagte møllesten. Der var ingen fysiske spor tilbage af vægge, gulve, døre, tag eller andre af de ting, som er med til at give et hus karakteristik. Men lidt hjælp kan man få ved at sammenligne med andre eksisterende vandmøller, og at inddrage de ting, som ikke blev fundet. Det er nærliggende at forestille sig, at væggene har været opført helt i træ. Der blev nemlig kun opsamlet et par få og små stykker tegl. Hvis huset havde været opført helt i munkesten eller en bindingsværkskonstruktion, hvor tavlene var af tegl eller lerklining- ville der være blevet fundet adskillige teglbrokker fra teglsten, som ville være gået i stykker under nedbrydningen - eller rester af lerklining. Det er der ingen tvivl om. Der blev heller ikke fundet noget tagtegl, hvilket igen må betyde, at taget har været dækket med et mere forgængeligt materiale foreksempel træ eller strå. Vinduer må der selvfølgelig have været, og hvad angår døre, så har de med størst sandsynlighed siddet i nord- og vestvæggen, mod syd har bækken løbet, og øst for huset har der været meget sumpet. De fleste kendte vandmøller består desuden af to etager. En underetage hvor møllehjulsakselen bliver ført ind i huset og kraften omformet via forskellig tandhjul, som så trækker kværnen. Kværnen står på overetagen, hvor man går rundt og arbejder med kornet, fylder kværnen, maler og putter det i sække igen. Sådan kan man også forestille sig, Drenderup vandmølle må have fungeret. Fig. 9 Stolperne på billedet stammer fra møllehusets sydvæg og de mange sten er fragmenter af knuste møllesten. Datering af vandmøllen Som tidligere nævnt gav de mange stolper muligheder for at udtage prøver til dendrokronologisk datering og ad den vej opnå en sikker datering af møllen. 76 stolper blev udvalgt til prøveudtagning, og alle prøver blev indsendt til Nationalmuseets Naturvidenskabelige Afdeling, hvor dendrokronologerne har undersøgt de indsendte prøver. Kort fortalt går dendrokronologien ud på at undersøge træets årringe. For hvert år træet vokser dannes der en ny årring, og man kan i mange tilfælde ret præcist fastslå årstallet for dannelsen af træets yngste årring, og dermed også fældningstidspunktet. Jo flere årringe der er bevaret, jo mere nøjagtig bliver dateringen og allerbedst, hvis der er splintved og bark bevaret. For vandmøllens vedkommende er det lykkedes at datere 68 af de indsendte prøver. Af de 68 prøver havde de 50 prøver splintved bevaret og heraf 14 med bark. Dateringen af de 68 stolper ligger ikke jævnt spredt ud over hele middelalderen, men samler sig indenfor 5 perioder. Sammenlignet med mange andre middelalderlige bygninger og anlæg er det et fint resultat, som har været en vigtig brik i opfattelsen og forståelsen af anlægget, og dateringerne kan således bruges i diskussionen af tre væsentlige problemstillinger: 1. Hvornår er vandmøllen opført? 2. Hvor længe har den været i funktion, og hvornår er den nedlagt? 3. Kan der ved hjælp af dendroprøverne udskilles forskellige byggefaser? Fig. 10 oversigtsplan med daterede stolper. Tegning H.P. Jørgensen Hvornår er vandmøllen opført? Ved hjælp af dendroprøverne er det blevet muligt at besvare dette spørgsmål ret præcist. 5 stolper fra den ældste gruppe, som i alt omfatter 19 stolper, stammer fra træer som er fældet i vinterhalvåret 1340-41. De øvrige stolper i gruppen ligger også tæt på dette årstal, og der er næppe tvivl om, at dette årstal markerer anlæggelsesfasen. Vandmøllen er opført i 1341. Man kan ligefrem forestille sig følgende scenarium: Træet er blevet fældet om vinteren og når sneen er smeltet, og det har været relativt tørt nok, er byggeriet gået i gang i løbet af juni - og så har man nok været klar til at male det første korn i løbet af efteråret 1341 - mere præcist kan det nok ikke blive. Hvor længe har den været i funktion, og hvornår er den nedlagt? De yngste stolper stammer fra træer, som er fældet i vinterhalvåret 1485-86. Som det forklares i det nedenstående er det opdæmningen af mølledammen, som dateres til dette tidspunkt, og man må antage, at vandmøllen har fungeret et stykke tid efter dette større arbejde. Som det også fremgår nedenfor er der 20-50 år imellem, man foretager større reparationer og byggerier på møllen. Det vil derfor være forventeligt, at man fra år 1486 og indenfor en periode af de næste 50 år (d.v.s. inden 1536) ville have foretaget større reparationer af møllen. Det lader ikke til at være tilfældet, det er derfor ikke usandsynligt, at møllen er nedlagt inden 1536. Fra anlæggelsen af møllen i 1341 til det yngste arbejde foretages på møllen, er der 145 år, det vil altså sige det antal år, som møllen med sikkerhed har fungeret. Dertil kommer så de eventuelle 50 år man kan lægge til de yngst daterede stolper for at få hele brugsperioden inden vandmøllen nedlægges. Så mellem 145 og 200 år har møllen fungeret. Kan der ved hjælp af dendroprøverne udskilles forskellige byggefaser? Som nævnt kan de daterede stolper inddeles i fem grupper, som hver for sig repræsenterer en periode, hvor der foregået større byggerier eller reparationer på møllen. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at det naturligvis kun gælder byggerier eller reparationer, som har sat sig spor i jorden. Fase 1. Den skarpest afgrænsede fase er ovennævnte anlæggelsesfase - dateret til 1340/41. På planen er disse stolper markeret med farven brun. I denne fase er møllehuset opført samtidigt med fundamentet til møllehjulet. Fase 2. Næste fase består af 9 stolper, som stammer fra træer, som er fældet omkring 1388 (markeret med blåt på planen). Som det fremgår af planen blev disse stolper fundet i samme område som stolperne fra fase 1. Efter at vandmøllen på dette tidspunkt havde eksisteret i 47 år, må den åbenbart have trængt til en større istandsættelse. Det ser ud til, at det især er under bygningens ydervægge, der er blevet nedsat nye stolper. Fase 3. omfattes af de 11 grønne stolper på planen og fasen dateres til omkring 1416. Der er altså gået 28 år fra den foregående fase, før man igen har foretaget et større tømmerarbejde på møllen. Hvor stolperne fra fase 1 og 2 stod i samme område nord for bækken, fandtes stolperne fra fase tre næsten kun syd for bækken i det område, som omfatter omløbskanalen. Der var én undtagelse, nemlig den stolpe, som stod i den østlige funderingsbjælke til møllehjulet, der er sikkert tale om en udskiftning af en ældre stolpe. Fase 4. Til fase 4 hører 8 stolper (markeret med lilla), som dateres til ca. 1437. 21 år efter fase 3 er der med andre ord atter blevet foretaget en væsentlig reparation. Det ser ud til, at man i denne fase har repareret og bygget nyt i omløbskanalen, blandt andet en ny trærende. Reparationen er tilsyneladende kun foregået i den sydlige del af mølleanlægget. Der blev ikke fundet stolper fra denne fase i den ældste del af møllen mod nord. Fase 5. Dette sidste forhold gælder også for de stolper, som tilhører den sidste erkendbare byggefase på møllen. Fase 5 omfatter 17 stolper (markeret med lys orange på planen). Der er ret stor tidsmæssig spredning i denne gruppe af stolper, men da flere af stolperne indgår i ét anlæg, nemlig den kraftige spunsvæg foran mølledammen, som antages at være opført under én og samme arbejdsgang, dateres denne sidste fase til 1486. Det vil sige 49 år efter fase 4. Det er sandsynligt, at spunsvæggen fra 1486 ikke har været den første opdæmning af åen, - det har man sikkert gjort fra første færd. Der var dog ikke noget bevaret af en ældre opdæmning af åen. Fig. 11 Rekonstruktion af vandmøllen som man kan forestille sig den middelalderlige vandmølle ved Ødis kan have set ud. Tegning Jørgen Andersen. Efter man har rejst spunsvæggen i 1486, fungerede møllen et ukendt antal år, men er formodentlig som ovenfor nævnt blevet nedlagt indenfor en periode af 50 år, hvorefter man genopførte den længere mod vest ved Drenderup Møllegård. Det kan der have været mange grunde til, én af dem kunne være, at man har ønsket at gøre vandmøllen større for at forøge dens kapacitet. På grund af terrænet har det ikke været muligt at udvide møllen på dens daværende placering i landskabet. Hvis man for eksempel har skullet bruge mere vand til at drive et måske større møllehjul igennem længere tid, end man hidtil havde haft brug for, ville det have betydet, at man skulle grave sig ind i skråningerne på begge sider af åen for at få en større mølledam. Måske har det også krævet andre større ændringer på et efterhånden gammelt og vel nedslidt anlæg, så den letteste løsning har formentlig været at nedlægge den gamle mølle, og genopføre den på et mere velegnet sted ved Drenderup Møllegård. Måske har også ændringer i ejendomsforholdene til den jord, hvorpå møllen blev anlagt i 1341 været årsag til flytningen af møllen. Litteratur Böcher, Steen B.: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Vejle Amt, Vejle Amts Årbog 1943. Jantzen,Connie, Lennart S. Madsen. og Rikke Agnete Olsen: Voldsteder i Danmark. 1999. Eriksen, Orla Hylleberg og Niels Bonde: Dendrokronologisk undersøgelse af tømmer fra Ødis, Vejle amt. Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser rapport nr. 9. 2003. 1) Jantzen,C m. fl. : p. 108-110. 2) Böcher, S.: p. 88