Fra verden udenfor

Den Kinesiske Mur
og en begravet hær
Af Erling Mario Madsen

Det er nu 12 år siden, jeg besøgte Kina. Kina har været inde i en rivende udvikling, så siden dengang er der sket store forandringer i landet.

For mig har den store kinesiske mur altid ligget i toppen af de ultimative ”highlights”, som nødvendigvis måtte beskues med egne øjne. Dengang var jeg endnu en fattig student, så der måtte spares op til rejsen et helt år før vi (jeg selv og min kæreste, som er min kone i dag), kunne komme afsted. Det var en spændende proces i sig selv. Vi arbejdede i fritiden, og så spiste vi ikke kød i et halvt år for at spare.

Rejsen startede i Beijing, videre ned gennem det vestlige Kina og endte i Hongkong. En fem ugers rejse over store distancer, hvor vi rejste i tog, kørte i bus og fløj med indenrigsfly. Disse ture var ofte en prøvelse, men bagefter blev de til eventyr.

Der er mange spændende historiske monumenter at se i Beijing, hvor Den forbudte By nok er den kendteste. Vi valgte den engelsk- guidede tur, dvs. vi lejede hver en walkman, hvor det var selveste Roger Moore, som på båndoptager førte os rundt i Den forbudte By.

Kina var dengang ikke et af de nemmeste lande at rejse i. Alt stod kun på kinesisk. Kommunikation foregik hovedsagelig med fagter og mimik, ofte var det f.eks., når man skulle købe en billet, et spørgsmål om billetsælgeren havde lyst til at sælge en billet eller ej. Nogle mener, at kineserne er uhøflige, men vi mødte nu for det meste yderst høflige og venlige mennesker i Kina. De var bare lidt mindre nærgående end folk er i f.eks. Indien eller Mellemøsten. De var dog lige så nysgerrige. Ofte blev man uhæmmet overbegloet.

Det tog lidt tid at finde ud af at komme ud til Den kinesiske Mur, som ligger et stykke nord for Beijing. Det endte med, at vi kom med en guidet tur fra Det kinesiske Folks Statslige Turistselskab ud til Badaling. Turen var billig, og bussen var stuvende fuld med kinesiske turister. Der blev kun talt på kinesisk, men alle var venlige og pegede ud i landskabet, når den evigt talende guide snakkede.

Vi kørte op til et sted der, hedder Badaling, som er det mest besøgte sted på Den kinesiske Mur.

Der var mange mennesker, hovedsageligt kinesere, og det mærkeligste var, at nu havde vi rejst så langt for at se måske verdens største attraktion, og det første, der mødte os, var en masse kinesere, som ville fotograferes sammen med os. Mange af dem var turister fra landet, som gerne ville have et fotografi, hvor de stod sammen med europæere (langnæser), som de kunne vise frem hjemme.

Den kinesiske Mur var et syn for guder. Landskabet ved Badaling er, som i store områder af det Kina vi rejste i, bjergrigt. Oppe fra muren kunne man se muren som en kæmpe slange, slange sig op og ned ad bjergene og bakkerne, så langt øjet kunne skue. Et helt fantastisk syn.

Inden vi tog ud til muren, så jeg nogle turister med T-shirts hvorpå der stod ”I climbed The Chineese wall” (Jeg besteg Den Kinesiske Mur). Da syntes jeg, at det lød som noget af en overdrivelse. Men jeg må sande: at gå på muren er ret fysisk hårdt. Der er mange stejle områder enten med en stejl trappeopsats eller uden.

Den kinesiske Mur, også kendt som Den store Mur, er et kompleks af spredte, meget lange fæstningsværker bygget af både jord og sten primært beliggende i det nuværende Folkerepublikken Kina. Muren blev bygget fra slutningen af det 13. århundrede til begyndelsen af det 16. århundrede, under Ming-Dynastiet, for at beskytte Kina imod plyndringer fra mongolske og tyrkiske stammer. Men på det tidspunkt var Kina også i krig mod sig selv (borgerkrig). Muren var en efterfølger til flere andre mure, der var blevet bygget siden det 3. århundrede f.Kr. for at beskytte mod nomadestammer fra det, der nu er Mongoliet og Manchuriet. Muren var lige fra begyndelsen mere end et forsvarsværk. Den markerede civilisationens grænse. Det kinesiske tegn for mur er det samme som tegnet for by. En mur markerede en administrativ enhed, som adskilte den organiserede kinesiske landbrugsverden fra de uorganiserede barbarer på stepperne mod nord. At passere ind gennem muren var således at træde ind i den kendte civiliserede verden.

Den kinesiske Mur er verdens mest ekstravagante forsvarsvold, men der kendes mange eksempler på imponerende grænsevolde bygget i historien, hvis formål det var at holde en fjende ude, men ingen af dem formåede at leve op til denne ambition. De store bygningsværker kan ses som prestigebygningsværker, der manifesterer bygherrens magt. Kendte eksempler er den romerske Limes som strakte sig gennem det sydlige Tyskland og Hadrians mur i Nordengland, der indgik i den romerske Limes. Lokalt kendes Dannevirke og Olgerdiget. I nyere historie er der Hitlers Atlantvold, som strakte sig ned gennem Europas vestkyst, Berlinmuren og så bygger israelerne en kæmpe mur ind mod Vestbredden.

Den samlede længde på Den kinesiske Mur er 8.851,8 km. Flere dele er forsvundet igen, da lokale har genbrugt materialerne til andre byggerier. Særlige dele er dog i dag fredet.

Efter en uge i Beijing fløj vi med indenrigsfly til Xian, hovedstaden i Shaanxi-provinsen. Ved at flyve sparede vi 20 timer i tog. Vi sørgede for at komme med et af de nyindkøbte Boing–fly, idet de gamle russiske fly havde ry for ikke at komme frem til deres destination. Turen blev lidt af en prøvelse. Der var rigtig megen turbulens, så det var en to- timers karrusseltur, hvor stewardes-serne løb rundt og talte meget hurtigt på kinesisk. Ud fra højtaleren blev der også snakket hurtigt på kinesisk, børn græd og alle udlændinge sad og så forvirrede ud. Travlheden og den ret bekymrende hidsige plapren skyldtes nok, at pga. turbulensen var det yderst svært at dele maden ud! Spisning er vigtigt i Kina, så vi skulle have mad. Jeg blev aldrig en ørn til at spise med pinde, og det var da helt umuligt i et hoppende fly, så jeg endte med at sidde med risen i skødet viftende med to spisepinde, hvorefter jeg opgav. Den megen turbulens fordrer egentligt heller ikke ens appetit. Der var kinesere som kastede op, men det gør de så tit, også når de er ude at køre.

Det gamle Xian er en flot by med en enorm bymur rundt om. Xian er en af de ældste byer i Kina. Den var under navnet Chang'an og med skiftende placeringer nær den nuværende by, hovedstad for adskillige kinesiske dynastier fra 1122 f.Kr. til 907 e.Kr. Vi fandt et billigt og primitivt, men af rygsækrejsende meget benyttet hostel, lige uden for bymuren. Her sov vi, som på så mange andre hostels, på sovesale. Om natten vågnede jeg med en forfærdelig kløen over hele kroppen, og måtte konstatere, at sengen var befængt med lopper. Da jeg forklarede det yderst venlige personale om mit problem, sprayede de sengen med gift og jeg fik en flaske med grønt indhold til at smøre på huden, og væk var kløen. Kineserne har små flasker med grøn væske i til næsten alle problemer. En vældig god ting!

Vi besøgte terrakottahæren, som også er et af de mål, jeg har haft siden min barndom, da jeg læste min verdenshistorie.

25 km øst for Xi'an ligger Kinas første kejsers, Qin Shi Huangdis (d. 210 f.Kr.), grav. Qin, grundlæggeren af Qindynastiet, satte 700.000 tvangsarbejdere til at bygge sit mausoleum, fyldt med skatte og forseglet under en 47 m høj, kunstig bakke. Graven er stadig uudgravet, men i 1974 opdagede bønder under brøndudgravning store underjordiske kamre fra omkring 210 f.Kr. Arkæologer fandt her 7000 terrakottakrigere i naturlig størrelse og med fuldt krigsudstyr.

Desuden indeholdt kamrene stridsvogne, våben, redskaber og pilespidser i store mængder. Senere udgravninger har afsløret et underjordisk trækammer med ceremonielle rustninger og hjelme, fremstillet af stenflager holdt sammen med metaltråd. Man har også afdækket nye lerfigurer i livlige attituder, som står i stærk kontrast til terrakottakrigernes barske, tillukkede ansigter; muligvis akrobater, som tjente i kejserens palads.

På vej ud til terrakottahæren så vi også et museum med stenalderfund, som var nogle af de ældste fra Kina.

Rejsen fortsatte så mod sydvest ned gennem Kina.