|

Palenque
Mayaruinbyer i det sydvestlige Mexico og Guatemala
Af Erling Mario Madsen
På rejsen til Mexico var vi nu kommet til Palenque, en mayaruinby i det sydvestlige Mexicos jungle.
Vi havde forladt Mexico City og var rejst sydpå til Oaxaca for at se ruinbyen, der ligger på bjerget Monte Alban, og derfra skulle vi vestover.
Vis stort kort
Palenque er et meget varmt sted om sommeren, så vi fulgte vores tommelfingerregel om at tage så tidligt som muligt ud til Mayaruinbyen.
Mayaerne er et folk i det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika med en 3000 år lang historie. Mayaerne var en del af de mesoamerikanske præcolumbianske kulturer. I modsætning til hvad mange tror, "forsvandt" mayafolket aldrig; efterkommerne lever stadig i området.
Maya-civilisationen strakte sig over de sydlige mexicanske stater Chiapas, Tabasco og Yucatán-halvøens stater: Quintana Roo, Campeche og Yucatán. Maya-området strakte sig også over hele den nordlige centralamerikanske region, inklusive vore dages Guatemala, Belize, El Salvador og det vestlige Honduras.
Mayaerne begyndte at skabe deres civilisation for ca. 3000 år siden, hvor de startede med at bygge simple bygninger, der var forløberne til deres prægtige pyramider og templer.
Mayaerne byggede mange prægtige byer, hvor Palenque var en af dem. Disse bystater var uafhængige af hinanden. Pyramiderne er de mest fantastiske monumenter, som blev bygget i de religiøse centre og herskernes tilhørende paladser. Andre arkæologiske levn er udskårne stenplader kaldet stelae (mayaerne kaldte dem tetun eller "træ-sten"), som afbilleder herskere og indeholder hieroglyftekster, som beskriver disses slægt, krigstriumfer og andre gerninger. Mayaerne havde deres eget skriftsprog, der lignede hieroglyffer, deres egen kalender, en fantastisk kunst og deres eget matematiske system.
Inskriptionstemplet er det berømteste monument i Palenques ruinby. Det er et begravelsesmonument for kongen Pacal den Store og indeholder hans sarkofag. I dette tempel forefindes den næstlængste maya-inskription med 600 hieroglyffer. Vi udforskede den smukt beliggende ruinby indtil det bliver for varmt og måtte derefter søge tilbage til vores spartanske hotel for at holde siesta.

Inskriptionstemplet
Inden vi tog til Palenque, opholdt vi os nogle dage i San Cristóbal de Las Casas ca. 191 km derfra. Begge byer ligger i den mexicanske delstat Chiapas, som hovedsagelig er befolket af indianere.
I San Cristóbal var temperaturen en helt anden, her var nærmest køligt, men byen ligger også i højlandet. Her var vi så heldige at kunne bo i den spanske erobrer Diego de Mazariegos hus, der nu var et hotel. I receptionen blev de meget begejstrede over at høre, at vi kom fra Danmark, og insisterede på at vi endelig måtte besøge Casa Na Bolom, den danske arkæolog Frans Bloms hus.
Casa Na Bolom er et besøg værd. Jeg havde dengang ikke hørt noget om Frans Blom, men i San Cristóbal var han åbenbart verdensberømt. Jeg har senere læst Steen Johansens ”Fra jaguarens hus. En beretning om mayaforskeren Frans Blom”, som kan anbefales.
Frans Blom levede et eventyrligt liv som mayaforsker, men i sine senere år blev han, sammen med sin kone Gertrude Duby, mere optaget af at bevare indianernes kultur i området.
I Chiapas har man en god mulighed for at opleve sammensmeltningen mellem den indianske og den spanske katolske kultur/religion. Inde i en kirke så jeg noget meget besynderligt noget. Der var ikke messe, men trods det var kirken fuld af mennesker, udenfor spillede et orkester noget mærkeligt blæsemusik. Inde i kirken sad der mange små grupper af mennesker som havde medbragt offergaver til shamanerne. Disse shamaner var i færd med at hjælpe de nødlidende med vejledning og helbredelse. Offergaverne bestod hovedsagelig af cola eller kyllinger. Midt i det hele gik den katolske præst rundt og velsignede alle. Det var en fantastisk oplevelse!

Kirke i Chiapas
Efter Palenque besluttede vi os for at rejse ind i Guatemala for at se Tikal, der nok er den mest fantastiske af de mange mayaruinbyer.
Vi kørte med minibus i konvoj med bevæbnet politi og militær til grænsen. I Chiapas er der en bondeoprørsbevægelse opnævnt efter den revolutionære Zapata, som den mexicanske regering tager meget alvorligt. Derfor kørte vi med bevæbnet beskyttelse til grænseover-gangen, som var noget mindre imponerende.
Vi endte med at være en hel lille gruppe af vesteuropæere som slog sig sammen på turen. Grænsen mellem Mexico og Guatemala var en flod, vi blev alle gennet ned i en lille smal båd, hvorefter vi tøffede ned af floden, en smuk tur i junglen. Vi ankom til den guatemalanske grænsepost, der bestod af et forfaldent hønsehus med høns og et gammelt bord.
”Grænsegendarmen ” en kraftig mand med et enormt overskæg og en gammel frønnet uniform havde travlt med at stemple vores pas med store stempler. Derefter sad vi så en halv dag og ventede på bussen til Flores som ligger tæt på Tikal.
Busturen på ”Highway to Hell” var noget af enprøvelse. En propfuld bus med mennesker, dyr og cowboyhatte. Vejen var for det meste en jordvej. Guatemala stod i dyb kontrast til det noget rigere Mexico, men var et sted, hvor fantasien kunne få frit spil.

Highway to Hell
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Flores, som ligger smukt med vand rundt om. Vi spiste sammen med to nordmænd, hvis rejsemål var at prøvespise så mange mærkværdige egnsretter som muligt. Jeg prøvede bæltedyr til aftensmad. Det kan dog ikke anbefales. Nordmændene fik en ret med insekter, som gav dem en voldsom mavesmerte, der medførte et ihærdigt brug af toilettet.
Om morgenen tog vi ud til ruinbyen Tikal. Tikal er en af de største maya-lokaliteter. Det er placeret i det nordlige Guatemala, i departementet El Petén, og var aktivt ca. 250-900 e.Kr..
Selve den arkæologiske ruinpark består af ca. 3.000 strukturer såsom templer, paladser, boldbaner, platforme, terrasser, akvædukter, cisterne og steler.

Høj pyramide

På sit højdepunkt omkring år 750 e.Kr. husede Tikal mindst 100.000 mennesker.
Der vides ikke med sikkerhed, hvem der byggede det store pyramide-tempel i Tikal, men det rummer gravmælet for kong Hasaw Chan K’awils, som døde i år 734 e.Kr.. Tre generationer af Jaguar-klanens herskere - Hasaw Chan K'awil, Yik'in, Chan K'awil og Yax Ain - stod bag opførslen af de store templer.
Af alle Tikals bygninger er ”Den Store Jaguars Tempel” den højeste. Indtil europæerne kom til Amerika var det kontinentets højeste bygning.
Det mest fantastiske ved området er, at det ligger inde i junglen. Der er ryddet skov omkring bygningerne og der er stier, som de besøgende kan færdes på.
Da jeg var på en arkæologisk udgravning i udlandet mødte jeg en amerikansk arkæolog, som havde været med til en udgravning i Tikal. Han fortalte om de ekstreme forhold, hvorunder udgravningen var foregået. De måtte hugge sig igennem den tætte skov med macheter, og der var farlige dyr og sygdomme.

De høje bygninger i junglen
Vi kunne derimod færdes på de gode stier og se både tukaner og aber. Vores mål var at bestige alle pyramider og templer, som er lidt som højhuse i junglen. Man kravler op ad trapperne på de høje pyramider, kommer op over trætoppene og kan se ud over skoven, hvor der titter pyramidetoppe op her og der.
Det blev en ret udmattende dag, men enormt spændende. At sidde på toppen af en pyramide og se andre toppe midt i junglen er som et miljø taget ud af en science-fiction film. Landskabet er da også med i filmen "Star Wars IV".
Dagen efter rejste vi op gennem Yucatanhalvøen, gennem Belize, hvor beboerne hovedsagelig er afrikanske efterkommere. Landet var tidligere britisk.

Nok en pyramide
Den nordlige del af halvøen tilhører Mexico, og her så vi ruinbyen Chichen Itza. Ruinerne har spor af to forskellige kulturepoker, en maya- og en itzá-epoke. Byen var fremtrædende allerede i klassisk mayatid, omkring 600-900 e.Kr. I 900-tallet blev den invaderet af itzáfolket. Chichen Itzas storhedstid ophørte omkring år 1400 e.Kr..
De sidste dage af rejsen tog vi ud på en lille ø udfor Yucatan, Isla Mujeres ”kvindeøen”.
Her så jeg en af mine personlige ynglingsattraktioner, en ægte sørøvergrav!

En gravsten med stil
Slavehandleren, der efter sigende også havde været piraten Fermin Antonio Mundaca de Marachajas uhyggelige dødningehovede-udsmykkede gravsten, befinder sig på øens kirkegård.
Mexico er et spændende land med en lang kulturhistorie med indianske civilisationer, spanske erobrere, Benito Juarez, cowboys, Zapata, kunstnerne Frida Kahlo og Diego Rivera osv.
Et smukt og farverigt land, der er et besøg værd.
Læs også artiklen: Solen og månens pyramider i Teotihuacan
|