Åbningssiden verden udenfor
Information Det sker Museerne Udstillinger Undervisning Kontakt Museumsbutik Oversigt
Arkæologi HaderslevNyt fra arkæologien
pause
Arkæologi Haderslev
Videnscenter
Månedens fund
hvad er det
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

mellemrum
akropolis

Athens Akropolis
Af Erling Mario Madsen

I Athens gamle bydel ligger byens Akropolis, som er en flad klippe, der rejser sig 150 meter over havet. Akropolis betød i oldtidens Hellas (Grækenland) en højtbeliggende by, eller en bys borg.

I Athen blev Akropolis ca. fra det sjette århundrede f.Kr. i større grad anvendt til gudernes helligdomme.

På Akropolis ligger bl.a. det verdensberømte Parthenontempel, Erechteion, Propylæerne, Athene Nike templet og Pinakoteket.

Jeg har flere gange besøgt stedet, og hver gang opdager jeg noget nyt og spændende.

akropolis3

Første gang, jeg ankom til Athen i min ungdom, glemmer jeg aldrig. Jeg havde kørt i tog sammen med mine to kammerater en hel nat. Vi havde ikke sovet, da vi ingen siddeplads havde, og vi måtte stå op hele natten. Vi fandt ind på et af byens mest tarvelige hostels, fordi vi bare fulgte efter nogle fynske piger. De ville dog sove på taget, idet det var det billigste. Det var vi trætte gutter ikke så meget for, så vi fik et værelse. Det gjorde vi klogt i, da politiet rømmede taget for sovende midt om natten!

Jeg har fået velsmagende colaer mange steder i verden, men den allerbedste nogensinde var den, jeg fik denne morgen i Athen. Smagen var bare himmelsk på trods af den rustne flaskehals. Især efter en tung søvn, hvor jeg efter sigende skulle have lukket to irske piger, som skulle dele værelse med os, ind, budt dem velkommen og lagt mig ned igen. Alt i søvne! Jeg fik lidt af et chok, da jeg vågnede og kom ud af et badeværelse, hvis tilstand var ubeskrivelig, og så, at vi ikke længere var alene. Efter at have hilst på vore medlogerende i vågen tilstand tog vi ud i Athen med retning mod Akropolis, overspændte. Dette sted har for mig altid stået for et af den vestlige kulturs grundpiller, både fysisk og mentalt.

akropolis4

Vi var rejst ned gennem Italien, sejlet fra Brindisi til Korfu, og derfra til fastlandet og videre med tog til Athen. Når vi mødes mange år efter, er det første, vi mindes, vores første morgenmad på Korfu. Jeg husker ikke, hvad vi spiste, men derimod husker jeg værtinden, en kraftig, yderst barmfager kone med overskæg, som serverede kaffe. Da hun tilbød os sukker, takkede vi og hun fiskede upåvirket tre sukkerknalder op fra barmen og puttede dem i vores kaffe. Derpå tilbød hun os mælk, hvortil vi i kor takkede nej!  

Det er en stor oplevelse at komme op på Akropolis og se ruinerne af de prægtige marmorbygninger. Det berømteste er det store Parthenontempel, som er bygget helt i marmor. Templet er omkranset af doriske søjler, og inden for disse er der en forhal (cella), hvor gudebilledet engang stod. Der var tale om en kæmpe statue af byens vigtigste gudinde Pallas Athene, lavet af guld og elfenben. Statuen var så meget værd, at dens værdi svarede til hele bystaten Athens forsvarsbudget for et år i krigstid. Statuen skulle have stået i sit tempel i næsten 1000 år, men kendes nu kun fra beskrivelser.

pallaspallas2

Pallas Athene er skytsgudine for byen Athen. Hendes helligdomme finder man i byerne. Hun var visdommens og krigens gudinde, dvs. sejrens og strategiens gudinde, hvorimod Ares var gud for den mere rå side af krig og skytsgudinde for kvindearbejde i den græske mytologi. Athene fremstilles som en ung kvinde med spyd, hjelm og med et skjold. Hun var datter af Zeus. Hendes fødsel var anderledes end andre fødsler, da hun kom ud ad Zeus' hoved (eller lår, afhængig af mytologisk tradition). Hun var søster til krigsguden Ares.

Bag cella er der et andet rum, der anvendtes som templets skatkammer. En så mægtig gud som Pallas Athene krævede mange værdifulde offergaver.

Parthenon er i dag bl.a. kendt for sin frise og metoper, som er et bemalet eller et reliefsmykket felt, på en dorisk bygnings frise. På metopernes relief er der afbildet figurer af kæmpende guder og titaner, et symbol på krigen mellem de gode grækere og de barbariske persere. I Hellas (antikkens græske kulturverden) afbildes sjældent realmotiver som statspropaganda, modsat hos romerne, som detaljeret fremstillede deres krige imod fremmede folkeslag.

Selve den berømte frise, som løber højt oppe om cella-væggen inden for søjlerne, så den har været svær at se, forestiller med et væld af figurer - en procession fra de Panathenæiske lege. Disse lege kan sammenlignes med de Olympiske lege. Her var dog tale om lege for Athen og dets allierede inden for Det deliske Søforbund. Dette forbund blev anført af Athen, som et værn mod perserne. Athen byggede en stærk flåde, som dets allierede betalte skat til. Denne skatteindtægt var så indbringende, at Akropolis efter persernes hærgen af byen i 480 f.Kr. blev genopbygget af indtægterne derfra.

En stor del af Parthenons udsmykning kan idag ses på British Museum i London.

Et af mine ynglingstempler på Akropolis er Erechteion, opført i ionisk stil i tidsrummet 421-409 f. Kr.
Byggeriet er bygget under hensyntagen til et kæmpemæssigt helligt oliventræ, som skulle være det oliventræ, Pallas Athene plantede som tegn på landbrug og frugtbarhed i konkurrence med Poseidon om at blive Athens skytsgud. Poseidon lavede en saltvandskilde med løfte om magt på havet.
 

erechttheion

Erechtheion har på sydsiden en tilbygget loggia, hvis tag bæres af seks smukke kvindefigurer, såkaldte karyatider. Den romerske arkitekt Vitruvius forklarer i sin bog Om bygningskunsten, at ordet ”karyatide” kommer af Karya, en by på Peloponnes, der forrådte grækerne til perserne. Som straf for deres forræderi blev mændene fra Karya henrettet, mens kvinderne blev tvunget til at arbejde som slaver, men klædt i smykker og lange festklæder: et tegn på deres tidligere frie status, der gjorde slaveriet dobbelt vanærende.

Akropolis med dets mange arkitektoniske mesterværker og kunstskatte er en af antikkens kronjuveler, der er et eller flere besøg værd.







ms kontakt
Til top Til top Til top Til top Til toppen af siden Daglig drift Grafisk design Sekretariatet Til top Sekretariatet Daglig drift Grafisk design Til top kontakt Til top