That-byin-nyu
Oh, den vej til Mandalay
Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!
R. Kipling (1865-1936).
Burmesisk cigar
Jeg har været på vej til Mandalay lige siden min barndom. Så det var en drøm, der gik i opfyldelse for et par år siden, da jeg endelig kom til Burma.
Burma har i min forestilling altid været et af verdens mest eksotiske og fantasiomspundne steder. I min fantasi kunne man ikke komme til fjernere steder som Rangoon og Mandalay. Historierne om Burmas grønne helvede, hvor britiske soldater måtte kæmpe imod de hårdføre, selvopofrende japanere og imod naturens hårdeste elementer under Anden Verdenskrig, og fortællinger om landets ædelstensrigdomme under kolonitiden var egentlig min største viden om landet forud for besøget.
Desuden havde jeg læst George Orwells ”Burma Dage”. En glimrende bog, som varmt kan anbefales.
Fra nyhederne hører man engang imellem om landets stærkt undertrykkende regime, og om Aung San Suu Kyis (politikerkvinden, som næsten altid holdes i husarrest) modstand imod militærdiktaturet. Jeg har ofte spurgt mig selv, om det er i orden at besøge et sådant land?
Når mine engelske familiemedlemmer, der er opvokset i kolonierne, talte om Burma, fik de altid et vildt blik i øjnene og stemmerne dirrede af frygtsomhed, så min fantasi fik frit spil.
Hjemme i min mormors have i Sønderjylland legede min bror og jeg som børn ofte Burma i hendes ynglings-staudebed, som var forbudt for børn. Men for os det mest spændende og fjerneste sted i haven og på jorden.
Vi ankom til Rangoon under monsunen (regntiden), og det regnede virkelig seriøst meget. Uden for byen var store dele af rismarkerne fuldstændigt oversvømmede.
Nu til dags hedder byen Yangon og Burma er blevet omdøbt til Myanmar, men jeg foretrækker nostalgisk de gamle navne.
Burma er desværre en diktaturstat og et meget lukket land. Det er ikke den store vestlige indflydelse som i andre sydøstasiatiske stater, så Rangoon er en meget traditionel asiatisk hovedstad modsat de enorme metropoler i nabolandene.
Burma er også et meget religiøst buddhistisk land. Der er utroligt mange gyldne templer og pagoder overalt. I Rangoon så vi et af landets hovedattraktioner Shwedagon Pagoden. Kendt som Den gyldne Pagode pga. alle de forgyldte spirbygninger (stupaer). Pagoden er Burmas helligste. Ifølge legenden skulle pagoden være over 2500 år gammel.
 Shwedagon Pagoden
En imponerende stor del af den burmesiske befolkning vælger klosterlivet. Det er et land, hvor man ser utroligt mange munke. Religionen er måske et alternativ til den upopulære stat. Burmeserne siger lidt for sjovt, at de ikke har et befolkningsvækstproblem pga. af de mange mennesker, som lever i cølibat.
For at komme væk fra Rangoons trykkende hede og voldsomme regn, tog vi nordvest på op til den store Inle-sø, som ikke ligger så langt fra Mandalay. Turen dertil blev en heldagstur, selvom afstanden egentlig ikke var så stor, men en stor del af vejen havde kun et spor, så når der kom modkørende, måtte en af parterne vige ud i rabatten, der kunne være ret mudret af den megen regn.
Inle er en langstrakt sø, der ligger syd for byen Taunggyi. Den er kendt for sin store skønhed og for intha-befolkningen, "søens sønner". Intha-kvinderne dyrker grøntsager og blomster på smalle, flydende øer, bygget af græs og jord og tøjret til søens bund; mændene fisker med kegleformede net, mens de ror en smal træbåd med den ene fod. Husene er bygget på pæle i søen. På søen er der et kloster, hvis største attraktion er springende katte, en temmelig tam seance.
huse på Inle-søen
Ved Taunggyi var der et skilt, som forbød vesterlændinge i at rejse længere mod vest. Mod vest ligger grænselandet til det nordlige Thailand og Laos. Dette område er lovløst. Her fører den burmesiske hær konstant krig imod sin egen befolkning, som enten må flygte ind i nabolandene eller bekæmpe hærens brutale fremfærd. Det er også et område, hvor en stor del narkotika distribueres. Der kan læses mere herom i Carsten Jensens ”Det glemte folk. En rejse i Burmas grænseland”.
Fra Inle-søen rejste vi med bus ned fra højlandt, til Mandalay, beliggende på det tørre sletteland. På kortet en ret kort tur, men den varede 12 timer. Bussen, der var gammel og faldefærdig, var proppet med meget venlige mennesker og bagage.
Inden vi tog til Mandalay besøgte vi Pindaya-grotterne, som er nogle store grotter inde i et bjerg udsmykket med 8000 gyldne Buddha- statuer i forskellige størrelser. I Burma skal helligdomme betrædes barfodet. Da de fleste seværdigheder i landet er helligdomme, gik vi rigtig meget barfodet!
Grotterne var også hjem for tusindvis af flagermus, så vi vadede barfodede i flagermus-ekskrementer. Vi kom også i audiens hos Burmas tredje helligste munk, som dengang var 99 år gammel. I lang tid sagde han ikke noget. Der var burmesere, som var rejst langvejs fra for at se ham, og de havde mange gaver med. Efter at have sagt nogle få ord faldt han i søvn, men det var vist en stor lykke for de ca. 50 gæster.
 
Burmas tredje helligste munk, og hans hellige hænder
På vejen til Mandalay, i øvrigt den værste del af strækningen, den etsporede gennemhullede asfalterede del af vejen, var et mareridt. En vej, jeg så længe har set frem til at rejse på, mindede uhyggeligt meget om så mange andre veje fra Afrika, Latinamerika og Asien. Men her oplevede jeg dog noget meget bizart. Da vi holdt pause ved en vejbeværtning, fik jeg et chok! Der lå en leopard under et bord. Men ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at det var en hund med leopardfarvet pels, noget jeg ikke troede eksisterede. Jeg fik at vide, at det var meget normalt at farve hundes pels i Burma. Vi kom da også til at se mange mærkelige varianter fra grøn til andre rovkattefarvede hundepelse.
Mandalay er Burmas næststørste by, og var kongelig hovedstad indtil briternes erobring i 1885.
Der er over 40 grader varmt om sommeren, næsten uudholdeligt. Byen levede ellers op til mine forventninger. Et fjernt sted med en smuk bymur og en anderledes kultur.
På vejen op på Mandalay Hill, selvfølgelig barfodede, blev min kone spået af en håndastrolog. Vi ville selvfølgelig få medgang og lykke. Han fik ret den gode mand!
Spåmanden på Mandalay Hill
Mandalay afgrænses mod vest af Ayeyarwadyfloden. På flodens vestlige bred ca. 11 km derfra. ligger Mingun Pahtodawgyi, en ruin af en kæmpe pagode, som aldrig blev færdigbygget. Bygningsarbejdet blev iværksat af kong Bodawpave i 1790. Pga. kongens død færdiggjordes pagoden, som kunne have været verdens største, aldrig. Men ruinen, der er ret imponerende, skulle være verdens største bunke teglsten. Vi sejlede over til Mingun og kravlede op på den. Da vi skulle ned ved middagstid var der blevet meget varmt. Selvom vi stod på en ruin, var den stadigvæk hellig, så vi var igen barfodede og til stor morskab for de lokale måtte vi enkeltvis løbe spidsrod ned af de brandvarme trapper.
Mingun Pahtodawgyi
Myatheindan-pagoden
Ud over Mingun så vi også den smukke Myatheindan-pagode.
Efter Mandalay sejlede vi på Ayeyarwadyfloden, som er Burmas længste og største flod, der strækker sig fra nord til syd af landet. Det er egentlig denne flod, som gennem historien har været regionens hovedfærdselsåre. Og det er denne vej til Mandalay, der er temaet i Kiplings digt. En vej, der var yderst behagelig på første klasse.
På Ayeyarwadyfloden
Vi sejlede til det store arkæologiske ruinområde Bagan, der nok er et af verdens mindre kendte monumentale vidundere.
Bagan var den gamle hovedstad i flere af Burmas gamle kongeriger. Den skulle stamme helt tilbage til tiden omkring Kristi fødsel. Den havde dog sin storhedstid i 1100-tallet, da byen blev erobret af kong Anawratha i 1057 e.Kr.. Anawratha og hans efterfølgere bragte kunstnere og håndværkere fra erobrede områder til Bagan, hvor de blev sat til at bygge og forskønne utallige prægtige pagoder og templer. Den velstående by blev et kulturcentrum i hele regionen. Der siges, at der blev bygget så mange pagoder, at der var en til hver indbygger. Bagan er også buddhismens arnested i Burma. Kong Anawratha konverterede til buddhismen og erklærede den som statsreligion. Siden dengang har buddhismens været den dominerende religion i Burma.
Bagan blev erobret af mongolerne i 1287.
Nutidens ruinområde breder sig ud over et stort område bestående af de templer og pagoder, der står tilbage. De er i alle størrelser og med et væld af udformninger. Nogle er kæmpemæssige templer i mange etager, beklædte med monumentale tårne. Andre er simple klokkeformede konstruktioner på et par meters højde. Der skulle være over 2.000 monumenter. Selve beboelseshusene var bygget af træ og er nu borte.
Bagan
En god måde at komme rundt i området på er at leje cykler eller en hestevogn. Vi cyklede lange ture rundt i området og kravlede op på pagoderne, igen barfodede. Her blev vi overrasket af en slange, der lå på trappen i en pagodes mørke indvendige rum. En skræmmende oplevelse; min kone måtte springe over dyret, mens jeg valgte en anden nedgang. Det virkede ikke, som om slangen var farlig, men årligt dør der i Burma i tusindvis af mennesker pga. slangebid.
På cykel
Det største tempel indenfor de gamle bymure i Bagan er det kolossale That-byin-nyu - "Den alvidende og vidtskuende".
Ca. 40 km fra Bagan besøgte vi Mount Popa, det helligste bjerg i Burma. Det ligger 1520 meter over havets overflade. Bjerget, som er et vigtigt pilgrims-mål skulle være hjemsted for mange af de naturånder, hvis tilbedelse udgør en vigtig del af den burmesiske buddhisme. Og så lever der et enormt antal aber på Popa, som er fredede.
Efter at have besøgt Burma har jeg fået et mere realistisk syn på landet. Det er ikke verdens ende, men et smukt natur- og kultur-land med en overordentligt venlig befolkning, der desværre har fået en trist skæbne.
|
