Bor af forskellige typer har været anvendt gennem hele stenalderen og langt op i bronzealderen. Dvs. ligesom knusestenen gennem mange tusinde år. Når vi kalder det stenalder er det egentlig misvisende, vi burde måske kalde det ”træalder”, da de fleste redskaber har været af træ. Disse redskaber er gået til grunde, og kun sten og flint er tilbage. Sjældent ses lidt ben og hjortetak.
Så borespidser har der været brug for til mange formål. Til at lave hul i skind og træ. Der er endda fundet eksempler på hul i kranier  ”trepanering”, for at forsøge at behandle ”tryk” i hovedet fra hjerneblødninger, sindssygdom eller andet. Sågar borespidser til at tage trykket af en tandpine er også fundet. Så borespidser er hyppige fund med mange anvendelser.



Her drejer det sig formentlig om et bor, der er tildannet fra et naturligt afslag eller frostsprængning. Vi synes, at man på billedet kan se, at borespidsen er ”tildannet”. Det brune på stenen er rester af den oprindelige overflade på stenen, skorpen eller ”cortex”.



Denne sten er menneskeskabt, det drejer sig om et afslag og der ses en ”slagbule” modsat spidsen, hvor stenen er slået af. Overfladen på stenen ser gammel ud ”patinering”, men vi syne,s ud fra billedet, at ”spidsen” nok bare er en naturlig tilspidsning, og altså ikke et bor.



Her ses der også en slagbule modsat spidsen, vi kalder det en spån. Spidsen har tydelig tildannelse, så det er et spån-bor. Tiden er ”stenalder” og kan ikke angives mere præcist.



Her er formentlig, ligesom foregående, tale om et spånbor. Måske er dette stykke skadet senere. Det er jo almindeligt, at fundne flinteredskaber fra marken er skadet ved mødet med ploven, så ofte er der senere skader, der godt kan forveksles med bearbejdning. Specielt når flinten er grå, kan det være svært at se, om der er senere skader. Hvis redskabet har ligget i sur mosejord og er blevet farvet brunt eller gult, kan man nemmere se, om overfladen er intakt.