logo


 
 afdelinger  ·  Det sker · Udstillinger  ·  Undervisning  ·  Kontakt  ·  Museumsbutik  ·  OM MUSEET · Oversigt
Historiecenter Dybbøl Banke
Besøg historiecenteret
Kontakt
Det sker
Oplev 1864
Krigen 1864
Undervisning
Museumsbutikken
Nyhedsbreve
Til virksomheder
Om historiecenteret
Links
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

      krigen 1864      


   

Af centerleder Bjørn Østergaard

Fortællingen om 1864 handler om en væbnet konflikt mellem europæiske stormagter og en mindre stat udsprunget af uenighed om, hvorledes et spørgsmål om nationale tilhørsforhold skulle løses. Men det handler ligeledes om, hvilke statsretslige, samfundsmæssige og menneskelige omkostninger udfaldet af denne konflikt fik.


 

Danmark i 1864

Før 1864 bestod det danske monarki af fire hoveddele: selve kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg (dansk fra 1814 som "kompensation" for tabet af Norge).

Dertil kom de økonomisk mindre betydningsfulde dele af riget kaldet bilandene: Færøerne, Island, Grønland og de Vestindiske øer. Denne multinationale stat benævnes Helstaten Danmark.

Helstaten Danmark

Helstaten Danmark ved folketællingen i 1860

 

  Indbyggere Areal (km2)
Kongeriget Danmark 1.600.551 39.490
Hertugdømmet Slesvig 409.907 9.475
Hertugdømmet Holsten 544.419 8.794
Hertugdømmet Lauenborg 50.147 1.078
Bilande (Færøerne, Island, Grønland og de Vestindiske øer)  ca. 120.000 med Grønland

103.831

uden Grønland

Helstaten Danmark, i alt 2.725.024 162.668


 

Optakt til krigen 1864

Kongeriget Danmark havde med grundloven af 1849 fået en fri og moderne forfatning, men denne gjaldt ikke i hertugdømmerne! Her var den danske konge i realiteten stadig enevældig konge med rådgivende stænderforsamlinger.

Med novemberforfatningen i 1863 lavede den danske regering en fællesforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Men grundloven fra 1849 blev ikke dermed udstrakt til at gælde i Slesvig, selv om dette havde været de nationalliberales hensigt lige siden 1849. Dette skridt turde regeringen trods alt ikke tage, så længe hele den sydlige del af Slesvig ikke ønskede at indgå i kongeriget. I Sydslesvig ønskede man tværtimod at Slesvig og Holsten blev optaget i Det tyske Forbund.


 

Tyskland i 1864

Tyskland som vi kender det i dag eksisterede ikke i 1864.

Tyskland var et kludetæppe af 35 små og store kongeriger, fyrstendømmer og fristæder kaldet Det tyske Forbund (Der deutsche Bund).

De danske hertugdømmer Holsten og Lauenborg var ligeledes medlemmer af forbundet. Dette indebar, at den danske konge som hertug i Holsten og Lauenburg havde rang af tysk fyrste og dermed repræsenterede hertugdømmerne i Det tyske Forbund!

Østrig var som permanent formand den dominerende magt i det tyske forbund. Udstrækningen af det tyske forbund er markeret med en rød streg. Bemærk at kun en del af det østrigske kejserrige i realiteten var en del af forbundet. Dette gør sig også gældende for Preussen.

Preussen var Østrigs største konkurrent i forbundet ikke mindst pga. det gennemindustrialiserede Ruhr-område (Rheinland-Westfalen), som efter Wienerkongressen 1814-15 blev en del af Preussen. England havde ønsket et stærkt Preussen som modvægt til Frankrig.

Preussen ønskede et samlet tysk rige uden Østrig under preussisk ledelse, hvilket lykkedes efter krigen mod Frankrig i 1870-71. Herefter var det nye tyske kejserrige uden deltagelse af Østrig en realitet.


Krigen bryder ud

Det tyske Forbund (Forbundsrådet) besluttede den 7. december 1863 som reaktion på den danske novemberforfatning, der var i strid med aftaler indgået i London i 1851-52, at foretage en eksekution (gennemtvinge Det tyske Forbunds vilje) i Holsten og Lauenborg med en forbundsstyrke bestående af østrigske, preussiske, sachsiske og hannoveranske tropper.

Juleaften 1863 gik 12.000 sachsiske og hannoveranske soldater ind i Lauenborg og Holsten. De danske tropper stationeret i de to hertugdømmer trak sig uden episoder tilbage til Slesvig.

Østrig og Preussen krævede den 16. januar 1864 novemberforfatningen trukket tilbage inden to dage - hvilket var umuligt. Derpå rykkede østrigske og preussiske tropper ind i Lauenborg og Holsten. Den 1. februar 1864 fortsatte disse tropper ind i Slesvig. Dette var ikke længere en forbundsdagsbeslutning, og nu var der tale om krig mellem det danske monarki og de allierede Preussen og Østrig!

Preussen og Østrig


 

Dannevirke

Billedet fra en samtidig engelsk avis viser et nærmest uovervindeligt voldanlæg med mikroskopiske soldater som færdiggør de sidste små detaljer. En sådan urealistisk tro på det danske forsvarsanlægs store styrke var udbredt i den danske befolkning og regering i 1864. Man stoler blindt på, at den danske hær kan stoppe en fremtrængende fjende ved Dannevirke. Det skulle vise at være et urealistisk håb!

Dannevirke


 

Virkeligheden var en anden

Da de første soldater ankommer til Dannevirkestillingen er barakkerne til indkvarteringen af soldaterne ikke bygget, forbindelsesveje ikke anlagt og mange af forhindringerne foran stillingen ikke påbegyndt. Alt dette må de danske soldater nu kæmpe med i januar måned, hvor frosten gør jordarbejdet meget vanskeligt. Stillingen når derfor langt fra at blive færdig til krigsudbruddet.

Mandskabsbarakker

Billedet viser danske soldater som sidder og sover på lægterne af de her kun halvfærdige mandskabsbarakker.


 

Danskerne opgiver Dannevirke

Efter de første kampe foran Dannevirkestillingen står det klart for den danske overkommando, at stillingen ikke kan holdes. Den danske øverstbefalende general Christian Julius de Meza indkalder derfor til krigsråd den 4. februar om aftenen. De forsamlede højtstående officerer beslutter efter 5 timers intenst møde at opgive Dannevirkestillingen. Tilbagetrækningen indledes den følgende dag, og om aftenen forlader de sidste danske tropper Dannevirke.

General de Meza

General de Meza med stab inspicerer tropperne.


 

Tilbagetoget

Næsten 40.000 danske soldater samt hele den danske feltartilleri- og vognpark drager under ekstremt vanskelige betingelser tilbage mod Flensborg. 14 timer i træk marcherer soldaterne i den mørke nat og på spejlglatte veje med vinden og sneen piskende ind i hovedet fra nordvest og termometeret visende ned til ÷10°C.

På trods af disse ekstreme forhold fryser kun 10 mand ihjel under tilbagetoget, 120 bliver fanget og 173 deserterer undervejs.

Tilbagetog fra Dannevirke

Danske tropper kæmper sig gennem frost og kulde nordpå til bl.a. Dybbøl.


 

Østrigerne indhenter danskerne

Den pludselige og vel gennemførte danske tilbagetrækning kommer helt bag på den østrigske overkommando, som først tidligt om morgenen den 6. februar får beskeden. En større styrke med både artilleri og kavaleri sendes efter for at genere danskerne mest muligt.

Ved Sankelmark Sø har en dansk brigade på knap 3.000 mand fået ordre til at standse forfølgerne. Det kommer nu til en indædt kamp, hvor danskerne langsomt under voldsom bajonetfægtning mand mod mand trænges tilbage. Danskernes seje modstand og de relativt store østrigske tab får østrigerne til at opgive den videre forfølgelse.

Kampen ved Sankelmark

Østrigske tropper angriber danske styrker ved Sankelmark. Som det fremgår af billedet var kampen præget af nærkampe.


 

Danskerne ændrer strategi

Den danske hær deler sig nu i tre dele, hvoraf hovedparten ca. 26.000 går til Dybbøl, da forsvaret her bliver prioriteret højt. Resten går nordpå i Jylland, hvor man deler sig i to grupper, et bevægeligt korps (4. division) som trækker sig tilbage nord for Kongeåen, samt et korps til forsvar af fæstningen Fredericia.

Dybbøl er politisk vigtig, da det nu er den sidste del af hertugdømmet Slesvig, som Danmark holder besat. Dette forventer man vil være en fordel ved eventuelle kommende forhandlinger om en deling af Slesvig.

Dybbøl er samtidig en trussel for de preussisk-østrigske styrker der bevæger sig nordpå i Jylland. Fra Dybbøl kan deres forsyningslinier afskæres, da den danske flåde foreløbig har herredømmet til søs.

De preussisk-østrigske styrker kan desuden aldrig vide hvor hovedparten af den danske hær er placeret. Dette tvinger dem til at afsætte relativt store styrker til belejringen af de to danske fæstninger, da de skal kunne stoppe et eventuelt dansk udfald fra fæstningerne.

Tilbagetoget


 

De første kampe foran Dybbølstillingen

Den 18. februar foretager preussiske styrker et første mindre angreb på stillingen i forbindelse med anlæggelsen af en pontonbro over Egernsund, som skal sætte preusserne i stand til at besætte hele Broagerland. Det danske panserskib "Rolf Krake" sejler ind i Flensborg Fjord og forsøger at ødelægge den anlagte pontonbro men uden held.

Ved angrebet mod stillingen tager de preussiske styrker en del danske fanger, bl.a. fordi at den danske forpostlinje er dårligt opstillet. De preussiske styrker trækker sig efter angrebet tilbage. Angrebet gentages den 22. februar med endnu større succes. Danskerne mister her 382 mand deraf er 242 usårede fangne - 85 af disse er dog sandsynligvis deserterede slesvigere. Til sammenligning mistede preusserne ved kampen kun 37 mand!

Efter denne kamp trækkes den danske forpostlinje nærmere ind mod de danske skanser, hvilket er en bedre opstilling.

Den 17. marts udvikler et mindre dansk angreb mod nordvest sig til en egentlig kamp, hvor preusserne hurtigt kaster større styrker ind. De danske styrker trænges næsten helt tilbage til skanserækken, så næsten hele terrænet foran stillingen er tabt. Danskerne mister denne dag 667 mand mod preussernes 138 mand.

De første kampe ved Dybbøl

Billedet viser kampen den 22. februar 1864. Danske tropper har taget stilling ved Avnbjerg (til venstre). To danske feltkanoner er kørt i stilling på bakketoppen. Men dette stemmer ikke med virkeligheden, da feltartilleriet slet ikke blev indsat denne dag!


 

Preusserne sætter nye moderne kanoner ind

Da den preussiske overkommando har stor respekt for danskernes stilling på Dybbøl, beslutter man at indlede en egentlig belejring af stilling med indsættelse af moderne svært belejringsskyts. Dette skal dog først transporteres med tog fra Berlin og til Dybbøl. Fra den 10. marts begynder man anlæggelsen af kanonstillinger på Broagerland ved Gammelmark, da kanoner herfra med stor virkning vil kunne beskyde de danske skanser i flanken. Desuden anlægges nu observationsposter samt en artilleripark bag kanonstillingerne.

Den 15. marts åbner batterierne for alvor ild mod de danske skanser. Den preussiske overkommando forventer, at man kan fordriver danskerne fra skanserne vha. disse nye svære belejringskanoner. Der er tale om 12 og 24 punds (12 og 15 cm) riflede bagladekanoner med rækkevidder på op til 5 km og med en for den tid uhørt præcision.

Den preussiske overkommando må efter et par dages bombardement indse at deres moderne kanoner alene ikke vil kunne fordrive danskerne fra skanserne. Man indstiller sig nu på en længerevarende belejring med bygning af et egentligt angrebsværk foran Dybbølstillingen. Kanonerne på Broagerland får herefter til opgave at hindre danskerne i at vedligeholde og forstærke Dybbølstillingen.

Preussiske kanoner

Preussiske artillerister i færd med at lade og indstille en af de svære belejringskanoner.


 

Preusserne graver sig frem mod skanserne

For at skaffe plads til den første parallel i angrebsværket angriber preusserne den sydlige del af skanserækken den 28. marts kl. 3 om morgenen. De danske forposter skal kastes helt tilbage til skanserækken, men danske styrker alarmeres hurtigt og angrebet afvises. Dette sker ikke mindst pga. panserskibet Rolf Krake’s hurtige indgriben i kampen. Derfor må den første preussiske parallel nu anlægges længere fra skanserækken end oprindelig planlagt - næsten 1 km. Parallellen er færdig den 1. april og er beskyttet af 8 bagved anlagte batterier med tilsammen 40 kanoner.

Anlæggelsen af parallellen skal i første omgang aflede danskernes opmærksomhed fra en planlagt overgang til Als ved Ballebro-Hardeshøj, hvor der i dag sejler en færge. Kl. 3 morgen den 2. april skal 20.000 preussiske soldater sejles over Als Fjord i mange mindre både og pontoner. Overgangen dækkes af mange svære belejringsbatterier, som er opført til lejligheden. Vejret er imidlertid temmelig blæsende, så operationen udskydes til næste dag. Vejret er dog ikke blevet bedre, så overgangen aflyses. Var denne dristige operation lykkedes ville de danske styrker i Dybbølstillingen være tvunget til overgivelse, og danskerne ville med et slag have mistet næsten halvdelen af deres hær!

Herefter sætter preusserne alt ind på at angribe Dybbølstillingen frontalt. I de følgende to uger anlægges derfor yderligere tre stormparalleller. Den sidste parallel er færdig den 17. april i en afstand af omkring 220-300 m fra de danske skanser. 126 preussiske kanoner og morterer fordelt i ca. 30 batterier deltager nu i ødelæggelsen af de danske skanser.

Stormparallel Fotografi af den sidste preussiske stormparallel, hvorfra de preussiske tropper stormede mod de danske skanser den 18. april. Bemærk de anlagte trin i midten af billedet.


 

Danskernes moderne panserskib

Panserskibet "Rolf Krake" ses her på et af dets ture ind i Vemmingbund. Rolf Krake er den danske flådes første rigtige panserskib. Det er beklædt med 114 mm jernplader på skibets sider, og dækket er beklædt med halvt så tykke jernplader. Skibet er udrustet med 4 stk. 60 pds. glatløbede forladekanoner, der er anbragt i to drejelige tvillingetårne. Skibet er købt i England i 1863, og er på dette tidspunkt et af verdens mest moderne krigsskibe.

Skibet bliver beskudt heftigt fra de preussiske kanoner på Broagerland, men skibets svært pansrede sider kan endda modstå de sværeste preussiske spidsgranater. Skibet er dog sårbart overfor træffere i dækket, der er relativt svagt pansret.

"Rolf Krake" skal under forsvaret af Dybbølstillingen i 1864 støtte den udsatte danske venstre fløj i stillingen. Dette gør skibet bl.a. med stor succes den 28. marts 1864.

Rolf Krake

Det danske panserskib "Rolf Krake" under beskydning i Vemmingbund.


 

Preusserne angriber

Den 18. april kl. 4 om morgenen begynder det hidtil voldsomste bombardement af Dybbølstillingen med knap 8.000 granater på kun 6 timer. Kl. 10 stopper kanonerne og ca. 10.000 veltrænede preussiske stormtropper vælter op af den sidste stormparallel mod de danske skanser. Stormtropperne er delt i 6 stormkolonner med skanse 1-6 som mål. Herefter følger 10.000 mand og bagved ligger yderligere næsten 20.000 mand klar til fremrykning.

Ca. 5.000 danske soldater ligger fremme i forreste skanserække og modtager nu de preussiske stormtropper med geværild. I løbet 5-10 min. er de første danske skanser erobret af preusserne, og efter ½ time er 7 skanser faldet. Beruset af sejren fortsætter mange af de preussiske tropper frem mod brohovedet i stedet for blot at holde de erobrede skanser. De preussiske officerer har mistet kontrollen over situationen.

Stormen

Tysk fremstilling af stormen den 18. april 1864.

Den preussiske fane er rejst på voldkronen af en dansk skanse for at signalere at skansen er erobret.


 

Danskerne forsøger et modangreb

Den danske reserve på ca. 6.000 mand er ikke blevet alarmeret ved stormens begyndelse. Kl. er 10.30 og nu gives der ordre til at indlede et modangreb med den danske 8. Brigade på ca. 3.000 mand. Dybbølstillingens venstre fløj med den tilbagetrukne linje er målet. General du Plat er i tvivl om angrebet bør gennemføres, men de fremstormende spredte preussiske enheder fejes til side og angrebet ser ud til at ville lykkes.

Kort før "den tilbagetrukne linje" og ved Dybbøl Mølle går modangrebet i stå. Det er nemlig i mellemtiden lykkedes de preussiske officerer at få organiseret forsvaret af de erobrede skanser og den tilbagetrukne linje, som nu benyttes af preusserne til at stoppe danskernes angreb. Brigadens tab er nu så store, at der er opstået mange huller i dens linje. Bl.a. er der opstået et faretruende stort gab mellem brigadens to regimenter lige syd for Dybbøl Mølle.

Netop i dette øjeblik - kl. er 11.15 - når de preussiske reserver frem. Dele af de preussiske reserver støder frem netop i hullet mellem de to danske regimenter, hvorved danskerne nu risikerer at blive omgået. Brigaden må derfor hurtigt trække sig mere eller mindre ordnet tilbage til brohovedet ved Alssund. Angrebet kostede brigaden 1399 mand (døde, sårede og tilfangetagne), hvilket svarer til et tab på ca. 45 %!

Brigadens modangreb

Dansk heroisk skildring af 8. Brigades modangreb.

Maleriet er malet af Rosenstand.


 

De døde ligger tilbage

Danskerne har nu opgivet at forsvare Dybbølstillingen og tropperne trækker sig nu over til Als via de to pontonbroer, som forsvares af Brohovedskansen. Omkring kl. 14.00 forlader den sidste danske soldat dybbølsiden og de to pontonbroer afbrydes.

Den næste dag bliver parterne enige om en våbenhvile fra kl. 12.00 til 18.00 (forlænges til 19.00), hvor de sidste sårede kan samles op, og de døde kan blive begravet. Hovedparten af de danske døde begraves i store massegrave rundt om på Dybbøl Banke, hvoraf den største indeholder 209. De fleste preussiske døde begraves rundt om på kirkegårdene i området, men enkelte begraves på Dybbøl Banke. Bl.a. 25 i en af fællesgravene på toppen af Dybbøl Banke.

Tabene den 18. april beløb sig til:

  • Preussiske tab: 1201 døde og sårede
  • Danske tab: 1669 døde og sårede samt 3131 usårede fanger og desertører

Nogle af gruppen "usårede fanger og desertører" kan være døde, da de danske afdelingers tabslister er mangelfulde.

Slagmarken

Tysk skildring af slagmarken på Dybbøl dagen efter det blodige slag. De døde samles op og køres til massegravene.


 

Preussisk sejrsparade

Efter at have fået den glædelige nyhed om erobringen af Dybbøl rejser den preussiske Kong Wilhelm kort efter til Slesvig, hvor han ankommer den 21. april. Samme dag afholder de preussiske tropper en sejrsparade til ære for den preussiske konge på markerne mellem Gråsten og Adsbøl. Næsten 20.000 mand marcherer forbi Kong Wilhelm i deres uniform fra slaget, med erobrede faner og egeløv på felthuerne som tegn på sejren.

Sejrsparade

Træsnit af paraden - Camphausen.


 

Danskerne opgiver Fredericia-fæstningen

Efter nederlaget ved Dybbøl beordrer den danske krigsminister Lundby til alles forundring en tilbagetrækning af tropperne fra den langt stærkere Fredericia fæstning. Der er her tale om en egentlig permanent fæstning og ikke et forstærket feltværk, som Dybbølstillingen var.

Krigsminister Lundby vil med beslutningen styrke forsvaret af Als og Nørrejylland. Ordren bliver hurtigt udført natten mellem den 28. og 29. april, hvorved danskerne nu har mistet den sidste flankestilling i Jylland. Den danske hær har altså bortset fra den 4. division i Nørrejylland mistet sine offensive muligheder og er tvunget til at koncentrere sig om et passivt forsvar af Als og Fyn.

Den preussisk-østrigske hær er ikke længere tvunget til at binde stærke stridskræfter ved Dybbøl og Fredericia, men kan vælge at koncentrere kræfterne. Den danske hær er derimod tvunget til at splitte sine i forvejen beskedne kræfter i tre dele - på Als, på Fyn og i Nørrejylland.

Fredericia fæstningen

Østrigske tropper i Fredericia fæstning.


 

Den østrigske flåde kommer

Den danske flåde har indtil nu været totalt dominerende og dermed været i stand til at blokere de tyske havne. Men efter måneders forberedelse er den østrigske flåde fra baser i Adriaterhavet omsider på vej gennem den engelske kanal. Den østrigske flåde er den danske flåde numerisk overlegen, så nu er danskernes herredømme til søs alvorligt truet.

Danskerne har løbende modtaget meldinger om den østrigske flådes sejlads fra Adriaterhavet og til den engelske kanal. Man er derfor forberedt på østrigernes snarlige komme.

Den danske eskadre i Nordsøen forstærkes den 5. maj, så den nu er på to fregatter og en korvet. Eskadrens opgave er at møde den østrigske fortrop, inden den østrigske hovedstyrke når op. Danskerne forventer at kunne slå den østrigske fortrop, som skulle bestå af to fregatter samt et antal preussiske kanonbåde.

Den østrigske eskadre under ledelse af kaptajn Tegetthoff har ordre til hurtigst muligt at angribe den danske flådeeskadre. Den 9. maj om morgenen modtager Tegetthoff melding om, at den danske eskadre er i farvandet ved øen Helgoland. Han stikker derfor straks i søen igen for at gå danskerne i møde.

Kl. 10 sigter danskerne i første omgang røgen fra det britiske krigsskib "Aurora", som skal hævde britisk territorialfarvand omkring Helgoland, der var britisk siden 1814. Kort efter ses også røgen fra de østrigske skibe (2 østrigske fregatter og 3 preussiske kanonbåde), og kursen sættes direkte mod disse. Den østrigske eskadre har ligeledes sigtet danskerne og nu sejler de to eskadrer for fuld damp imod hinanden.

Kl. 13.45 åbner østrigerne ild på ca. 4 km afstand. I de følgende timer ligger de to eskadrer overfor hinanden, og der kæmpes indædt fra begge sider. Efterhånden begynder den danske ild at gøre sin virkning, da danskerne formår at koncentrere skydningen mod det østrigske kommandoskib "Schwarzenberg". Henad kl. 4 må "Schwarzenberg" med brændende fokkemast trække sig ud af kampen og sætte kursen mod Helgoland for dermed at redde skibet ind på neutralt område. Den anden østrigske fregat "Radetzky" lægger sig dygtigt imellem, og godt hjulpet af en rorskade på den hurtigste danske fregat "Jylland", lykkes det at redde alle skibene ind på det neutrale område.

Den danske eskadre kaldes nu tilbage til Norge, hvorefter man begiver sig til København, da en våbenhvile nu træder i kraft. Den østrigsk-preussiske eskadre sejler i ly af mørket og med slukkede lanterne til Cuxhaven, hvor skaderne fra kampen kan blive udbedrede.

Slaget ved Helgoland

Maleriet viser den østrigske fregat Schwarzenberg, der må trække sig ud af kampen efter at fokkemasten er brudt i brand.


 

Forhandlinger og våbenhvile

På engelsk initiativ indledes den 25. april forhandlinger i London (kaldet Londonkonferencen) med de implicerede parter. I første omgang aftales en våbenhvile, som træder i kraft den 12. maj.

På konferencen drøftes forskellige delinger af Slesvig samt en løsning ved en folkeafstemning eller en voldgift – dvs. at en tredjepart trækker en grænse.

På kortet kan man se de forskellige grænse- og mæglingsforslag, som havde været på bordet under Londonkonferencen samt den endelige grænsedragning ved Kongeåen.

Forhandlingerne i London bryder endeligt sammen den 20. juni, da danskerne ikke vil acceptere en løsning ved en voldgift. Man står fast på en grænse ved Dannevirke.

Grænseforhold


 

På ny krig

Den 26. juni udløber våbenhvilen, og umiddelbart efter den 29. juni kl. 2 om morgenen sætter 2.500 preussiske soldater med 163 både i første angrebsbølge over Alssund ved Sottrupskov. De danske styrker på Kær halvøen tager straks kampen op, men forsvaret af Als er for svagt og for dårligt organiseret. Panserskibet "Rolf Krake" dukker efter en lille times kamp op og kan for en stund stoppe overførslen af de preussiske tropper. Men da er der allerede omkring 5.000 preussiske tropper på Als og de danske styrker er trængt. Kaptajnen på panserskibet vurderer at slaget er tabt, hvorefter han sejler bort for at deltage i evakueringen af de danske styrker fra Als. De preussiske tropper trævler i løbet af morgenen det danske forsvar op, og kl. 5.30 opgiver danskerne forsvaret af øen og trækker sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs. Herfra udskibes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. juli forlader den sidste danske soldat Als. Den danske hærs tab (døde, sårede og fangne) i forbindelse med kampen om Als blev på i alt 3.148 mand, mens de tilsvarende preussiske tab beløb sig til 372.

Den preussiske erobring af Als den 29. juni 1864 - Wilhelm Camphausen

Tysk skildring af den første bølge på næsten 2500 mand preussisk infanteri, der landsættes på Als. Danskerne har tændt en bavne for at alarmere reserverne.

Maleri af Wilhelm Camphausen.


 

Danmarks nederlag er totalt

Efter tabet af Als breder modløsheden sig i Danmark. Preussen og Østrig har nu besat hele Jylland op til Skagen, og man frygter nu, at også Fyn vil gå tabt. Måske er endog Sjælland truet, så kravet om fred for enhver pris breder sig. Den danske regering går af og en ny udpeges. Regeringen anmoder om våbenhvile, og denne træder i kraft den 20. juli. Herefter indledes forhandlinger i Wien fra slutningen af juli, hvilket fører til fredstraktaten, som underskrives den 30. oktober 1864.

Sejrherrerne er nådesløse ved fredsforhandlingerne i Wien, og Danmark må betingelsesløst afstå hertugdømmerne. Der kan end ikke tilstås danskerne garantier for behandlingen af den dansksindede del af befolkningen i Nordslesvig. Danmarks nederlag er totalt.

Danmark mister Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedele af landets samlede størrelse. Indbyggertallet reduceres fra 2.6 mio. til 1.6 mio.

Preussiske officerer på udflugt til Skagen Højtstående preussiske officerer på udflugt til Skagen.


 

Preussen bygger stærk fæstning på Dybbøl

Kort efter det danske nederlag i 1864 opfører Preussen et nyt fæstningsanlæg på Dybbøl Banke og rundt om Sønderborg - Festung Sonderburg-Düppel. Forterne kan dog også beskytte Slesvig mod et muligt dansk - måske fransk støttet - angreb fra nord ind i det tabte Slesvig!

Fæstningen består af:

  1. En række fremskudte, stærke forter på Dybbøl Banke - faktisk "oven i" de udjævnede, danske skanser.
  2. En samling stærke anlæg til sikring af pontonbroen over Alssund.
  3. En sammenhængende fæstningslinje, der omslutter Sønderborg by.

Altså en betydeligt stærkere og mere modstandsdygtig fæstning end den oprindelige, danske Dybbølstilling fra 1864.

Ny fæstning ved Sønderborg

Tysk kort over den nye fæstning omkring Sønderborg. Anlægget er trukket op med en blå streg.


 

Krig mellem Preussen og Østrig!

I 1865 bliver Preussen og Østrig enige om at dele Slesvig-Holsten imellem sig, således at Østrig skal styre Holsten og Preussen Slesvig. Lauenborg bliver ved samme lejlighed indlemmet i Preussen.

Magtkampen indenfor det tyske Forbund mellem de to tidligere allierede Østrig og Preussen udarter sig i 1866 til regulær krig. Danmark bliver af både Østrig og Preussen tilbudt en alliance. Begge parter stiller til gengæld Danmark en grænserevision i udsigt! Forhandlingerne når dog ikke at føre til et resultat. Nederlagene ved Olmütz (Olonence) og Königgrätz (Sadowa) tvinger Østrig til at bede om våbenhvile efter kun 6 ugers kamp.

Som et resultat af de efterfølgende fredsforhandlinger i Praha indlemmes Slesvig og Holsten samt en række andre tyske stater i kongeriget Preussen. Der bliver dog ved den franske kejsers mellemkomst i fredstraktaten indføjet den såkaldte §5, som giver mulighed for, at den nordslesvigske befolkning på et senere tidspunkt kan stemme om sit statsretslige tilhørsforhold (altså om Nordslesvig skal være dansk eller tysk).

Det tyske Forbund opløses, og i 1867 oprettes på preussisk initiativ Det nordtyske Forbund, som totalt domineres af Preussen. Preussens stilling blandt de tyske stater er nu markant styrket.

Slaget ved Königgrätz 3 preussiske arméer forener sig ved Königgrätz (Sadowa) og tilføjer den 3. juli 1866 østrigerne det afgørende nederlag.


 

Kejserriget Tyskland dannes

Frankrig føler sig i stigende grad truet af det nye, stærke Preussen, og man frygter dannelsen af et stortysk rige under preussisk ledelse. I sommeren 1870 finder man den franske ære gået for nær i et spørgsmål om tronfølgen i Spanien. Frankrig føler sig tvunget til at erklære Preussen krig den 19. juli 1870, selvom det franske forsvar er meget dårligt forberedt og det preussiske tilsvarende godt forberedt. Den franske befolkning har fået indtryk af at det franske militær er blevet moderniseret og vil kunne klare enhver tænkelig modstander. Planerne er bare langt fra gennemført, hvilket Preussen udmærket er klar over.

Kejser Napoleon III ved Sedan

Den franske kejser Napoleon III ved Sedan

Som forventet af den preussiske kansler Bismarck fører den franske krigserklæring til at alle tyske stater slutter op om Preussen. Den tyske mobilisering er meget veltilrettelagt og gennemføres i et for den tid uhørt tempo. På kun 2 uger har man via dygtig brug af det veludbyggede jernbanenet bragt en moderne organiseret og veluddannet hær på 384.000 mand frem til den franske grænse. På fransk side har man kun formået at samle en hær på 244.000 mand.

Den preussiske fæstning ved Sønderborg bliver erklæret i belejringstilstand og styrken i fæstningen forøges til 4.000 mand.

Belejringsbatteri ved Paris

Tysk belejringsbatteri ved Paris den 26. januar 1871.

 

En fransk udsending kommer den 1. august til København for at drøfte en mulig dansk militær deltagelse i krigen. Samtidig ankrer en fransk flåde på 8 panserfregatter op syd for Skagen som optakt til en landsætning af et fransk ekspeditionskorps og en blokade af de tyske østersøhavne.

Den danske folkestemning kræver dansk deltagelse i krigen! Forhandlingerne resulterer i et forslag om dansk deltagelse i krigen under forudsætning af at en stærk fransk flåde sikrer de danske farvande, samt at en fransk landgangsstyrke på 40.000 mand føres frem til østersøområdet. Den franske styrke skal i forening med et dansk korps på 20.000 mand angribe Preussen nordfra gennem Slesvig.

Der indløber nu alarmerende meldinger om store tyske sejre i Nordfrankrig. Den danske interesse for deltagelse i krigen kølnes, og sagen løber ud i sandet. Den 1. september lider en fransk armé et stort nederlag ved Sedan, hvor den franske kejser Napoleon III endda bliver taget til fange! Nederlaget udløser revolution i Paris, og kejserinden flygter til England.

Efter sejren ved Sedan koncentrerer tyskerne sig om at belejre Metz og Paris. Metz kapitulerer i slutningen af oktober, hvorefter tyskerne går mere offensivt til værks mod de resterende franske arméer. Paris overgiver sig den 27. januar 1871 og krigen slutter reelt den 28. februar 1871. Den 10. maj 1871 underskrives fredstraktaten i Frankfurt am Main.

Krigen mod Frankrig førte til den ønskede samling af de nord- og sydtyske stater. Den 18. januar 1871 udråbes den preussiske konge til kejser af de tyske fyrster i spejlsalen på slottet Versailles (lige udenfor Paris). Det nye tyske kejserrige er dermed grundlagt, og Berlin er det nye Tysklands hovedstad.

De sejrrige tyske troppers indtog i Berlin

De sejrrige tyske troppers indtog i Berlin den 16. juni 1871.


 

Det tyske sejrsmonument

Den 30. september 1872 afsløres et tyske sejrsmonument på Dybbøl (Düppel Denkmal) samtidig med et tilsvarende men lidt mindre ved Arnkil på Als. De tyske sejre i krigen mod Danmark skal markeres, da man anser sejren over Danmark i 1864 som det første vigtige skridt i retning af dannelsen af det nye tyske kejserrige. Dybbøl er et navn, som alle tyskere skal kende.

Monumentet på Dybbøl er 22 m højt (ifølge en senere opmåling 24 m) og bygget henover fundamentet til blokhuset i den oprindelige danske skanse 4. Det skal med sin imponerende størrelse og nygotisk og understrege det nye Tysklands storhed.

Over soklen på monumentet er der 3 relieffer som viser:

  • "Bygningen af belejringsbatterierne"
  • "Belejringen"
  • "Stormen", hvor den preussiske helt Pionier Klinke afbildes sammen med den danske helt løjtnant Anker.

På den sidste side står:

"Dem bei Erstürmung der Düppeler Schanzen am 18. April 1864 siegreich Gefallenen zum fortdauernden Angedenken".

Det tyske sejrsmonument på Dybbøl Det tyske sejrsmonument på Dybbøl er her afbildet på et postkort.


 

Den store fest

Den 18. april 1914 fejrer den tyske del af lokalbefolkningen 50-året for sejren på Dybbøl med et stort festoptog fra Ringridderpladsen i Sønderborg og op til det tyske sejrsmonument på Dybbøl Banke, hvor der er festtaler og kransenedlæggelse ved de tyske fællesgrave.

Den store jubilæumsfest holdes den 29. - 30. juni, 50-året for erobringen af Als. Her deltager omkring 2000 tyske krigsveteraner fra hele Tyskland og Østrig, og der holdes taler af bl.a. den tyske kejser bror, Prins Heinrich. Et telegram med meddelelsen om mordet på den østrigske kronprins i Sarajevo tvinger prinsen Heinrich til at afbryde besøget og ile hjem. Mordet varslede Første Verdenskrigs komme og festen blev dermed det tyske kejserhus’ sidste manifestation i Nordslesvig.


 

Folkeafstemning i Slesvig

I 1919-20 afholdes flere folkeafstemninger for at regulere Tysklands grænser på demokratisk vis. En af disse folkeafstemninger resulterer i at det nuværende Sønderjylland bliver en del af Danmark. Afstemningen i Slesvig var en af i alt 6 folkeafstemninger, som holdtes i Europa efter den Første Verdenskrig.

Folkeafstemningerne byggede på princippet om national selvbestemmelsesret. Den dansk-tyske grænsedragning fra 1920 er sammen med Østrigs grænser mod Slovenien og Ungarn de eneste som har overlevet til i dag.


 

Det tyske sejrsmonument sprænges

I maj 1945 bombesprænges det tyske sejrmonument på Dybbøl og kort efter sejrsmonumentet på Arnkil. I august samme år sprænges Bismarck tårnet på Knivsbjerg (et nationalt mødested for hjemmetyskerne i Sønderjylland). Det var dog kun selve tårnet som sprængtes, da den store bronzestatue af rigskansler Bismarck af frygt for hærværk allerede i 1919 var blevet fjernet og transporteret til Aschberg i Sydslesvig, hvor den stadig står. Politiets efterforskning, der ikke var synderlig effektiv, afslørede ikke gerningsmændene, som antagelig havde tilknytning til modstandsbevægelsen.

Det sprængte tyske sejrsmonument på Dybbøl Banke

Børn leger i resterne af det sprængte tyske sejrsmonument på Dybbøl Banke.


 

Danske og tyske ceremonier på Dybbøl Banke

Indtil 2001 afholdtes hvert år den 18. april en dansk og en tysk ceremoni på Dybbøl Banke. Den danske ceremoni var kl. 10 og den tyske afholdtes senere samme eftermiddag. I 2002 deltog for første gang som repræsentanter for Bundeswehr et kompagni tyske soldater uden våben i den danske militære ceremoni på Dybbøl Banke ved Fællesgravene. De deltog dog ikke i den efterfølgende parade gennem Sønderborg. Den danske ceremoni fortsatte på denne måde med indbudte tyske gæster indtil 2010. Dette år holdt den tyske ambassadør i Danmark for første gang tale ved ceremonien på Dybbøl Banke.

Fra 2011 er ceremonien blevet et fælles dansk-tysk anliggende, hvor dansk og tysk militær deltager på lige fod med våben og faner i såvel ceremoni som parade gennem Sønderborg by. Marchen går fra Dybbøl Banke til Kasernen i Gerlachsgade med Slesvigske Musikkorps i front efterfulgt af et dansk fanekommando, et bevæbnet dansk kommando, et tysk fanekommando og et til slut tysk bevæbnet kommando.

 

Ceremoni på Dybbøl Tyske soldater uden våben deltager i den danske ceremoni.


 

Kilder

"1864 - Da Europa gik af lave", Johs. Nielsen (Odense 1987).

"1864 – Fra helstat til nationalstat", John Christensen & Henrik Stevnsborg (Forlaget EMIL 1998).

"Den dansk-tyske krig 1864", udgivet af Generalstaben (København 1891).

"Der deutsch-Dänische Krieg 1864", udgivet af Großen Generalstabe (Berlin 1886).

"Statistiske meddelelser angaaende den danske krigsmagt", udarbejdet ved Generalstaben (København 1867).

"Statistisk-topografisk beskrivelse af hertugdømmet Slesvig", J. P. Trap (København 1864).

"Dybbøl Mølle – Monument & Museum", Inge Adriansen (1997).

 

Kranse på Dybbøl

Kranse ved grav på Dybbøl.


 

Gå direkte til de enkelte afsnit ved at klikke på overskrifterne

Kort om 1864

Danmark i 1864

Optakt til krigen 1864

Tyskland i 1864

Krigen bryder ud

Dannevirke

Virkeligheden var en anden

Danskerne opgiver Dannevirke

Tilbagetoget

Østrigerne indhenter danskerne

Danskerne ændrer strategi

De første kampe foran Dybbøl

Preusserne sætter nye moderne kanoner ind

Preusserne graver sig frem mod skanserne

Danskernes moderne panserskib

Preusserne angriber

Danskerne forsøger et modangreb

De døde ligger tilbage

Preussisk sejrsparade

Danskerne opgiver Fredericia-fæstningen

Den østrigske flåde kommer

Forhandlinger og våbenhvile

På ny krig

Danmarks nederlag er totalt

Preussen bygger stærk fæstning på Dybbøl

Krig mellem Preussen og Østrig!

Kejserriget Tyskland dannes

Det tyske sejrsmonument

Den store fest

Folkeafstemning i Slesvig

Det tyske sejrsmonument sprænges

Danske og tyske ceremonier på Dybbøl

Kilder


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


pil op Museum Sønderjylland · Kontakt os ·