Aabenraa 1721-1864

Ved fhv. landsarkivar Hans H. Worsøe

Set under ét bliver tiden 1721-1864 betragtet som Aabenraas klassiske guldalder med en næsten ubrudt fredsperiode, skibsfartens blomstring, stor befolkningstilvækst og velstand. Billedet er for så vidt sandt nok, men betydelig mere nuanceret.

Det var en forarmet lille by med kun ca. 1250 indbyggere, der i årene efter 1720 skulle forsøge at komme på fode igen. Det lykkedes forbavsende hurtigt, takket være gode muligheder for skibsfarten og fred i landet. Omkring 1750 var befolkningstallet over 3000, og i årene 1744-64 blev der bygget ca. 50 nye huse på ubebyggede grunde, således at der i 1769, da den første folketælling fandt sted, var i alt 350 huse plus ca. 40 i Slotsgade. Mange af disse gavlhuse vidner stadig om fremgangen med deres karakteristiske tavler på plattysk og latin, som giver Gud alene æren "soli deo gloria". Men efter denne hurtige opblomstring indtrådte atter en periode med tilbagegang, og først et stykke tid efter Englænderkrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom befolkningstallet igen op over de 3000. I 1860 var befolkningstallet 5.133. Den samme udvikling kan aflæses på søfarten, hvor antallet af skibe blev mere end halveret fra de 115 hjemmehørende skibe i 1748 til 44 skibe i 1800 for at nå et absolut lavpunkt i 1811 med kun 13 skibe tilbage, som ganske vist var noget større. Herefter gik det imidlertid stærkt, ikke mindst takket være Jørgen Bruhn fra Strågård, hvis rederi blev grundlagt i 1806 og hurtigt efter krigen optog sejlands på Sydamerika og senere Kinakysten. 1819 rundede et af hans skibe som det første Cap Horn. I 1836 var 62 skibe hjemmehørende i byen, de fleste ude på langfart, men selvom der i 1856 kun var 48 skibe, var lasteevnen øget betydeligt. I 1850'erne havde byen 6 skibsværfter med 200-300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne. Glemmes må ikke den betydning det fik for byen, at Jørgen Bruhn 1849 grundlagde værftet på Kalø, hvorfra de store clippere som Cimber blev søsat.

I begyndelsen af 1800-tallet havde fattigdommen været et meget alvorligt problem, som man dog forsøgte at tage hånd om med økonomisk hjælp og sociale foranstaltninger som f. eks. nødbespisning. 1818 oprettede man en sparekasse og 1831 fattighaverne ved Hjelm. Befolkningen bestod omkring 1850 af ca. 4% velhavende, en middelklasse af håndværkere og handlende på 44 % samt 52% arbejdere, tjenestefolk og regulært fattige. Den begyndende industrialisering viste sig med flere tobaksspinnerier som f. eks. J.P.Junggreens, i 1836 med oprettelsen af Marcussens orgelbyggeri og 1852 med Stallknechts jernstøberi i Slotsgade. 1847-53 byggedes chauseen Flensborg-Aabenraa-Haderslev færdig, 1856 blev Kilen inddæmmet og 1861 Slotsgade indlemmet i byen. Som kronen på værket opførtes et gasværk, og i 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen. Tiden efter Treårskrigen 1848-51 betegner en solid fremgang under dansk styre, men så kom katastrofen 1864. 

Litteratur

Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen (red.):

"Åbenrå Bys Historie" bind II. Aabenraa 1967.

G. Japsen:

"Åbenrå bys økonomiske udvikling 1850-64"

i: Sønderjyske Årbøger 1935, side 1-88 og 1943, side 149-202.