Temaartikler

Aabenraa Havn

Ved arkivar Kim Furdal

Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie

Havnen har siden grundlæggelsen af Aabenraa og frem til midten af 1900-tallet spillet en central rolle for byen. Den brede og dybe fjord, som når tæt ind til bybakken, har betydet at skibsfarten blev et vigtigt grundlag for byens økonomiske liv.

Første gang vi hører om Aabenraa havn er i 1257, hvor Kristoffer den første gav cisterciensermunkene i Løgumkloster toldfrihed, når de anløb Skibbroen. I slutningen af middelalderen var havnen inde i en opgangsperiode, men fra midten af 1500-tallet flyttede den økonomiske aktivitet fra Hansestæderne og Østersøen til de store byer i Flanderen. Skibbroen forfaldt og først med inkorporationen i 1721, hvor Aabenraa kom ind under den danske konge som hertug af Slesvig, indledtes en lang freds- og opgangstid. Byens handel og søfart blomstrede. Antallet af skibe steg fra 45 i 1713 til 117 i 1747. I slutningen af 1700-tallet ændrede konjunkturerne sig imidlertid og under krigen med England i perioden 1807-1814 mistede byen størsteparten af sin flåde.

Væksten i skibsfarten gjorde det nødvendigt med en forbedring af havnefaciliteterne. Efter at byrådet havde skrinlagt en plan om bygning af en havn i Kilengene i 1745 blev havnen forbedret og uddybet, så den kunne tage skibe, som stak tre meter. Der blev skabt en havn med to kajanlæg og omkring 1780 stod Gammelhavn færdig, så skibene kunne ligge i sikkerhed. Omkring 1800 blev den såkaldte Tømmergårdshavn anlagt syd for Gammelhavn ved Mølleåens udløb. På Tømmergårdshavnen blev først byens ældste skibsværft, Paulsens værft, anlagt og siden fire andre.

Efter katastrofen under krigen med England vendte konjunkturerne i 1820’erne, hvilket blev starten på en blomstringstid for Aabenraas søfart. Højkonjunkturen varede frem til 1870’erne, hvor den samlede tonnage lå på ca. 7.000 kommercelæster, og som gjorde søfarten til byens økonomiske fundament. I 1864 var Aabenraa Sønderjyllands førende søfartsby og endnu i 1870’erne sejlede aabenraaskibe på Kina og Ostindien. Værftindustrien blomsterede, og beskæftigede i midten af 1850’erne 3-500 mand. Kun knap 30 år efter måtte det sidste skibsværft lukke i 1883, da værfterne og byen ikke evnede at omstille produktionen til jernskibe og dampkraft. I stedet blev Aabenraa havn fra 1870'erne omladningshavn for en række større firmaer inden for tømmer-, korn- og foderstoffer og kulimport.

Den stigende skibstonnage øgede presset på havnen, som i slutningen af 1850’erne blev forbedret og moderniseret med bl.a. et stenbolværk samtidig med, at Kilen blev inddæmmet. I 1889 blev der ført jernbanespor fra Statsbanegården til havnen, så tømmer og andre varer kunne fragtes direkte til og fra Gammelhavn. Ti år senere fik amtsbanerne også spor til havnen.

For at skaffe mere kajplads blev Sydhavnen bygget og indviet i 1899. Efter Genforeningen forventede man en stigende trafik på havnen. For at imødekomme dette behov blev Nyhavn anlagt på Kilen, som på ny blev sat under vand. Samtidig blev Gammelhavn uddybet til 5½ meter. Hele arbejdet stod færdig den 23. maj 1925, hvor Christian X kunne indvie de nye havnefaciliteter. Siden er havnen blevet udvidet med en Sønderjyllandskaj i 1983 med 11 meter vanddybde og i 1975 blev der anlagt en lystbådehavn syd for Mølleåens udløb. Senest er der i 1996 anlagt et Ro-Ro anlæg.

Litteratur

Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen (red.):

"Åbenrå Bys Historie" bind I-III. Aabenraa 1961-1974.

Henrik Becker-Christensen og Jørgen Witte:

"Fra købstad til storkommune - Aabenraa bys historie 1945-1970",

Aabenraa 1985.

F.H. Lassen:

"Aabenraa havns historie gennem 700 år", Aabenraa 1979.

Niels Møller Nielsen:

"Fra klamp til konstruktion - fra håndværk til ingeniørkunst i Aabenraa's sejlskibsbyggeri ca. 1800-1880", Aabenraa 2000.

"Kommuneatlas Aabenraa", Aabenraa 1991, side 9-11.