H.P. Hanssen - En statsmand i Aabenraa

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 25. oktober 2010.

Så gik entreprenørmaskinerne i uge 37 for alvor i gang med at omforme Genforeningshaven til en skøjtebane. I løbet af efteråret vil H.P. Hanssen blive flyttet fra sin plads som havens midtpunkt til en plads på sidelinjen som tilskuer til en skøjtebane.

Men hvem var H.P. Hanssen? Forløbet omkring projektet har afsløret, at H.P. Hanssen ikke står lige klart hos alle. Ingen enkeltperson har som H.P. Hanssen spillet en så stor rolle for det danske arbejde i grænselandet og fastlæggelsen af den nuværende grænse.

H.P. Hanssen blev født den 21. februar 1862 på gården Nørremølle i Sottrup sogn, hvor faderen Christen Hanssen var en af egnens ledende danske skikkelser. Som 17-årig blev han, som alle andre mænd, stillet over for spørgsmålet, om han skulle udvandre for at slippe for preussisk militærtjeneste eller aftjene den, bevare tilknytningen til hjemstavnen og arbejde for den danske sag. Efter en vandretur på Dybbøl Banke nytår 1879 valgte han det sidste. Den beslutning blev afgørende, ikke blot for H.P. Hanssen, men også for Sønderjylland.

I de følgende år var han under uddannelse, bl.a. ved et ophold på Askov Højskole inden han i 1888 blev gift med Helen Iversen fra Ullerup og medarbejder på Dybbøl-Posten i Sønderborg. Allerede samme år lavede han sit politiske svendestykke, da han var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Vælgerforeningen for Nordslesvig. Og fire år senere var han i 1892 en af initiativtagerne ved stiftelsen af Den Nordslesvigske Skoleforening.

I 1893 købte H.P. Hanssen avisen Hejmdal i Aabenraa, som blev hans politiske platform for hans arbejde. Tre år efter blev han medlem af den preussiske landdag, en post han beholdt frem til 1908. Ved det danske rigsdagsmedlem, redaktør Jens Jessens død i 1906, blev H.P. Hanssen valgt til rigsdagen, hvor han sad frem til 1919.

H.P. Hanssen modtager de danske embedsmænd ved Fredenshøj den 12. februar 1920, to dage efter afstemningen. H.P. Hanssen ses til højre.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

I modsætning til Jens Jessen, der holdt stærkt på § 5 i Pragfreden mellem Preussen og Østrig om en afstemning i Nordslesvig, så var H.P. Hanssen mere den pragmatiske politiker, der søgte forliget for at opnå gevinster for den danske befolkning i Nordslesvig. Hvad han så blev kraftigt kritiseret for af sine modstandere i den danske bevægelse. Man skulle huske § 5, men ikke nævne den i tide og utide. I stedet søgte H.P. Hanssen at udbygge sine kontakter til andre medlemmer af Rigsdagen som bl.a. socialdemokrater og polske politikere, der som ham ikke sad i magtens centrum. Med sit vindende væsen var han god til at skabe og udbygge kontakter i den tyske rigsdag. Dette gjaldt ikke mindst under Første Verdenskrig, hvor han bl.a. leverede nyheder om krigens gang fra de danske og nordiske aviser til politiske venner i Rigsdagen.

Disse kontakter trak H.P. Hanssen på, da det tyske nederlag i oktober 1918 var en realitet. Den 23. oktober holdt han en tale i Rigsdagen, hvor han krævede grænsespørgsmålet løst ved en folkeafstemning i henhold til Pragsfredens § 5. Og den 17. november kunne H.P. Hanssen på Folkehjems balkon overfor en stor skarer fremsætte Vælgerforeningens krav om en afstemning i Nordslesvig.

Den 11. juli 1920 blev Genforeningen fejret i kongeskansen på Dybbøl med hen ved 50.000 tilrejsende fra Nordslesvig og det øvrige Danmark, men her var H.P. Hanssen nærmest tilskuer til et arrangement, hvor han stod længere nede på talerrækken. Her ses kongefamilie med Christian X i forgrunden og lidt i baggrunden Frederik IX.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

Hele processen, der ledte frem til Genforeningen i 1920, blev på mange måder et antiklimaks for H.P. Hanssen. Stærke kræfter arbejdede politisk for en indlemmelse af hele Sønderjylland eller i det mindste også Flensborg i Danmark. Der var i bestemte grupper en voldsom og hadsk stemning over for H.P. Hanssens relativt begrænsede krav til en grænseændring, der byggede på en folkeafstemning. Ved Genforeningsfesten lykkedes det også hans modstandere, at få H.P. Hanssens placeret på en sekundær placering i talerrækken, mens grev Hans Schack kom til at holde hovedtalen.

Dette fik dog ikke H.P. Hanssen til at trække sig tilbage fra det politiske arbejde. Efter Genforeningen arbejdede han frem til sin død i 1936 på at sikre 1920-grænsen, der langt fra var en given ting. Han var også en af de første, som advarede mod nazistyret og de problemer, som nazificeringen af store dele af det tyske mindretal kunne medføre.

Det vidner om H.P. Hanssens format som statsmand, at han ikke havde noget had til Tyskland og tyskere. Han havde gode tyske venner som bl.a. socialdemokraten og preussisk indenrigsminister 1918-1919  Rudolf Breitscheid. Arbejdet for "sagen" skulle gøre en uret god igen – og nok så vigtig - ikke erstatte en uret mod en ny uret.

Den 30. maj 1936 blev H.P. Hanssen begravet som den store politiske lederskikkelse i Sønderjylland. Det skete under store sikkerhedsforanstaltninger med en talstærk politistyrke som følge af de nationale spændinger i Sønderjylland. Her begravelsesoptoget på vej ad Forstallé.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

I 2012 fylder H.P. Hanssen 150 år. Det ville være passende, hvis Aabenraa Kommune markerede en af sine største sønner med arrangementer, der rager højt over Bybakken.