En ubehagelig kulturarv

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 7. november 2010.

Fundet af bl.a. cyanid og andre rare sager på den tidligere gasværksgrund i Aabenraa har unægtelig givet begrebet kulturarv en lidt anden ubehagelig betydning. Det er langt fra noget nyt. I slutningen af 1980’erne blev der gjort et stort arbejde på mange af landets lokalhistoriske arkiver for at finde grunde med tidligere benzinstationer og benzinstandere, der kunne være forurenede.

Det var dog ikke forurening, som optog byens borgere, da gasværket blev indviet lige før jul 1863. Gasværket blev opført på en grund langt væk fra byen af hensyn til evt. uheld som gasudslip og eksplosioner. Her lå den også tæt på havnen og dermed forsyningerne af kul.

Forud var gået elleve år med diskussion og en meget kort planlægning. Den direkte anledning var købstadens anskaffelse af 14 olielamper i 1852. Olielamperne var blevet overflødige i Hamborg efter at byen var gået over til anvendelse af gaslamper til gadebelysning.

Dermed havde byen 26 olielamper, som oplyste gaderne på Bybakken. Godt, men ikke godt nok ifølge de kritiske røster, der var stærkt utilfredse med gadebelysningen. De var ikke bare utilstrækkelig, men også for dyr i forhold til gaslamper. Så spillede det også en rolle, at gas gav byen en bedre forsyningssikkerhed. På dette tidspunkt var gas imidlertid en ny teknologi. Det første gasværk i Danmark blev indviet i Odense i 1853. Skeptikerne over for den ny teknologi kunne dog også henvise til de mange store offentlige anlægsarbejder, som belastede kommunekassen.

Først i januar 1862 kom der for alvor gang i sagen, da man nedsatte en gasværkskommission efter vedholdende pres fra bl.a. redaktør af bladet Freia, Frederik Fischer. Nu gik det stærkt. Allerede i april samme år bad kommissionen gasinspektør Johan Howitz udarbejde et forslag til et gasværk i Aabenraa. Howitz var ikke hvem som helst. I 1857 havde han stået for opførelsen af Københavns første gasværk, så det var en mand med viden og erfaringer med etablering og drift af gasværker, som kommissionen kaldte til byen.

Aabenraa Gasværket fotograferet af J.H. Dorr en gang i slutningen af 1880’erne. Værket blev bygget på en opfyldning i Maden og lå endnu langt fra den øvrige bebyggelse.

Foto: Museum Sønderjylland – ISL.

I august 1862 forelagde Howitz et detailprojekt, og i løbet af 1863 blev gasværket opført, så det kunne tages i brug sidst på året. Nu skulle man tro, at det gav anledning til en større offentlig markering, men værket blev ikke færdig til tiden. Måske er det forklaringen på, at indvielsen blot blev markeret med en lille notits i Freia den 24. december 1863 med ordene: "I forgårs brændte gassen her for første gang". Hele herligheden kostede knap 40.000 rdl., der blev finansieret ved optagelse af et lån hos Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig.

I forbindelse med opførelsen af værket blev der opstillet 74 gaslygter i byen, så der var en nyhed, der lyste op og reklamerede for sig selv. Antallet af gadelygter steg hurtigt. I 1878 var der 90 gaslygter rundt om i byen, og i 1912 havde byen 190 gaslygter.

Det er dog karakteristisk for Aabenraa som andre købstæder, at man i starten mest tænkte i belysning og ikke så meget i gas til kogning. Først i løbet af 1860’erne begyndte man at sænke priserne på kogegas i Danmark for at kompensere for det lave og urentable forbrug af gas til gadebelysning i sommermånederne. I 1870 var der indlagt 860 "flammer" til belysning hos private forbrugere i Aabenraa, men kun 24 til kogning. Dermed havde den politiske diskussion også fået et nyt omdrejningspunkt, når der hvert år skulle fastlægges gaspriser.

I 1910 blev der opført en ny gasbeholder og i 1913 blev der foretaget en udvidelse af gasværket for at imødegå et større gasforbrug. Efter krigen tog elektriciteten i stigende grad over hos private som i industrien efter anlæggelsen af Sønderjyllands Højspændingsværk i 1924. Det gavnede heller ikke gasværket, at gasnettet fra begyndelsen af 1950’erne ikke længere blev udbygget til de mange nye boligkvarterer og beboerne tydeligvis foretrak el frem for gas. Gasproduktionen kulminerede i de første besættelsesår 1941-42 med lidt over 1 mio. kubikmeter gas. Herefter faldt produktionen til det halve i begyndelsen af 1960’erne.

Aabenraa Gasværk ved lukningen i 1968.

Foto: Museum Sønderjylland – ISL.

Værkets dage var talte, og det var bestyrelsen også klar over, da den i anledningen af værkets 100 års jubilæum udsendte et lille jubilæumsskrift. Den første april 1968 lukkede værket. Kort tid efter blev værket sammen med den karakteristiske store gasbeholder nedrevet. Tilbage er kun navnet på gaden og nu også giftforekomsterne på grunden, der vidner om gasværkets 106 års virke.