Skolebyggeri uden luksus

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 14. december 2010.

Hovedindgangen til Brundlund Skole, som vender ud mod Ladegårdsvej. Oprindelig var planen, at indgangen skulle vende ud mod Forstallé, men i forbindelse med indgåelsen af kontrakten om byggeriet, blev indgangspartiet vendt mod vest.

Foto: Lis Sylvest. Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

Det er langt fra nyt, at der er blæst omkring Brundlund Skole. Faktisk startede det allerede, inden skolen blev opført. Aabenraa var i årene efter Anden Verdenskrig præget af en betydelig befolkningsvækst og følgende vækst i børnetallet. I starten fandt væksten primært sted i Rugkobbeldistriktet, men med nye boligområder i den vestlige del af byen og på Høje Kolstrup fulgte en vækst i disse områder. I perioden 1952-1958 blev Rugkobbelskolen opført. Med de lave længer, grønne gårde og adskilt småbørnsgård blev skolen en af datidens mest avancerede, tegnet af arkitekt Otto Frankild.

Rugkobbelskolen lettede på presset, men løste ikke problemerne. I begyndelsen af 1960’erne manglede man 28 almindelige klasseværelser foruden en lang række faglokaler for at imødekomme kravene i skoleloven fra 1958. Nygade Skole var utidssvarende, og en del af undervisningen foregik i Borgerskolen bag C.F. Hansens Rådhus. Den 24. august 1962 tog byrådet konsekvensen og vedtog at bygge en ny skole til erstatning for skolen i Nygade. Som det bl.a. lyder i byrådets forhandlingsprotokol:

Skolen udføres som utraditionelt byggeri på en sådan måde, at de krav der normalt stilles til skolebyggeri opfyldes, uden at byggeriet derved på nogen måde får et luksuriøst præg, idet man vil tilstræbe et solidt byggeri, der påfører kommunen så få fremtidige udgifter som muligt.

Ordene om luksus står for byrådets egen regning, hvilket bl.a. betød, at der ikke måtte ofres mere end 2 kvadratmeter pr. elev. Begrebet "utraditionelt byggeri" havde byrådet hentet fra et cirkulære fra Undervisningsministeriet. Her blev det understreget, at man ville prioritere utraditionelt skolebyggeri, der blev opført på rationel og arbejdskraftbesparende måder. Kravet var ikke usædvanligt, men lå i tråd med den strategi, staten havde ført siden begyndelsen af 1950’erne for at fremme en rationalisering og industrialisering af byggeriet.

Sagt med andre ord. Ville man fremme byggeriet gjaldt det om at finde nye mere industrielle former for skolebyggeri. For at opfylde ministeriets krav indgik kommunen i foråret 1963 et samarbejde med byggeselskabet Simonsen & Wendt i Aalborg, der havde erfaringer med opførelse af utraditionelt skolebyggeri som totalentreprise.

Inden da var planerne ad kringlede veje imidlertid sluppet ud til byens håndværksmestre. Her var man mildt sagt ikke begejstrede for udsigterne til, at byggeriet blev opført som en totalentreprise. Byrådet kunne henvise til, at ministeriet advarede mod lokale licitationer, og at Simonsen & Wendt ville bruge lokal arbejdskraft til en "rimelig pris". Kun hvis byens håndværksmestre nægtede at arbejde for Simonsen & Wendt til denne pris, var Simonsen & Wendt frit stillet til at bruge håndværkere uden for byen. Omvendt hævdede håndværksmestrene, at de havde dårlige erfaringer med det nye system, hvor en entreprenør stod for byggeriet.

I begyndelsen af marts 1963 bød arkitekt i Aabenraa, Niels A. Nielsen, ind med tegninger til en ny skole. Han var ikke alene en rutineret arkitekt, men havde tillige erfaringer med skolebyggeri. Af formelle juridiske årsager blev han afvist. Men da byrådet i april samme år gav tilladelse til, at man lokalt indhentede et lignende tilbud på tilsvarende vilkår, indgik han i et samarbejde med byggefirmaet Brdr. Jensen i Aabenraa.

Da de to licitationstilbud blev åbnet den 2. september 1963 var Brdr. Jensen med en pris på ca. 3,6 mio. kr. knap 2 mio. kr. billigere end tilbuddet fra Simonsen & Wendt. Ikke overraskende, at tilbuddet ifølge Jydske Tidende blev betegnet som "sensationelt billigt". Det blev derfor Brdr. Jensen og arkitekt Niels A. Nielsen, som kom til at stå for opførelsen af skolen, da byrådet senere på måneden godkendt planerne.

Brundlund Skole blev dermed et lokalt projekt, men ikke desto mindre var utilfredsheden stor blandt byens håndværksmestre. Den 16. september var håndværksmestrene samlet til et protestmøde på Folkehjem og den 1. oktober måtte borgmester Erik Jessen tage et møde med formanden for Håndværker- og Industriforeningen, snedkermester Niels Høyberg Larsen, for at bilægge sagen.

Oprindelig regnede man med, at skolen skulle stå færdig i 1966, men det trak ud med byggetilladelsen, og først i august 1969 kunne eleverne rykke ind i de nye lokaler på Brundlund Skole.

Brundlund Skole under opførelsen i slutningen af 1960’erne.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

På god og ondt har Brundlund Skole fra starten afspejlet sin tid. Skolen blev født som et resultat af skoleloven fra 1958 samt det spirende velfærdssamfunds ønske om mere rationel og billigere offentligt byggeri. I dag tyder meget på, at Brundlund Skole bliver nedlagt som et led i den generelle fusionsbølge, der har rullet hen over det danske samfund siden kommunalreformen i 2007. Begge gange har det givet anledning til betydelige politiske brydninger i Aabenraa.