Fra fattighaver til kolonihaver

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 22. marts 2011.

Mormors kolonihavehus

I dag forbinder de fleste kolonihaver med Mormors kolonihavehus, Dansen med Regitse og dansk hygge med bajere, sildemadder og en "spids" i skyggen af Dannebrog. På den anden side har kolonihaverne ofte levet en kummerlig tilværelse i byernes udkanter, langs baneskråninger og på andre marginaljorder. Det vil sige, lige indtil byudviklingen gjorde jorden interessant og sjældent til kolonihavernes fordel.

”Al motorkørsel er forbudt” står der på skiltet.

Idyllen og freden er blevet brudt af de mange pyromanbrande i Hjelmhaverne. Her et parti fra haverne i 1965.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

Sådan er det ikke gået for Hjelmhaverne, og det skyldes måske havernes oprindelse som fattighaver. De skulle placeres længst væk fra byen, så fattiglemmerne var ude af syne og ikke generede nogen ved deres tilstedeværelse.

Social uro og fattigdom

Tiden omkring 1800 var præget af krise og fattigdom, som kulminerede i årene 1789-90, der er blevet betegnet som de sorteste år i levevilkårenes historie med ekstremt høje kornpriser. Med kornmangel og stigende kornpriser fulgte social uro i hertugdømmerne. I 1782 kom det til uroligheder i Aabenraa, da skibstømrere og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge dem smør, som ellers skulle til Vestindien. Og i 1790 kom det atter til uro i Aabenraa blandt byens håndværkere i forbindelse med opkøb og udskibning af korn. Fem år senere var det igen skibstømrerne, som i 1795 stillede krav om at få brød i stedet for penge.

Problemerne fortsatte frem til omkring begyndelsen af 1820’erne, og oven i disse problemer var landet plaget af krigen med England fra 1807 til 1814, som især ramte skibsfartsbyer som Aabenraa. De sociale konsekvenser af denne udvikling udeblev ikke. I 1790’erne lå antallet af fattige i Aabenraa med mellemrum over 200, og samtidig var tiggeriet stigende. I 1794 klagede man over, at mange tiggere slog sig ned i Kolstrup for senere at ligge fattigkassen til byrde. Og ved højtider kunne man efter sigende opleve 300-400 tiggere fra byen og omegnen drage gennem byens gader.

Selv om myndighederne slog uroen ned, forsøgte man også at lægge en dæmper på utilfredsheden ved kornopkøb og faste priser på kornsalg til småkårsfolk, som bl.a. magistraten i Aabenraa gjorde det i 1795.

Noget måtte gøres

Måske derfor var Europa i disse år præget af humanistiske strømninger. Tidligere blev fattigdom betragtet som udtryk for dårlig moral og dovenskab. Men fra slutningen af 1700-tallet var der en stigende forståelse for, at fattigdom også kunne være samfundsskabt, og at staten havde en pligt til at sørge for sine borgere.

Tiden var præget af en livlig diskussion blandt det reformvenlige borgerskab i hertugdømmerne om, hvorledes man løste fattigdomsproblemerne. En af dem, som var præget af disse strømninger, var Carl af Hessen, som i 1767 overtog stillingen som statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I 1819 opfordrede han til, at der blev indrettet fattighaver, som gjorde det muligt for de fattige at brødføde sig selv. Året efter var han direkte involveret, da man i Slesvig indhegnede en tønde land, som blev fordelt til 21 fattige. Haverne blev en succes, og i starten af 1820’erne lykkedes det Carl af Hessen at få en lang række af købstæderne i hertugdømmerne til at oprette fattighaver.

Kort over det stykke af Aabenraa Nørreskov, som byen stillede til rådighed som en ”gemüse-have” for byens ”trængende byindvånere”. Kortet er udført af landmåler Dietrichsen.

I Aabenraa så man med skepsis på tanken, og der måtte tre rykkere til fra Carl af Hessen, før der for alvor kom skred i sagen. Først i 1827, seks år efter den første opfordring, kom der skred i sagen. En god position næstekærlighed gør det sjældent alene i den slags sager. Først dårlig høst og stigende kornpriser de følgende år fik for alvor bystyret i gang med at etablere haverne ude ved Hjelmkoblerne, hvor Skyttelauget havde haft sin skydebane siden 1734. I 1833 gik de første 37 fattige i gang med at dyrke haverne, som allerede samme år blev suppleret med yderligere 40 haver. Der blev arbejdet flittigt fra starten. I december 1833 var udbyttet fra 39 havelodder 395 td. kartofter, 11 td. kålrabi, 7 td. gulerødder, 1336 stk. hvidkål, 3880 stk. grønkål samt rødbeder, løg og persille for i alt 890 mark.

I Danmark blev den første kolonihave oprettet i 1891 i Aalborg, og i 1908 var kolonihavebevægelsen så landsdækkende, at Kolonihaveforbundet for Danmark blev oprettet. Det var dog først i 1934 efter en henvendelse fra kolonihaveforbundet, at Hjelmhaverne blev medlem af forbundet. I 1979 blev haverne fredet efter en særdeles langvarig fredningssag, der strakte sig over 13 år. Dermed har Hjelmhavernes særlige historie været med til at sikre deres eksistens.