Sydhavns idyl

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 20. april 2011.

Opmærksomme læsere vil have bemærket, at Aabenraa Kommune netop har sendt en udviklingsplan for Aabenraa Havn ud til offentlig høring. Det er en plan, som på flere måder griber ind i byen, men i første omgang er det nok ideerne om en opfyldning af Sydhavn, som har givet anledning til størst opmærksomhed.

Sydhavn med de mange små både, fiskekuttere og pramme blev allerede fra startet et yndet malerisk motiv for bl.a. byens postkortfabrikanter.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

Sydhavn er et barn af det spirende forår, efter at byens stolte værftsindustri og sejlskibsflåde forsvandt i løbet af 1870’erne på blot ti år. Fra midten af 1890’erne begyndte økonomien imidlertid at rette sig. Det var handelen over havnen, som for alvor bragte byen gennem krisen. Fra 1880’erne skød flere handelsfirmaer op, som fik stor betydning for Aabenraa langt op i det tyvende århundrede. I 1881 blev Overbecks Kalkværk og Tømmerhandel grundlagt, det senere Cimbria. J.P. Tops Jern- og Stålforretning blev grundlagt i 1897, og i slutningen af 1890’erne og 1900-tallets første årti udviklede det gamle købmandsfirma Voetmann sig til byens største tømmerfirma i skarp konkurrence med Cimbria.

Det gav trængsel på havnen. Fra 1882 til 1895 steg mængden af varer målt i m3 med 84%, og her stoppede udviklingen. Nok havde Aabenraa frem til 1870 en stor flåde, men når sejlskibene først løb af stablen på et af byens værfter, var det yderst sjældent, at de gæstede Aabenraa. Så på trods af byens store sejlskibsflåde var Aabenraa ikke den store havneby. For at få plads til den voksende handel over havnen begyndte man i 1897 arbejdet med anlæggelsen af en ny havn syd for Gammelhavn, der også skulle give bedre forhold for fiskeriet, som på dette tidspunkt var begrænset og gammeldags.

Sydhavn blev fra anlæggelsen udpræget byens nye fiskerihavn. Allerede i de første år flyttede omkring 30 fiskefamilier fra Eckernförde til Aabenraa, hvor de fiskede med vod. Her blev der fisket efter bl.a. torsk, fladfisk, ål og sild.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

For at beskytte arbejdet blev der opført en læmole et lille stykke ude i fjorden sydøst for det planlagte havnebassin. Jorden fra udgravningen til Sydhavn blev anvendt som fyld mellem havnen, Mølleåens udløb og læmolen. Det nye areal fik det eksotiske navn Kamerun. Havnen stod færdig i 1899 og fik officielt navnet Prinz Heinrich Hafen, men i folkemunde kom havnen hurtigt til at hedde Sydhavn, en betegnelse som allerede blev anvendt på tyske bykort fra begyndelsen af 1900-tallet, og som i dag er havnens officielle betegnelse. Indvielsen af Sydhavn var mærkbar fra starten. Mens der i 1895 var 316 skibe, som lagde til ved havnen, var antallet ti år senere vokset til 875.

Havnen skulle betjene det stigende antal fiskerbåde og den stigende handel med især træ og kreaturer. Statsbanens spor blev allerede i 1899 videreført fra Gammelhavn til Sydhavn, og samtidig anlagde amtsbanen Aabenraa-Gråsten et spor, så Sydhavn fik en direkte forbindelse ud til byens sydlige opland. I 1902 blev dampskibspavillonen indviet på havnens nordside til betjening af de to rederier Flensburg-Ekernsund Dampschiffahrts Gesellschaft og Sonderburger Dampschiffahrts-Aktien-Gesellschaft. De to selskaber blev i 1875 slået sammen til et selskab. Rederiet havde monopol på al fjordsejlads og var en populær passager- og fragtlinje mellem Aabenraa og Flensborg. Med Genforeningen og en stigende konkurrence blev det dog stadig vanskeligere at drive ruten, som blev indstillet i 1932. En overgang i 1990’erne blev sejladsen mellem Aabenraa og Flensborg Fjord genoptaget, nu i form af en spritbåd til Langballigau. Men juni 1999 måtte forbindelse lukke, da nye EU-regler om toldfrit salg inden for EU trådte i kraft.

Dampskibssejladsen mellem Aabenraa, Sønderborg, Egernsund og Flensborg spillede en vigtig rolle for havnen frem til Genforeningen, men i 1932 måtte firmaet bag skibene opgive sejladsen.

Foto: Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie.

Dampskibspavillonen blev i 1944 omdannet til sømandshjem på første sal og havnekontor i stuen med bolig, men blev nedrevet i 1999 efter anmodning fra havnen for at give plads til en ny silo. Et pakhus i tilknytning til pavillonen blev allerede nedrevet i 1974.

I 1900 blev badeanstalten anlagt, men med anlæggelsen af andelssvineslagteriet i 1926 blev der stigende problemerne med vandkvaliteten. I 1948 nedlagde politimesteren forbud mod badning, efter at der var konstateret betydelige mængder af kolibakterier ved badeanstalten, og i 1954 blev anstalten fjernet og afbrændt på fjorden.

Under Første Verdenskrig blev vandflyveskolen anlagt på havnens sydmole til træning af piloter. I starten benyttede flyveskolen Apenrader Wurstwarenfabrik A/S bygninger, men i 1917 blev marineflyveskolen udbygget, så hangarerne kunne rumme 17 vandflyvemaskiner. Hangarerne blev efter krigen købt af Aabenraa Kommune i 1923 og anvendt som eksportstalde frem til 1991, hvor de måtte lukke efter et par ejerskift.

Sammenholder man disse oplysninger med havnens udseende i dag, må man konstatere, at Sydhavn i dag fremtræder som en blanding af en moderne industrihavn og en førindustriel småskibshavn.

Det pittoreske syn, som i dag møder en, skyldes alene det lille havnebassin med de små kuttere og andre mindre både, som ligger i havnen.

Sydhavn i dag, en blanding mellem nye siloer og småskibe.

Foto: Kim Furdal.