Åbningssiden Sønderjylland
Information Det sker Museerne Udstillinger Undervisning Kontakt Museumsbutik Oversigt
ISL lokalistorie ISL lokalhistorie Aabenraa byTemaartikler
pause
ISL - lokalhistorie
Det sker
Om ISL
Kontakt ISL lokalhistorie
Samlingerne
Sønderjyske fotografer
Salg
Aabenraa by
Byens historie
Temaartikler
Fredede bygninger
Litteratur
Kilder
Lokalhistorisk konsulent
Webudstillinger
Arkiver, forskningsinstitutioner m.v. i Sønderjylland
Links
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

mellemrum

Den spirende industrialisme i Aabenraa

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 29. august 2011.

Aabenraa er ikke rig på kulturelementer fra den tidlige industrialisme. Frem til slutningen af 1800-tallet blomstrede byens skibsfart og værftsindustri. Der var ikke grund til at investere sine penge i unge uprøvede erhvervsvirksomheder, når skibsfarten bragte velstand til byen. I løbet af 1880’erne forsvandt den stolte sejlskibsflåde imidlertid som dug for solen. Men karakteristisk var det ikke industrien, men handlen med bl.a. tømmerfirmaer som Cimbria og Voetmann, der blev født i de turbulente kriseår.

Lavgade 1

Callesens Motorfabrik med hvidpudsede murstensflader og dekorative elementer i mursten set fra Lavgade. Det var denne del, som rummede fabrikken.

Foto: Kim Furdal.

Lavgade 1 i Aabenraa er en af de få bygninger, som fortæller et stykke historie om industriens barndom, men faktisk starter historien et helt andet sted i byen, nemlig Haderslevvej 8. Her slog en driftig smed sig ned i 1882, et af de første kriseår. Smeden hed Boy Bastiansen og startede som smed i Sdr. Sejerslev, hvor han hurtigt specialiserede sig i fremstilling af mejeri- og landbrugsmaskiner til de mange nye mejerier i Sønderjylland. Med den eksplosive vækst i mejerisektoren, som i Sønderjylland kulminerede i 1889, er der ingen tvivl om, at der var tale om en særdeles god virksomhed.

Boy Bastiansens maskinfabrik var en moderne virksomhed, der foruden mejerimaskiner også leverede træbearbejdningsmaskiner og dieselmaskiner. Det sikrede firmaet en positiv udvikling, men det bidrog desværre også til at udkonkurrere Stallknechts Jernstøberi i Slotsgade. Blandt sine mange medarbejdere havde Boy Bastiansen en lærling ved navn Johan Heinrich Callesen (1873-1931), søn af bygmester Peter Callesen, der bebyggede området omkring Callesensgade, Lavgade og Forstallé i årene omkring 1900.

Callesens Maskinfabrik

Callesens privatbolig står i ren mur med murstensdekorationer i glaserede sten. De oprindelige støbejensbalkoner er i dag blevet erstattet af stålbalkoner. For få år siden blev hoveddør og vinduerne med kitfalse erstattet af nye med lister.

Foto: Kim Furdal.

1898 grundlagde Johan Heinrich Callesen sammen med faren Callesens motorfabrik. Til dette formål opførte Peter Callesen bygningen på hjørnet af Klinkbjerg og Lavgade, der fra starten beskæftigede sig med alle former for smede- og maskinarbejder. Som med Bastiansens virksomhed leverede Johan H. Callesen også landbrugs- og mejerimaskiner, hvilket understreger landbrugets betydning for erhvervslivet i Sønderjylland. Det gik godt. Aabenraa blomstrede i årene omkring 1900, så allerede to år efter starten havde firmaet 3 svende og 10 lærlinge.

Johan H. Callesen havde dog langt større planer. I 1904 præsenterede han den første "Callesen Motor". Der var tale om en 1 cylinder 4-taks motor, der kunne køre på såvel benzin som petroleum. Motoren slog hurtigt an og blev anvendt såvel på land som på skibe. I 1909 konstruerede Callesen en 2-taks dieselmotor, der i forskellige variationer blev grundstammen i fabrikkens produktion helt frem til 1937. Det krævede kapital til såvel anlæg som udvikling, og Callesen gik derfor i kompagniskab med sin onkel, skibskaptajn Hans Bruhn, hvorefter virksomheden skiftede navn til "Apenrader Motorenfabrik, Heinrich Callesen & Co". Det var ikke altid de formelle kreditinstitutioner men tætte familie- og venskabsforbindelser, der gjorde det muligt at skaffe den nødvendige kapital.

Første Verdenskrig førte af indlysende årsager til kraftig efterspørgsel på motorer, og fabrikken blev udvidet med såvel en ny kontorfløj som en ny fabrikshal. I 1915 gik firmaet ind i et samarbejde med "Hanseatische Motorengelsellschaft m.b.H." ved Hamborg, der herefter fremstillede Callesen-motorer på licens. Det gav fremdrift i firmaet, som i 1919 havde 120 mand beskæftigede. Ved Genforeningen ophørte det tætte samarbejde, men licenssamarbejdet med Hamborg-fabrikken blev fortsat for at bevare det tyske marked. Ikke desto mindre blev årene efter Genforeningen særdeles vanskelige for Callesen Motor.

Callesens Maskinfabrik flyttede i 1962 til Næstmark 30, men i Lavgade 1 kan man stadig se, hvor det hele startede. Bygningen er opført i tidens nationalromantiske stil med sin blanding af hvidpudsede flader og murstensdekoration kombineret med en lave taghældning. I den sydlige del af bygningen mod Klinkbjerg havde Callesen sin privatbolig, udsmykket med vandrette murstensbånd og murstensornamentik i glaserede sten over vinduerne, udskårne vindskeder og smedejernsbalkoner. I den nordlige del havde fabrikken til huse. Det gik rigtig god for Callesen, så han havde god grund til at følge traditionen i Aabenraa med hustavler til guds ære. Over gadedøren til boligen kan man endnu læse indskriften: "Men jeg og mit huus, vi vilde tjene Herren".

Der er næppe ret mange turister, der lægger vejen forbi Callesens Maskinfabrik, men ikke desto mindre er Lavgade 1 en meget vigtig del af Aabenraa industrielle kulturarv. 

 



mellemrum

Tilbage til

Historiske temaartikler

 
 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Inskription

"Men jeg og mit huus, vi ville tjene Herren". Fabrik, hjem placeret under samme tag til guds ære.

Foto: Kim Furdal.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Callesen motor

1. cyl motor (Firkantet cylinderblok) med håndstart.

Foto: Peter Clausen, Aabenraa.

 
 
 
Motorplakette
 
 
 
 

 

 

 
 
 
mus sonderjylland
Til top Til top Til top Til top Til toppen af siden Daglig drift Grafisk design Sekretariatet Til top Sekretariatet Daglig drift Grafisk design Til top Kontakt