Svinget - en haveby i Aabenraa

af museumsinspektør Kim Furdal

Bragt i JydskeVestkystens Aabenraa udgave den 19. august 2011.

Alle huse og kvarterer har en historie. Det gælder blot om at grave et spadestik dybere i arkivet for at finde historierne frem. Tag nu blot det danske parcelhus i gule sten med fladt built-up tag, som kan ses i de fleste parcelhuskvarterer fra 1960’erne og 1970’erne. Huset er en særegen fusion af amerikansk og japansk arkitektur, som kun findes i Danmark, og dermed et solidt stykke dansk kultur.

Netop kvarteret omkring Svinget fra Callesensgade til Grønnegården og det tyske gymnasium er et område med en anden historie end den gængse. Udefra ser det ud som mange andre kvarterer fra mellemkrigsårene, en samling røde huse, enkelte i Bedre Byggeskik, eller som de oftest kaldes i folkeviddet og hos ejendomsmæglere, murermestervilla.

Svinget i Aabenraa som er under stadig forandringer for at tilpasse sig nye boligbehov. I dag fornemmer man ikke, at der bag de mange røde huse lå en tanke om på andelsbasis at skabe gode ”grønne” boliger for menigmand.

Foto: Kim Furdal.

Historien starter i begyndelsen af 1920’erne, hvor Aabenraa Kommune kæmpede med bolignød og husvildeproblemer efter Første Verdenskrig. Som svar oprettede Arbejdernes Fællesorganisation, dvs. fagbevægelsen, i foråret 1923 Aabenraa Byggeforening, der bestod af 17 medlemmer. Medlemmerne var håndværkere, købmænd, en lærer og en enkelt arkitekt med det socialdemokratiske byrådsmedlem Hermann Nagott som det mest fremtrædende medlem.

Foreningen skulle skaffe medlemmerne billige, rummelige, sunde og smukke boliger. Dermed indskrev foreningen sig i en tradition fra sidste halvdel af 1800-tallet i såvel Kongeriget Danmark som i Slesvig-Holsten for, at arbejderne selv løste deres boligproblemer ved at oprette byggeforeninger. I Sønderjylland havde det fundet sted siden 1878, da den socialpolitisk engagerede politiker Peter Christian Hansen stiftede "Flensburger Arbeiterverein", mens man i Danmark først for alvor kom i gang omkring 1900 med den forbedrede boligstøttelov fra 1898.

Det interessante er, at medlemmerne ikke overtog husene efter opførelsen. Medlemmerne tegnede et andelsbevis, der gav dem ret til at bo i et af foreningens huse, men det var foreningen, der ejede såvel grundene som ejendommene. Dermed ønskede foreningen og medlemmerne at undgå spekulation i evt. samfundsskabte værdistigninger. I stedet skulle værdistigningerne tilfalde foreningen til gavn for foreningens formål.

I Aabenraa blev initiativet modtaget med skepsis grænsende til passiv modstand af borgmester Holger Fink, specielt da foreningen i maj 1923 anmodede kommunen om at få stillet en grund gratis til rådighed. Det fik borgmester Holger Fink til at henvende sig til F.C. Boldsen om råd og vejledning i sagen. Boldsen var ikke hvem som helst, direktør i Københavns almindelige Boligselskab. Han var dybt inspireret af den engelske havebytanke og Ebenzer Howards banebrydende bog om "the Garden City of tomorow", der skulle kombinere de bedste elementer af bylivet og landlivet. I 1912 udgav han således bogen "Haveboliger i Danmark for de mindrebemidlede samfundsklasser". Det vides ikke om Boldsen kom til Aabenraa, men det fortæller, at foreningen havde ideer om at skabe en haveby i Aabenraa efter engelsk inspiration!

I september 1924 rykkede foreningen kommunen om en gratis grund, men uden resultat. I en periode havde kommunen planer om at tildele en grund langt uden for byen ved Tønder Landevej over for husvildebarakkerne. Men i oktober 1925 vedtog byrådet at overlade nogle byggegrunde på et engområde nord for Statsskolen for 2 kr. pr. m2, og efter et intermezzo med Indenrigsministeriet kunne foreningen i november 1927 gå i gang med byggeriet. Flere af de 11 huse, der stod færdig i 1932, blev tegnet af arkitekt H. Lauritsen Beck. Han var selv medlem af foreningen og har nok bidraget til at holde byggeomkostningerne nede.

Dobbelthuset, Svinget 10-12 for enden af vejen i Bedre Byggeskik.

Foto: Kim Furdal.

Aabenraa Byggeforening og dens idégrundlag kom aldrig til at spille nogen afgørende rolle for løsningen af bolig- og husvildeproblemerne i Aabenraa. Foreningen var for lille til at få indflydelse og Holger Fink var næppe den eneste, som var lunken over for andelstanken.

Efter krigen blev det pludseligt muligt for rigtig mange mennesker at bygge eget hus i kraft af lavtforrentede statslån uden bånd på ejendomsretten. Og fra begyndelsen af 1960’erne var rentefradragsretten med til at gøre mange danskere til boligejere. Da havde Aabenraa Byggeforening forlængst udspillet sin rolle. I 1948 døde en af andelshaverne, hvorefter andelsbeviset overgik til sønnen. Han ønskede at overtage ejendommen, hvilke førte til en opløsning af foreningen i 1952.

Dermed forsvandt ikke alene en forening i Aabenraa, men også tanken om en anden måde at bygge haveboliger til menigmand uden spekulation.