Arkitekturbegreber

Basis:

Søjlefod.

Bul (bulhus):

Er bygninger bygget helt af træ, hvor vægfelterne mellem stolperne er lukket med brede planker af egetræ (buller), som er indsat i noter i stolpernes sider.

I Danmark kendes bulhuset primært i Sønderjylland. 

Bæverhaler:

En flad tungeformet tagsten, der oplægges på taget i et skælmønster.

Den er meget anvendt i Tyskland, men er sjælden i Danmark, hvor bæverhaler er den ældst kendte form for tagsten. Postholdergården, Søndergade 20, havde ind til for få år siden et bæverhaletag. 

Diele:

Det første rum som man kommer ind i fra gadedøren, og hvorfra der er adgang til de øvrige rum eller dele af dem.

Dørns:

Sønderjysk udtryk for en opholdsstue mellem dagligstuen og øverstestuen.

Den havde karakter af en vinterstue og dukkede op i Slesvig i 1500-tallet. 

Fag:

Et bindingsværkshus inddeles i længderetningen i fag dvs. et afsnit mellem to nabostolper. 

Flensborgsten:

Mursten som blev produceret langs Flensborg Fjord.

Den var tyndere (ned til 3 cm) end normale teglsten (4 cm).

Den almindelige farve er gul. 

Flunker:

Sidevæggene på en kvist. 

Fronton:

Eller frontispice er en gavlagtig trekant eller buet prydelse.

Den er ofte anbragt over en dør, et vindue eller bygningens hovedparti. 

Gavlhus:

Et hus som vender den korte side (gavlen) ud mod gaden.

Grat:

Begrebet dækker i denne sammenhæng skæringslinien mellem to tagflader, som danner et udadgående hjørne.

Hanebjælke (hanebånd):

En kort tværbjælke, som et stykke oppe forbinder spærene i et spærfag af tagværket. 

Halvvalmet:

Her går tagrygningen ikke ud til gavlen, men går skråt ned fra tagrygningen til midt på gavltrekanten, hvor der på et helvalmet hus ikke er nogen gavltrekant.

Helvalmet:

Her går tagrygningen ikke ud til gavlen, men går skråt ned fra tagrygningen til gavlen i højde med husets sidevægge, således at der ikk er nogen gavltrekant.

Kapitæl:

Søjlehoved. 

Kartouche:

Et ornament udformet som en ramme.

Den opstod i renæssancen og blev ofte anvendt i rokokoen.

Konsol:

Et profileret fremspring af sten eller træ, der bærer en bygningsdel eller figur. 

Krydsskiftemurværk:

Forband er et system, hvorefter murstenene ligger således, at fugerne i de enkelte skifter ikke kommer til at ligge over hinanden.

Krydsskifteforbandt kom til Danmark i 1500-tallet.

Her ligger løberne, dvs. mursten som ligger på langs, således at de enkelte skifter ligger forskud for hinanden. 

Kvader:

Tilhuggede firkantede natursten med glat eller ru overflade.

Kvaderfugning:

Imitation af kvadermur ved fugning i pudsen. 

Kvaderliséner:

En pilaster uden basis og kapitæl, som imiteret kvadre ved fugning i pudsen. 

Langhus:

Et hus som vender den lange side af huset ud mod gaden.

Louis seize:

En stilperiode opstået i Frankrig omkring 1750, som en reaktion med rokokostilen.

Den nåede til Danmark i 1750'erne og var fremherskende frem til ca. 1800, hvor den blev afløst af empiren.

Stilen hentede inspiration i antikkens Grækenland og Rom. Den bevarede rokokoens lethed og anvendte ofte tandsnit, pilastre, søjler, blomster og blade som ornamenter.

Hvide farver med forgyldninger eller rosa, blå og grønne farver var meget yndede. 

Pilaster:

En flad retkantet pille på en væg, en mur eller en anden flade. Pilasteren har base og kapitæl som en søjle.

Pinakel:

En lille murtinde, spir eller spidssøjle, der er anvendt som pynt på f.eks. kamtakkede gavle.

Piselen:

Sønderjysk udtryk for storstuen eller øverstestuen.

Rummet var ofte uden opvarmning og blev anvendt ved særlige lejligheder. 

Revle (revledør & revleskodder):

En revle er et træstykke, der går på tværs af planker eller skråt igennem dem og dermed holder plankerne sammen. 

Rocaille:

C-formet ornament, hvorefter stilarten rococo (i Danmark ca. 1730 - ca. 1775) har fået sit navn. 

Rokoko:

En fransk dekorationsstil, der var fremherskende i Vesteuropa fra ca. 1730 - ca. 1760.

Bygningsfacaderne er strengt symetrisk opbygget.

Ornamentikken underordnes arkitekturen, men formerne opløses, er udpræget usymetriske og tager ofte afsæt i S- og C-formede kurver.

Farverne var lyse og diskrete. 

Sal:

Fra slutningen af 1800-tallet en almen betegnelse for øverstestuen. 

Sparrenkopgesims:

En taggeseims bestående af tætstillede ornamentklodser, der er efterligninger af tagspærs udstikkende hoveder. 

Stokværk:

Anvendt om en etage i et bindingsværkshus, så stuen er første stokværk, første sal anden stokværk osv.

Sålbænk:

Et fremspring eller skråbånd, der er anbragt på ydersiden af en husmur under vinduerne for at aflede regnvandet.

Syldsten:

Er de sten, hvorpå stolperne til bindingsværkshuset hviler.

Taskekvist:

En særlig type kvist med et tagfald, som begynder ved husets tagrygning. 

Tavle:De klinede eller udmurede partier mellem tømmret i bindingsværkskonstruktionen.

Udkragning:

En vandret bygningskonstruktion eller et øvre stokværk, som springer frem ud over det underliggende bygningsdel.

Vindskeder:

De to skrå brædder, der i gavlen er sømmet på yderkanterne af et udhæng for at beskytte det mod vind og regn.

Våning (lejevåning):

En beboelsebygning eller bolig.

Litteratur

Gorm Benzon:

"Gamle danske døre",.

Kreditforeningen Danmark 1979.

Gorm Benzon og Anders Nielsen:

"Danske bygningsudtryk",

Kreditforeningen Danmark 1983.

Johan Hvidtfeldt:

"Håndbog for danske lokalhistorikere",

København 1952-1956.

Bjarne Stoklund:

"Bondegård og byggeskik",

København 1980.

"Ordborg over Det Danske Sprog".