|
Skibbrogade 3

Fredet bygningsdel:
De to sammenbyggede trefags bindingsværkshuse med grundmurede gadesider.
Opførelsesår:
Det vestre hus er formentlig opført 1737 og det østre formentlig i 1748.
Beskrivelse:
To sammenbyggede trefags langhuse af bindingsværk med grundmurede gadesider og begge med toetagers karnapper.
I gadesiden er der profilerede vinduesbryn og hovedgesims af formsten.
Der er smedede ankre ud for stueetagens bjælkelag udformet som "1737" (vestre hus) og "1748" (østre hus).
I de øverste bjælkeankre finder man bogstaverne "CCH" (vestre hus) og "JHB" (østre hus).
Over gadedøren på østre hus er en hustavle.
Soklen er sorttjæret, murværket er hvidt. Døre og vinduer er røde.
En to etagers sidebygning er sammenbygget med forhuset langs det vestre naboskel.
Første etage er grundmuret, mens den anden etage har et spinkelt bindingsværk.
Historie:
Det vestre hus synes at være opført i 1737 for Carl Christian Hoffmeister, mens det østre er opført i 1748 for Johann Hinrich Brockmann.
Noget tyder dog på, at der er tale om et ældre dobbelthus af bindingsværk, som har undergået en kraftig ombygning.
Sidebygningen er opført før 1744, hvor den beskrives som en grundmuret firefags halvtagsbygning i én etage.
Forhøjelse af bygningen er sket efter 1855.
Endnu i 1871 udgjorde dobbelthuset to selvstændige ejendomme.
Bemærkninger:
Hustavlen i østre del bære indskriften:
"Dominus pro loeou (?)
Gott sorget vor mich, ich
traue seiner Gnaden.
In meinem thun lass ich
den Höchsten rahten.
ANNO MDCCXL.VIII"
samt "JHB" og "SMB" som spejlmonogrammer.

Matr. nr.: Aabenraa 60.
Fredningsår: 1972.
LITTERATUR
"Fredede bygninger 1999",
Skov- og Naturstyrelsen 1999.
Hans Henrik Engqvist og Viggo Petersen:
"Historiske huse i Aabenraa. Bevaringsplan"
Nationalmuseet 1975.
|