|
Vægterpladsen 1

Fredet bygningsdel:
Det grundmurede forhus på ni fag.
Opførelsesår:
Opført før 1744.
Beskrivelse:
Et grundmuret langhus på ni fag i én etage med gavlkvist over to fag mod gaden.
Bygningen har teglhængt vinkeltag, to skorstenspiber og i nordre tagflade to små nyere blytækte kviste.
I vestgavlen har huset brede vindskeder og bræddeklædt gavltrekant.
I gadesiden har den en sparrenkopgesims, liljeformede bjælkeankre, en rundbuet døråbning med Louis Seize dør samt fritrappe med granittrin og smedejernsrækværk.
I gavlkvisten mod Vægterpladsen er en rektangulær blænding med vinkelknækkede hjørner.
I gårdsiden er der smalle torammede vinduer med to ruder foroven og fire forneden samt revledør med overvindue.
Bygningen står med sorttjæret sokkel, lysegule murflader samt lysegrå vinduer og døre.
Historie:
Huset er antagelig opført 1744 som et nifags grundmuret tværhus med fire fag kælder under, stort set som i dag.
Sit nuværende udseende mod Vægterpladsen har bygningen antagelig fået omkring 1800.
Vinduerne er antagelig fra første halvdel af 1800-tallet.
Den rundbuede døråbning, der delvist blev rekonstrueret i 1973 efter sikre spor, går tilbage til husets opførelsestid.
Gadedøren fra omkring 1790, stammer fra en nedrevet bygning.
Den udvendinge trappe mod gaden er ny.
Vestgavlen har oprindeligt været bræddebeklædt helt ned til bjælkelagshøjde.
Den nuværende gavltrekant med den bræddebeklædte overgavl og de brede vindskeder stammer formentlig fra første halvdel af 1800-tallet.
De tre vinduer i den murede del af gavltrekanten er dog først indsat i 1973.
Matr. nr.: Aabenraa 3030.
Fredningsår: 1921.
LITTERATUR
"Fredede bygninger 1999",
Skov- og Naturstyrelsen 1999.
Hans Henrik Engqvist og Viggo Petersen:
"Historiske huse i Aabenraa. Bevaringsplan"
Nationalmuseet 1975.
Sigvard Skov:
"Huse i Aabenraa" i:
Sønderjyske årbøger 1955, side 1- 40.
|