|
"I ØjenehØjde"
VÆrker af Maleren Jan Sivertsen
21. august - 27. november 2004
Jan Sivertsen er født på Frederiksberg og uddannet på Kunstakademiet i København. Siden 1982 har han boet og arbejdet i Paris, hvor han har markeret sig på store udstillinger. Herhjemme har han udstillet på adskillige gallerier samt på Holstebro Kunstmuseum, ligesom han i de senere år har haft et stigende antal udsmykningsopgaver. Denne udstilling er til dato den største samlede manifestation af kunstnerens værker i Danmark.
Umiddelbart kan man være tilbøjelig til at karakterisere Jan Sivertsen som abstrakt ekspressionist. Men tværtimod - han er en meget analytisk kunstner, der opererer med en gennemtænkt palet og nøje følger sin tegnede dagbog. Siden akademitiden har han eksperimenteret med de formelle og tekniske sider af maleriet. Han har foretaget en metodisk afsøgning af - dels basale grundformer og deres skiftende betydninger - dels maleriets objektkarakter.
Figuren, den menneskelige krop, har altid været til stede i Jan Sivertsens maleri. I begyndelsen ses den som en bagvedliggende struktur, men bliver snart synliggjort som korsform, bygget over kunstnerens egen krops dimensioner. Den dukker op som engel i midtfirsernes Rilke-inspirerede malerier for derefter at blive indskrevet i en cirkelform, der understreger den geometrisk opbyggede komposition. I de senere malerier fra halvfemserne står en nærmest klassisk menneskeskikkelse frem i kontur - som tegn der kan tolkes på mange niveauer.
I de helt nye arbejder ser man en mere frigjort figuration, og Jan Sivertsen synes i højere grad at ligestille alle maleriets elementer som betydningsbærere. Frem for den analytiske holdning er der nu tale om mere intuition og sanselighed, hvor han arbejder med en tilsyneladende tilfældig ophobning i stedet for komposition i traditionel forstand - en tilgang til maleriet der medfører samtidighed og tilstedeværelse.
Udstillingen omfatter 25 malerier, hvoraf de fleste er i det helt store format: 220 x 180 cm. Den er ikke decideret retrospektiv, men snarere en tematisk præsentation af malerier, der ikke tidligere har været vist i sammenhæng. Udvalget af de "ældre" værker er koncentreret omkring tre temaer: Attracteurs Etranges, en serie malerier hvor figuren er repræsenteret som maske - med referencer til såkaldt "primitiv" kunst, Persona-serien, som er en afsøgning af maleriets objektkarakter og den symbolske repræsentation af menneskeskikkelsen, og endelig Figurating/Defigurating, en udforskning af maleriet mellem repræsentation og bemalet objekt. I den nye serie arbejder fra 2002-2004 forenes ovenstående temaer. De ligestilles og blandes - og giver andre, nye billeder. Udover de nævnte temaer præsenteres en række skitser og forarbejder, som kan give publikum et nærmere indblik i Jan Sivertsens arbejdsproces.
Efter Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa vises udstillingen på Randers Kunstmuseum 22.1. - 28.3.2005.
Formidlingsprojekt tilknyttet udstillingen:
"Krop og klatter"
|