|
Kirsten Justesen - MELTING#11
8. februar - 30 marts 2003
Et gennemgående element i Kirsten Justesens arbejde er de iscenesatte, fotografiske tableauer,
hvor den levende kvindekrop indgår som element i det skulpturelle udtryk. Kirsten Justesen
arbejder ofte i serier, som er bearbejdet ud fra forskellige tematiske indfaldsvinkler.
Den mest markante serie er MELTINGTIME, som Kirsten Justesen har arbejdet med siden 1980 og
installeret på 10 forskellige kunstscener i ind- og udland.
Den 8. februar 2003 åbner MELTINGTIME #11, som den seneste total-installation over temaet
som resultat af fortsatte undersøgelser af skulpturens væsen. Udstillingen består af nye
objekter af is; hænder, fødder, is-stave, is-kjole og bogstaver af is. Dertil kommer
fotografiske billeder med kvindefigurer i forskellige is-formationer. Udstillingen er
bygget op som en totalinstallation, der beslaglægger slottets 9 udstillingsrum og dele af parkanlægget.
I udstillingens åbningstid vil isobjekterne starte en smelteproces, der varer til lukketid.
Isskulpturerne indoptager varmen, tager rummet i besiddelse og indleder en forvandling.
I Kirsten Justesens isobjekter sideordnes den traditionelle skulptur, som man kan gå
rundt om med installationen, som man kan gå ind i og det håndgribelige forbindes med
det abstrakte. I værkerne bliver smeltefænomenet en metafor for transformation, hvorved et
stof overgår fra fast til flydende form ved tilførsel af varme. Udstillingens isobjekter,
der forsvinder, viser hen til verdens foranderlighed og forgængelighed og på den måde står de
i direkte modsætning til det traditionsrige skulpturelle monument, som jo hævder en ideel
bestandighed og uforgængelighed. I fotografierne fastholdes smelteprocessen og metamorfosen
i det permanente, men flertydige udsagn, som møder beskueren.
Billedhuggeren Kirsten Justesen, der er født i 1943 og uddannet på Det Fynske og Jyske Kunstakademi og
Kunstakademiet i København har siden begyndelsen af 1960´erne indtaget en central plads i dansk kunst.
Hun har eksperimenteret med det skulpturelle og tredimensionale udtryk i mange forskellige medier og
materialer og arbejdet i koncept-, proces- og bodyart-genrerne.
I forbindelse med udstillingen udgives en bog om Kirsten Justesens MELTINGTIMES og her vil man kunne læse
om hendes 10 øvrige præsentationer samt den seneste på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa. Bogen, der
er på 200 sider, er i kommission hos Gyldendal og kan rekvireres på forlaget eller på Kunstmuseet Brundlund Slot.
MELTINGTIME#11 vises på Kunstmuseet Brundlund Slot fra den 8. februar til den 30. marts 2003 og vil blive
vist på Kastrupgaardssamlingen i 2004.
|