|
Månedens Kunstværk
oktober 2009

C.W. Eckersberg
"Perseus leder den befriede Andromeda ned fra bjerget", 1809
I starten af 1800-tallet var de foretrukne motiver i malerkunsten stadig gengivelser af historiske, religiøse eller mytologiske fortællinger, mens realismen og det virkelige liv endnu kun langsomt blev genstandsfelt for billedkunsten i takt med borgerskabets styrkede position og velstand. I dette billede har Eckersberg hentet motivet fra den græske mytologi.
Perseus var søn af guden Zeus, og han fik som halvgud og uhyret Medusas nylige overmand til opgave at befri den stakkels Andromeda fra sit fangeskab. Havguden Poseidon havde i et anfald af misundelse lænket Andromeda til en klippe tæt ved et havuhyres opholdssted. Perseus kom flyvende på Pegasus og skræmte havuhyret til sten ved at holde Medusas grimme, slangebehårede hoved op foran det. I Eckersbergs maleri er monstret pacificeret, Andromedas lænker er brudt, og billedet emmer næsten af idyl og romantik, som den smukke Andromeda og redningsmanden kigger hinanden i øjnene.
Eckersberg har inddraget mange lag i det lille billede, og han fortæller historien igennem billedets detaljerigdom. Perseus er prydet med bevingede sko og hjelmen, der kan gøre ham usynlig, og ved hans side står skjoldet, der med sin spejlblanke overflade sendte Medusa i døden ved synet af hendes eget ansigt. I baggrunden af værkets hovedmotiv ses et detaljeret udsnit af landskabet, en gruppe mennesker der bifaldende rækker ud mod hovedpersonerne og allerlængst ude i horisonten en klassisk arkitektur med tempelindgang og rotunde.
|