|
Månedens Kunstværk
December 2009

Ole Find
Abstrakt (uden titel), 1982, granitskulptur
Ole Find var i sine unge dage i lære som stenhugger, men den kunstneriske åre er selvlært, omend inspireret fra kreative familiemedlemmer.
I starten af hans virke arbejdede Ole Find primært med figurative motiver, men med tiden blev stregen mere løs, og det abstrakte motiv vandt indpas. Især i de sidste femten år af hans liv, hvor Ole Find boede og arbejdede i Sønderjylland, nærmere bestemt Bredebro, tog det kunstneriske udtryk en ny drejning, og formen gik fra den grove sten med udhuggede figurer til en glat overflade med organisk, slyngende – og abstrakt – mønster skåret ud i granit.
December måneds vejr og vind tilføjer dimensioner i skulpturer som denne, fordi regnvand, visne blade, sne og is påvirker overfladen og mønsterets udtryk. Den golde stenfacade bliver levende af de ydre påvirkninger, samtidig med at den kunstnerisk udformede skulptur får mere og mere til fælles med den ubehandlede marksten ude i landskabet, der var til stor inspiration for Ole Find.
Skulpturen findes i museets park.
|