|
MÅnedens billede
August 2002
Preben Fjederholt (1956 - 1999)
"Villa d`Este (Parkbillede)", 1991
Olie på lærred, 205 x 360 cm
Preben Fjederholts maleri tager udgangspunkt i fotografiet. Der er ingen ramme om maleriet, hvilket
tydeliggør, at der er en hvid kant om billedet.
Tidligere var det sådan, at når man som amatørfotograf
afleverede en film til frem-kaldelse og bad om "ét styk af hver god", så afhentede man på et tidspunkt et antal
papirbilleder, der hver især var omgivet af en hvid
kant. Som amatørfotograf kommer man ud for dét, den
professionelle behændigt undgår; at få flere fotografier
oven i hinanden. I Preben Fjederholts maleri af en
fremkaldelse er der ikke mindre end tre motiver, der
overlapper hinanden.
Det tydeligste motiv er en smuk, højtbeliggende
renæssancevilla. Huset eksisterer i virkeligheden og er
beliggende syd for den italienske hovedstad Rom. Villa
d´Este er husets navn, men som det fremgår af
Fjederholts titel til maleriet, så er parken omkring
villaen ikke uden betydning. Det ses tydeligt at parken
ikke bare er velholdt, men også velanlagt. Der er tænkt
grundigt over, hvorledes parken tager sig ud ikke blot
herfra, hvor vi som betragtere står, men også undervejs
i parken og oppe ved villaen. Der er brugt alle midler
for at opnå en perfekt harmoni. Centimetermålet har været fremme, når hækkene er klippet og træerne
beskåret. Vandbassiner er opbygget for at skabe
spejlvirkninger og lysreflektioner. Villaen og parken er
et billede på det kultiverede og æstetiske.
Det andet motiv i Fjederholts maleri er knap så nemt at
få øje på. Man skal have hovedet helt ned på højre
skulder. Så får man i maleriets øverste venstre hjørne
øje på et billede af en skov. Skoven er vildtvoksende og
et eksempel på, hvordan Moder Natur ser ud, hvis
mennesket kan holde fingrene for sig selv og lade natur
være natur. Dette maleri er i modvægt til malerier af
den friserede, kultiverede "natur". Dette maleri er et
eksempel på uspoleret, ren natur.
Det tredje motiv viser sig i hele maleriet bredde
nederst. Her er de eneste personer til stede i maleriet.
De ser ud, som bevæger de sig på skateboard eller måske
rulleskøjter. Det er fremmed for renæssancens villa og
park, og det er fysisk umuligt i den vilde natur.
Personerne må tilhøre vor tid. Personerne er udviskede,
som er de iagttaget fra et vindue i en bil eller fra et
tog. Der er lyspletter som kunne tyde på, at der er en
rude mellem os og motivet. Det sætter ikke blot fokus på
dét at være betragter, men også på at have distance til
tingene. Lyspletterne gør desuden opmærksom på tid som
hastighed. Der er mere fart på i dag end i renæssancen
og under hedens opdyrkning.
Tid spiller en rolle oplevelsesmæssigt. For eksempel den
tid der går med at få øje på disse ting i et maleri.
Resultatet af oplevelsestiden indebærer, at man kan
risikere at få fornemmelsen at være en lille brik i et
meget langt historisk tidsforløb. Men når først man når
dertil, tager erkendelsen ikke mange brøkdele af et
sekund.
Er man til den rene, uspolerede natur, må man overveje
risikoen at sætte sig selv uden for indflydelse ved at
lade naturen råde og tage magten, hvad den vil gøre uden
barmhjertighed.
Vælger man kultur må man erkende den belastning det er
for mennesker, at skulle bruge enorme mængder energi på
at styre naturen (og sine medmennesker) ind i ideen om
den perfekte kultiverede tilstand, blot for at behage et
ønske hos sig selv om skønhed og harmoni.
Balancering af natur og kultur beskæftiger sig med
virkelighed. Men virkeligheder kan konstrueres og uden
tanke for hverken simpelhed eller æstetisk skønhed, men
måske effekt.
Preben Fjederholts maleri er et paradoksalt maleri, der
benytter sig af både fotografiets realitet og maleriets
illusion. Det handler om eksponering, for nu at bruge
et fotografisk fagudtryk; om belysning. Det rummer den
tid, det er blevet til i, det post-moderne livs fravalg
af én sandhed til fordel for flere, hvis stumper
forsøges samlet. På den anden side foregriber maleriet
det 21. århundredes drejning væk fra den post-moderne
dyrkning af overflade til en længsel efter tider med
større dybde.
Ole Jul
|
