|
MÅnedens billede
december 2002
Michael Kvium (1955 - )
"Meningen", 1992
Olie på lærred, 190 x 162 cm
"Meningen" er monteret i en ramme, som ikke er prydramme
i gængs forstand.
Dels har rammen umiddelbart en blændrammes udseende,
dels er den udsmykket usædvanligt og indtager dermed en
rolle sideordnet til maleriet.
Ud over den højstemte sorte farve på over- og
underligger og begge sidestykker er der centreret fire
små relieffer på rammen og malet i samme sorte farve.
De små relieffer er billedmotivmæssigt set ens, men
ingen vender samme vej. Reliefferne viser et foster, der
indrammer og omfavner sig selv med sin egen navlestreng
og hvert sted placerer sig, så det vender ansigtet mod
motivet i maleriet.
"Meningen" er malet på et tidspunkt i Michael Kviums
maleriske udvikling, hvor han forlader sine neo-barokke
kompositioners scener, rekvisitter og belysninger og
begynder at indsætte figurer i et mere ubundet miljø,
hvis forenklede om ikke tomme rum til tider understreges
af en monokrom farve.
Der er en barok teatralsk stemning indfanget i et
scenisk mørke med dæmpet grønlig spot på en nøgen
ubehåret kvinde. Hun har et på én gang udpint og
samtidig desperat viljestærkt blik. Hun er i en positur
i balancen mellem at synke i knæ og samtidig stive sig
selv af. Hun løfter mere end bærer et åg, for åget er
fastmonteret til gulvet under hende.
I dette scenerum har hun et begrænset fysisk råderum at
bevæge og udtrykke sig i, og hun udnytter dette rum
optimalt med sit kropssprog og med sit bliks Direkte
henvendelse til os betragtere.
Det er noget mere kompliceret af afdække denne kvindes
mentale råderum.
Hendes hænder er på ryggen og kan være bundne, men hun
har fødderne frie. Hun kan bevæge kroppen så meget, at
om hun blot bøjede knæene en smule ville hun fuldstændig
kunne frigøre sig. Hvorfor gør hun det ikke?
Skal man tro på, at en kvinde med en så stærk vilje og
udholdenhed ikke ønsker at komme fri. Indtager hun måske
en masochistisk position? Har hun gennemtænkt sin
indlæste rolle til bunds og tror fuldt og fast på denne
skikkelse og derfor udtrykker den så intenst, så stærkt
og overbevisende. Spiler hun en rolle om sit køn. At man
som kvinde er med åg og tager det på sig og styrkes?
Men én ting er det åg kvinden scenografisk er fastholdt
i, noget andet er rammen hun er indsat i.
Ole Jul
|
