|
MÅnedens billede
april 2003
Harald Giersing (1881 - 1927)
"Danserinde", 1918
Olie på cupboard, 122 x 91 cm
Erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet
Harald Giersing er en af hovedkræfterne bag udviklingen
frem mod større fokus på fransk malerkunst i den
absolutte begyndelse af 1900-tallet. Andre danske
kunstnere havde samme interesse, men Giersings
konsekvens havde stor gennemslagskraft, såvel som hans
manuskripter, artikler og kunstanmeldelser, der er
vigtige dokumenter til forståelse af datidens kunstsyn.
Frem til omkring 1910 er Giersings optagethed af de
store franske mestre tydelig.
Tiden 1910 til 1917 er kaldt hans modulerende periode
refererende til både det koloristiske og formalistiske
med en prioritering af figur- og landskabsmaleri i årene
1910 til 1913 og landskabsmaleri 1913 til 1917.
Den sidste periode i Giersings opus er ikke uden grund
kaldt den sorte, som ud over dette koloristisk
specifikke er kendetegnet ved, at ingen bestemt genre er
foretrukket frem for andre.
Men der er også en fjerde periode. En kort
mellemliggende tid fra 1917 til 1920, som er den mest
hektiske i hele Giersings maleriske virke og hans
formale højdepunkt, hvor han dyrker portræt- og
figurmaleri.
Til denne periode hører "Danserinde". Klare, stærke
farver kendetegner ham i periodens begyndelse, men
ændres hurtigt til de mest afdæmpede i hele hans
produktion. Det er den kubistiske tid, hvor geometriske
former er foretrukne, og det formale fremstiller enkle
situationer støvsuget for overflødige detaljer med det
koloristiske som støtte.
At portræt og figur fylder meget i denne periode skyldes
måske ægteskabet med Besse Syberg i 1917, idet hun i de
følgende år ofte sad model for ham.
Selv om der var rig lejlighed til i disse år at hente
inspiration fra førende danske og internationale
ballerinaer, så er der sammenlignet med andre af
Giersings kvindelige figurer også her i "Danserinde" et
aspekt af arbejdet med Besse som model.
Men det egentlige forlæg til "Danserinde" hentede
Giersing i tidsskriftet Vore Damer, der i april 1918
bragte en omtale af den svenske ballerina Jenny
Hasselqvist, der den følgende sommer gæstedansede i
København. Omtalens ledsagende foto var utvivlsomt
forlæg til "Danserinde".
"Danserinde" er på scenen foran et blåt belyst bagtæppe.
Armene er i denne brøkdel af et sekund fastholdt i en
yndefuld tilkendegivelse af en svanes vingeslag. Det er
efter Den døende Svane er skabt til ballettens verden af
Mikhail Fokin i Skt. Petersborg, men inden samme Fokin
tilførte nyt blod til Den Kongelige Danske Ballet.
Tylskørtet, der har et pink spot rettet mod sig,
bidrager til at styrke opfattelsen af billedflade og
associerer til rotation på vej mod centrifuge, og dermed
er en anden af tidens ismer synlig, futurismen. Samtidig
med denne cirkulationseffekt sørger den fremadbøjede
krop for dybde, der er så overbevisende, at man ikke
ville overraskes om tylskørtet fra horisontal til
vertikal position vil udløse en anden rotation til
støtte for tåspidsernes formning af en pirouette.
"Danserinde" er med andre ord ganske godt skildret i det
vellykkede barokt teatralske, der i mere end én forstand
kommer ud over kanten på kunstens scene.
Ole Jul
|
