|
MÅnedens billede
august 2003
Svend Engelund (1908 -)
"Landskab med plantage", 1957
Olie på lærred, 92 x 120 cm
Gave fra Ny Carlsbergfondet
Engelund har sat horisonten, så landskabet får
nogenlunde samme rum som himmel og hav. Landskabet er
fladt, men der må være et højere punkt, vi som
betragtere observerer fra, for vi ser ikke hen over
landskabet, men ned mod landskabet. Havet strækker sig
da ikke desto mindre kort mod horisonten.
Det er gået rask med at få penslet det lette skydække
gråt, - så rask, at noget af farven smuttede med ned i
den åbne himmel. I vore dage kan man jo vælge at mene,
at det er spor efter højtgående jetflys motorer.
Skydækket skilles fra den åbne himmel i en linie lige
over kysten. Solen er stærkest mod syd, hvilket ses i
det sølvblå hav, mens havet i øvrigt glimter chokerende
isblå. Over den sarte turkisgrønne himmel taber man
mælet, for man skal være gæst i dette landskab ofte, for
at møde synet. Det er lyskonstellationer af de utrolige,
som her er observeret og fastholdt på en dag, hvor den
smule vind, der måtte være, går på langs.
En svær definérbar grå form rejser sig midt i landskabet
som en mur på en cementeret grund. Om sig har grunden
mindre huse, lader og udhuse med samme tilkørselsvej.
Selv om vi kikker ned til landskabet er vi ikke højt nok
oppe til at se vejene parallel med kystlinien. De få
kørestier, der går vinkelret på, er til gengæld tydelige
i grå og brune lige linier.
Husene vender bemærkelsesværdigt ikke gavlen mod havet,
men det er ikke blot uden betydning i dag, hvor vinden
holder fri, men en tilkendegivelse af, at man ikke søger
læ for vinden, men udsyn til havet. Ude ved havet dukker
bygningerne sig i klitrækkerne og mørke tagrygge gør
overgangen mellem land og hav takket. Husene midt i
landskabet har en usædvanlig tagrejsning, der afviger
fra det traditionelt proportionerede danske hus, men
loftsarealet skal udnyttes. Husenes murflader er kalket
hvide og tagene tækkede med strå. De ældst tækkede
blinker blåt i solen.
Felter af inddelt jord markerer i sand-, olivengrønne og
blygrå farver privat tilhørsforhold og differentieret
dyrkning. Svend Engelund insisterer på, at ét af
felterne er en plantage.
Det er ganske imponerende, hvordan Engelund får gjort
opmærksom og samtidig "skjult" dem i stærkt forenklet
malerisk udtryk.
Maleriet er i bredformat, men hylder af den grund ikke
nødvendigvis panoramaet. Der er, fordi vi ser hvorfra vi
gør, også basis for en tiltning op og ned. Men det
betagende ved dette maleri er den deling, der er lagt i
opbygningen af billedet og som imødegår panoramaets
bevægelse. Søger betragterens blik mod hav og himmel og
forestiller sig at kunne panorere uden for maleriets
ramme, vil blikket kunne nå langt fra den ene til den
anden side uden megen foranderlighed. En tilsvarende
forestillet panorering ved jorden vil observere en
foranderlighed på trods af en vestjysk lokalitets
påfaldende øde og enkelhed.
Svend Engelunds maleri er et landskabsarkitektonisk
studie. Det er det både i det Gud skabte himmel-og-hav
rum og i den menneskeberørte vestjyske landskab. Havet
og himlen over havet har fået et guddommeligt lys.
Jorden har fået en jysk bund og grund.
Ole Jul
|
