MÅnedens billede

april 2004

Jens Søndergaard (1895-1957)

"Mennesker i en stue", 1944

Olie på lærred, 125 x 145 cm

Stuen er enkelt defineret med almueagtige farver i overvejende brunt og grønt. Et stærkt lys falder ind i billedets højre side og indikerer et vindue. Møbleringen er yderst spartansk med blot et bord dækket af en hvid dug.

Døren i baggrunden er åben og giver mulighed for at se ind i to andre tilstødende rum. Yderdøren er åben, så det er muligt at se en kirke. Perspektivets forsvindingspunkt er havet og himlens møde til højre for kirken.

Kirkens tårn og kor fortæller, at vi ser mod vest, så det lys fra nord, der oplyser stuen.

I stuen sidder en mand ved bordet. Bag ham står tre kvinder. Det vil sige, det er ikke helt muligt at slå fast, om kvinden i midten er siddende eller stående. Alle fire samler eller folder hænderne. Kvinden i midten har opmærksomhed rettet mod manden, mens de to andre kvinder ser enten ud i rummet eller mod gulvet. Deres ansigter er ikke tydelig definerede, og det kan være med til at understrege, at deres personlighed ikke er det væsentlige i denne sammenhæng, men deres fællesskab. Atmosfæren er lys, men stemningen er trykket.

På bordet står et grønt fad. Dets grønne farve er ikke afstemt efter rummets grønne farve, men farven på kirkens tag. Det skaber en forbindelseslinie ud af huset i retning mod kirken og det understreges af den sorte bog på bordet. Det kan være Biblen eller en salmebog. På tværs i billedet er således det menneskelige samvær og i billedets dybde forbindelsen til kirken.

Oprindelig gav Søndergaard maleriet titlen "Sorg", men tilføjede senere "Mennesker i en stue". Ved efterfølgende udstillinger af maleriet endte billedets titel med at være "Mennesker i en stue".

Det er ikke personer i en stue, men mennesker. Dermed strammes ind mod noget almen menneskeligt, som disse "personer" er aktører i. Der er sandsynligvis tale om et lokalisérbart miljø, for kirken i baggrunden ser ud som Ferring Kirke, men "personerne" i sognet er anonyme, er mennesker. Enten er menneskene på vej til eller har været til begravelse, og Søndergaard ønsker at indkapsle den tidslomme,, hvor mennesker er opslugte af sorgens smerte. Er sammen om den, men uden her-og-nu at kunne magte at gøre andet. Erkendelsen er der, men lammelsen har endnu ikke fortaget sig. Er dødsfaldet meningsløs, kan det være svært at se Guds nærvær, og i afmagt vender de ryggen til kirken.

Ældre mennesker, og måske især ældre mennesker med hjemstavn i denne egn af landet, genkender situationen og bliver stille ved synet af den. Uskyldige børn af vor tid ser anderledes på dette billede. Stiller man i dag børn spørgsmålet: "Hvad er den sorte genstand på bordet?", så kan de svare: "Det er en fjernbetjening !". Dens slags dippedutter fandtes dog  ikke i 1944, men det er en interessant iagttagelse, fordi det giver større mening i billedet. Hvorfor vender de fire mennesker ryggen mod kirken og kikker tomt ud i rummet mod os? Ja, de kunne jo være optaget af en transmission til stuens "husalter", fjernsynet.

                                                                                          Ole Jul