MÅnedens billede

januar 2005

Fritz Syberg (1862 - 1939)
”Sidst på vinteren”, 1927-30
Olie på lærred, 137 x 180 cm
Gave fra Ny Carlsbergfondet

En snebeklædt sti flankeret af krogede træstammer adskiller og forbinder kompositionsmæssigt de to umiddelbare hovedmotiver i Fritz Sybergs maleri, nemlig en hvid, fynsk gård og en knælende pige. Bygningernes kalkede mure forbindes med den snedækkede jord. Maleriet er således "grunderet" i hvidt via sne og kalket mur.

Gårdspladsens geometrisk formede snetæppe er dog i kontrast til den snoede stis form, såvel som gårdens arkitektoniske linier står solidt i modsætning til træernes organiske former. Med andre ord dominerer de organiske, mere følsomme former forgrunden, mens gårdens rationelle, stramme linier præger baggrunden.

Træernes mangfoldige bevægelser søger tvivlende målsøgende mod en himmel, der er delvis udeladt som følge af en brutal beskæring, der også omfatter pigen i forgrunden. Hun lukker om sig selv med sin kropsholdning og er koncentreret om en lille klynge vintergækker, mens en fugl fortrolig ser til.
Pigen er, udover at være optaget af vintergækkerne, med sin påklædnings farver forbindende til træernes farve, og den forreste træstammes grene rækker da også ud mod den knælende pige. Hun er mere i pagt med den omgivende natur end med de arkitektoniske former i baggrunden.

Jorden omkring hvert enkelt træ er smeltet og dermed også jorden om vintergækkerne. Ved nærmere betragtning bliver vintergækkerne hovedmotiv i maleriet og centrum i et sæt af diagonale linier, som strækker sig perspektivisk ud i billedfladen.

Fritz Syberg har malet maleriet næsten et kvart århundrede efter symbolismens glasperiode, men maleriet har udprægede symbolistiske træk. Maleriet beskæftiger sig med grænser eller snarere overgange. Der er de rent kulturelt skabte overgange mellem arkitektur og natur, mellem have og skov, men der er også den cykliske overgang mellem vinter og vår. I en mere fysisk/psykisk cykle er pigens overgang mellem barn og voksen.
Vintergækkerne er med deres hvide farve også symbol på uskyld og sætter dermed pigens tilstedeværelse i naturen i kontrast til voksenlivets ansvar symboliseret i landbrugsejendommen i baggrunden.

Der er også i titlen en reference til overgang. Det er "”Sidst på vinteren" og ikke "Først på foråret". Det er stadig vinter selv om foråret med vintergækkerne er bebudet. Det lægger en dæmper på stemningen, der igen refererer til pigens udviklingstilstand og bevidsthed om fremtiden i forhold til barndommens uskyld.
Pigens ser ud til at have til hensigt at plukke vintergækkerne og formentlig bringe dem med sig tilbage til huset

                                                                                          Ole Jul