Hertugerne af Slesvig og Holsten

Hertugdynastierne / Hans den Yngre - hertugen af Sønderborg

Historien om Slesvig og Holsten som hertugdømmer er central for forståelsen af Sønderjyllands historie. Det var nemlig kun i Slesvig (det gamle Sønderjylland) og Holsten, der var hertuger – ikke i Kongeriget Danmark. Sønderborg Slot formidler den komplicerede – men spændende og dramatiske – fortælling om hertugerne gennem tiden. Fra dengang hertugerne var magtfulde, regerende mænd til dengang, hertugerne blev landløse og ikke havde meget andet end titlen at bryste sig med.

Hertugudstillingen finder sted i 5 rum på 1. sal, og giver et unikt billede af Sønderjyllands historie. Medtaget i udstillingen er alle hertughuse fra Slesvig og Holsten og historien er fortalt med en lang række genstande, dokumenter og malerier.

Hvad er en hertug?

"Hertug" betyder "hærfører" og begrebet stammer fra det tysk-romerske rige. De første hertuger i udlandet var nemlig kongernes betroede militære befalingsmænd, der skulle sikre landets grænser. Derfor fandtes hertugdømmer oftest i rigernes udkanter. Med tiden udviklede det sig til, at hertugerne fik reel magt over et landområde.

En hertug er en højadelig titel med kun kongehuset (fyrsterne) over sig. Under hertugen er, blandt andre stormænd, både grever og baroner. Det har dog været helt almindeligt i Sønderjyllands historie, at hertugerne samtidig var fyrster.

Hertugdynastierne

Tryk på korter for at se det i stor størelse.

Der er tre hertugdynastier i Sønderjyllands historie. Med den ældste, Abelslægten (1232-1375), blev Sønderjylland et decideret hertugdømme – et særligt territorium skilt fra resten Danmark. Efter Abelslægten fulgte Schauenburgerne (1386-1459) og i deres tid blev Sønderjylland bragt i union med Holsten. En union, der voksede sig stærkere og stærkere. Med Oldenburgerne (1459-), der stadig findes en gren af i dag, gik den slesvig-holstenske union fra at være utrolig stærk og ubrydelig til i 1779 at komme i samlet union med Danmark. Samtidig blev der flere og flere hertuger inden for de mange forskellige linjer, der opstod i dynastiet.

Læs mere om hertugdynastierne her ...

Historien – kort fortalt

I årene omkring 1200 blev Sønderjylland skilt delvist ud fra resten af landet og blev et hertugdømme. Hertugdømmet, der senere kom til at hedde Slesvig, lå mellem Ejderen i syd og Kongeåen i nord. Det svarer til området omkring 60 km nord og 60 km syd for den nutidige grænse mellem Danmark og Tyskland.

Holsten, der er området beliggende mellem Ejderen og Elben, var oprindeligt et grevskab, men fra 1474 blev det ligeledes et hertugdømme. Her blev Christian 1. nemlig af den tysk-romerske kejser gjort til hertug af Holsten. Dette forstærkede samhørigheden mellem Slesvig og Holsten, og forstærkede samtidig det voksende modsætningsforhold mellem kongeriget og hertugdømmerne. Hertugdømmerne indtog derved efterhånden en mere og mere selvstændig position.

I 15-1600-tallet blev området delt i flere hertugdømmer – eller rettere delhertugdømmer – fordi det blev almindeligt, at arvinger overtog dele af områderne. Christian 3. og Dronning Dorotheas yngste søn, Hans den Yngre, var en såkaldt afdelt hertug, der blandt andet regerede over Sønderborg. Efter 1779 blev det dog ikke længere muligt for hertugerne at få magt over et landområde. Titlen "hertug" blev imidlertid ikke taget fra dem, selvom de reelt ikke havde mere end et gods og en formen titel at bryste sig med.

Læs mere om Hans den Yngre – hertugen af Sønderborg her ...  

Hertugdynastierne

Abelslægten, Schauenburgerne og Oldenborgerne er tre forskellige hertugdynastier, der har afløst hinanden. Det er en spændende historie fra en tid, hvor magtfulde mænd regerede i Slesvig og Holsten.

Abelslægten (1232-1375)

Hertug Abels segl.

I løbet af 1100-tallet begyndte et hertugdømme at vokse frem i det sydlige Jylland. I 1232 gav Valdemar Sejr hertugdømmet til sin søn Abel, der blev den egentlige grundlægger af hertugdynastiet Abelslægten. Slægtens historie var præget af magtkampe med kongerne om, hvor uafhængig hertugens stilling skulle være. I det lange løb vandt hertugerne kampen og fik den fulde myndighed over deres hertugdømme. Hertugdømmet ville således kun være bundet til riget gennem hertugens loyalitetspligt over for kongen. Det vil sige, at kongen næsten mistede alle magtbeføjelser mellem Kongeåen og Ejderen og dermed blev Sønderjylland i første halvdel af 1300-tallet reelt en selvstændig stat.

I Abelslægtens senere år var deres hertugdømme præget af opløsning. Naboerne både mod nord og syd kæmpede om indflydelse. Fra nord var det danske konge og fra syd var det greverne af Holsten. Da hertugdømmet uddøde i 1375, lykkedes det holstenerne at sætte sig i besiddelse af stort set hele Sønderjylland.

Schauenburgerne (1386-1459)

Noget af det første, der blev ændret med Schauenburgerne var hertugdømmets navn. I stedet for "Sønderjylland" kom det nu til at hedde "Slesvig". Navnet på den by, hvor hertugerne havde deres sæde, blev altså navnet på territoriet.

Det nye dynasti indledte en ny og afgørende fase i Slesvigs historie. Schauenburgerne herskede i forvejen i Holsten, og med deres udnævnelse af hertuger af Slesvig fik de to lande en fælles leder. Slesvig og Holsten havde dermed dannet union og bevarede en selvstændig karakter under den fælles hertug.

Under Schauenburgerne blev de to lande mere og mere forbundet. I løbet af 1450'erne var de ikke blot forbundet af den fælles fyrste, men også af visse fælles politiske organer og en adel, der i stigende grad var og opfattede sig som fælles.

Med hertug Adolf uddøde i 1459 det schauenburgske hertugdynasti. Dermed truede den statsbygning, som Schauenburgerne havde skabt, med at gå under, hvilket atter ville skille Slesvig og Holsten.

Oldenborgerne (1459-)

Vilhelmine.

Den fælles slesvig-holstenske adel fik stor betydning for, at Slesvig og Holsten blev sammen. Adelen tilbød nemlig Christian 1. af huset Oldenborg – den danske konge – at han kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Han blev valgt ved et møde i Ribe i 1460 og dermed blev Danmark et mere samlet rige.

Det betød imidlertid ikke, at Slesvig og Holsten blev mindre samlet. Der var stadig en tæt forbindelse mellem landene. Hertugdømmet kom også til at indgå i en ny og større statsdannelse, der ud over Slesvig og Holsten omfattede Danmark, Norge, Island, Færøerne og – noget af tiden – Sverige.

Indtil nu havde kun Slesvig været et hertugdømme, men da Christian 1. i 1474 blev udnævnt til hertug af Hosten, blev også Holsten et hertugdømme. Dette gjorde, at Slesvig og Holstens forbundenhed blev symbolsk styrket. Slesvig og Holsten var nu ligestillede og kunne herefter omtales som "Hertugdømmerne".

Efter 1460 kom der ikke nye dynastier til. Alle senere hertuger af Slesvig har hørt til Christian 1.s efterslægt og dermed til det oldenborgske dynasti. Til gengæld opstod der linjer, fordi det – efter Christian 1.s død i 1481 – blev besluttet at dele Hertugdømmerne mellem sønnerne kong Hans og hertug Frederik. De havde lige store andele af Hertugdømmerne, og var dermed ligestillede i den fælles regering. På den måde blev der flere regerende hertuger på samme tid og det komplicerede det politiske billede.

Delingen af hertugdømmerne

Da Kong Hans’ søn, Christian 2., blev sat af tronen i 1523, blev farbroderen Frederik konge. I 1544 blev der gennemført endnu en deling. Frederik 1.s sønner delte nemlig hertugdømmerne mellem sig, så den ældste, kong Christian 3., fik den sønderborgske del, den næsteældste, hertug Hans (den Ældre), den haderslevske del, og den tredje, hertug Adolf, den gottorpske. Der var principielt ikke tale om, at der skabtes nye hertugdømmer, men at flere hertuger deltes om myndigheden over Slesvig og Holsten og havde magt over et vist antal amter – helt på lige fod.

Således blev det almindeligt – lige siden kongemagten gik i arv til den ældste søn – at oprette hertugdømmer til kongefamiliens yngre børn. Det betød dog, at der med tiden kom hertuger af "anden division", såkaldte afdelte hertuger. De afdelte hertuger kunne bestemme mange forhold internt i deres områder, men var reelt undergivet fællesregeringen og landdagenes beslutninger.

I 1779 blev det besluttet, at hertugerne ikke længere skulle have fyrstelige beføjelser og magt over landområder. Ingen andre end den danske konge kunne derfor bestemme over Hertugdømmerne. Dermed opstod de titulære hertuger. Der var nemlig stadig hertuger, fordi titlen gik i arv til familien, men reelt havde de ingen magt.

Fra Oldenborgerens indtog i 1460 og flere hundrede år frem, var alle danske konger samtidig hertuger af Slesvig. Og hertugtitlen førte de helt frem til 1972, hvor den faldt bort.

Hans den Yngre – hertugen af Sønderborg

Hans den Yngre (1545 – 1622) var søn af Christian 3. af Danmark og dronning Dorothea. Han var stamfader til flere hertuglinjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg, og dermed til den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.

Historien bag

Kong Christian 3. og dronning Dorothea havde to døtre og tre sønner, Frederik, Magnus og Hans. Da Christian 3. døde efterlod han sig hustruen Dorothea samt 5 børn, der alle skulle forsørges. De to døtre blev gift væk med rige hertuger. Den ældste søn, Frederik 2., blev konge og sønnen Magnus overtog stiftet Øsel ved Livland. Tilbage var lillebror Hans. Hvordan skulle han forsørges?

Dronning Dorothea ville gerne have, at der skulle findes et indbringende embede til den yngste søn. Til dette var der reelt kun to muligheder: Enten at finde en løsning udenlands som med broderen Magnus, eller at afgive en del af den kongelige part i hertugdømmerne. Da den første mulighed mislykkedes, endte det med den sidste. Hans fik tildelt et hertugdømme bestående af Sønderborg og Nordborg i Slesvig samt Pløn og Ahrensbök i Holsten.

Hans den Yngre blev den første såkaldt "afdelte" hertug. Han fik – som Gottorperne og Hans den Ældre – overladt nogle amter, hvor han fik indtægterne og havde en betydelig myndighed. Men han fik ingen andel i fællesregeringen og dermed kunne han hverken opkræve skat eller føre egen udenrigspolitik. Det var derfor en markant reduceret fyrstestatus, der blev givet Hans den Yngre.

Hans den Yngres liv

Hans den Yngres liv og virke blev dybt præget af den reducerede status. På den ene side kæmpede han med stor energi, for at opnå den status, han ikke fik fra begyndelsen. På den anden side lagde han så meget mere energi på de felter, hvor han faktisk kunne bestemme.

Hans den Yngre blev gift to gange. Først med Elisabeth, datter af hertug Ernst af Brauschweig-Grubenhagen. Efter brylluppet i 1568 flyttede parret ind på Sønderborg Slot. Elisabeth skænkede ham 14 børn i løbet af 16 år. Hun døde i 1586 og blev gravsat i det nyindrette kapel på slottet.

Pludselig var Hans den Yngre enlig forsørger til 14 børn og havde hårdt brug for penge. Han ledte efter en ny hustru og hørte, at den 12-årige prinsesse Agnes Hedwig af Anhalt var blevet enke. De giftede sig den 14. februar 1588 i Sønderborg, og med hende fik han 9 børn.

Tilsammen blev Hans den Yngre altså far til 23 børn. 11 sønner og 12 døtre.

Hans' efterkommere

Da Hans døde 77 år gammel, blev hans besiddelser (Sønderborg , Nordborg, Glücksborg, Ærø og Pløn) i 1622 delt mellem fem af de overlevende seks sønner.

Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.

Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg.

Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg.

Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg.

Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn.

Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.

Hver af sønnerne fik samme status og rettigheder som Hans den Yngre. Men da Hans den Yngres næstældste søn, hertug Alexander af Sønderborg, døde i 1627 og efterlod sig hele seks sønner, kunne området ikke tåle at blive delt yderligere. Hans den Yngres børnebørn fik dermed ingen områder, selvom de alle fik titlen "hertug".

Hertugdømmet Sønderborg blev erklæret fallit i 1667 og i 1669 inddraget under kronen.

Læs mere om Hans den Yngres efterkommere her ...