sønderborg bys historie
1256-1700 / 1700-1864 / 1864-1920 / 1920-2008
Prospekt af Sønderborg fra 1657.
Udstillingen på Sønderborg Slot
I tre værelser i nordfløjens stueetage fortæller genstande om det bysamfund, der fra slutningen af 1100-tallet voksede op omkring Sønderborg Slot, begunstiget af gode havneforhold og tjenesteydelser til borgen.
Første rum omhandler tiden op til 1870. Det domineres af en stor model af byen, som den så ud, da den var blevet genopbygget efter preussernes bombardement 1864. Her er gamle kort og prospekter, Sønderborg Skyttelaugs Kongeskilt fra 1602 og et bøffelhorn med sølvbeslag som Grevinde Danner skænkede lauget efter at være blevet optaget i det. En usædvanlig begivenhed i den ellers helt mandsdominerede forenings historie.
I tætpakkede montrer fortælles i næste rum om Sønderborg som preussisk by 1864-1920 og hjemsted for tysk marinestation 1907-18. Her er simple hverdagsting, men også slagterlaugets fornemme sølvpokal, en samling gamle Sønderborg-postkort, billetter og en klippetang fra Kleinbahnen, en model af en af Sønderborg Dampskibsselskabs rutebåde og et billede af byen lavet af små stumper af korkpropper fra romflasker fra Flensborg.
Det sidste rum viser Sønderborg efter 1920. Her hænger et kæmpestort reklameskilt oppe under loftet. Det demonstrerede skiltemaler J. Jacobsens mange forskellige færdigheder, som zinkbogstaver, brillianttyper og forskellige forgyldninger på en Håndværker- og Industriudstilling i 1929.
Her er også en hel væg med forsænkede montrer, malerier og tegninger, der fortæller om "Overfarten over Alssund", om færger, pontonbroer, Chr. 10.s bro og Alssundbroen. Der er en montre med udstyr og præmier fra ringridninger, et trofæskab med indhold fra Bicycle Club Alsia, en uniform fra det frivillige brandværn, garn fra Det nordiske Kamgarnsspinderi og en margarinekasse fra den nedlagte SOLO-fabrik.

Trofæskab fra Bicycle Club Alsia. Ca. 1900.
|