sønderborg bys historie
1256-1700 / 1700-1864 / 1864-1920 / 1920-2008
1920-2008
Efter afstemningen den 10. februar 1920, hvor 74,2 % i den nordlige del af Slesvig stemte til fordel for Danmark, stod det klart at Sønderborg igen ville blive dansk. Som i flere af de øvrige sønderjyske købstæder var der ikke dansk flertal i Sønderborg. Her stemte kun 44 % til fordel for Danmark og hele 56 % for Tyskland, men da området stemte som en samlet enhed var resultatet dog givet.
Under store festligheder fejredes Genforeningen overalt i Sønderjylland i dagene 10. til 13. juli 1920. Den 11. juli afholdtes den største af festerne i resterne af skanseanlægget på Dybbøl Banke. Den kongelige familie, med kong Christian 10. i spidsen, overværede taler, sange og optræden.
Efter Genforeningen forestod et stort genopbygningsarbejde, ikke kun i Sønderborg men overalt i Sønderjylland. Først og fremmest skulle al offentlig forvaltning igen gøres dansk, og der skulle vælges nye by, kommune- og sogneråd.
Økonomisk var landsdelen også meget forsømt, så der blev straks fra statens side iværksat store offentlige arbejder, f.eks. anlægget af Nordhavnen og anlægget af en jernbaneforbindelse mellem fastlandet og Als.
Det blev derfor besluttet at bygge en ny bro, Kong Christian X's Bro, blev en kombineret jernbane- og vejbro. Udgifterne til anlæggelsen deltes mellem staten, Sønderborg Amt og Sønderborg Kommune. I alt kostede det 2,85 millioner kroner at bygge broen. Den blev, under stor festivitas, indviet den 7. oktober 1930.
I 1927 udskrev byen en arkitektkonkurrence om en ny byplan. Den blev vundet af arkitekten Kai Gottlob – og efter hans idé blev en række lange ring- og radialgader anlagt: Ringgade, en del af grundtvigs Allé, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade.
Samtidig voksede Sønderborg nu næsten eksplosivt, især pga. anlægget af det store Kamgarnsspinderi, væksten i margarinefabrikken og det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. I 1959 nåede byen op på 20.000 indbyggere og i 2000 steg befolkningstallet til over 30.000 indbyggere.
I løbet af 1930'erne blev der igangsat meget byggeri i byen. I 1933 kunne man således indvie et helt nyt rådhus, tegnet af arkitekt Holger Mundt, og i 1938 stiftedes Sønderborg Andelsboligforening, der havde sit første byggeri på Sundquistgade færdigt i 1939. I 1942 stiftedes endnu en boligforening, og i løbet af 1940´erne og -50´erne skød nye boligkvarterer med rækkehuse, blokke og kædehuse frem rundt om byen.
Besættelsesårene mærkedes i Sønderborg på samme måde, som i det øvrige land. En markant begivenhed fandt dog sted i dagene 17.-18. april 1944. Et tysk marinefartøj åbnede 17. april ild mod Kong Christian den X's Bro, hvorved en fodgænger dræbtes. Det førte, dagen efter, til strejker og sammenstød mellem borgerne og det tyske militær, dog uden at nogen kom til skade.
Fra 1960'erne skete der en konstant erhvervsmæssig og befolkningsmæssig udvikling der gjorde, at Sønderborg udviklede sig til den vigtigste by i Alssundområdet. Kommunesammenlægningen i 1970 gjorde de tre kommuner i området til en ny storkommune.
Det var inden for rammerne af den nye kommune, at byen stadig voksede mod nord og øst, men også på Sundevedsiden og i Dybbøl skød mange nye boligkvarterer op.
Styrket blev området som helhed, da man i 1981 kunne indvie den nye højbro over Alssund, Alssundbroen. Derved blev megen tung trafik ledt uden om byen.
Fra 1980'erne til 2000 skete der en udvikling af især IT- og elektronikindustrien, samtidig med at der til stadighed skete en udvikling inden for uddannelsessektoren, der betød at der i 1998 kunne åbnes en afdeling af Syddansk Universitet i byen.
Siden 2. verdenskrig er Danfoss også vokset frem til en international storvirksomhed, og sammen med andre nye industrier på Als betyder det, at mange begyndte at bo i Sønderborg og arbejde på Nordals.
2006 blev de 7 kommuner: Gråsten, Broager, Sundeved, Sønderborg, Sydals, Augustenborg og Nordborg samlet til en ny storkommune, Sønderborg. Samtidig markeredes en ny tid med opførelsen af det kombinerede universitet, forskercenter og koncertsal "Alsion" 2007. Og samtidig begyndte arbejdet på at udvikle Nordhavnen som et nyt bycenter-område efter en masterplan af den amerikanske arkitekt Frank Gehry.
|