|
kunsthåndværk

Skålfad fra Kellinghusen i typiske farver og dekoration.
En del håndværk regnes for kunstneriske og produkterne betegnes kunsthåndværk. På museet er de samlet i et rum på anden sal i vestfløjen. Her præsenteres blandt andet værker af 24 guldsmedemestre fra Sønderborg. Trods navnet arbejdede de mest i sølv.
I hertugdømmet stod håndværket fra begyndelsen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet meget højt. Efter 1870 begyndte konkurrencen fra sølvvarefabrikkerne at gøre sig gældende, og efterhånden blev guldsmedene reduceret til forhandlere af færdigvarer.
I udstillingen ses en samling hovedvandsæg. Det er små beholdere til en svamp, vædet med lugtevand, såkaldt hovedvand. De var statussymbol for kvinder og blev her på egnen brugt fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.
Høje, pokalformede hovedvandsæg med mange forskelligt farvede glasflusser er særlig karakteristiske for Sønderborg-mestrene.

Hovedvandsæg udført af
Reimer Diedrich Detlefsen 1842.
I rummet er der også fajance, blandt andet fra Slesvig og Kellinghusen i Holsten. I Kellinghusen masseproducerede man fra omkring 1800 tallerkner, skåle, krus og andet husgeråd i stor stil.
Fajancen kendes i dag på dens enkle former og brogede dekoration, der som regel blev holdt i rødbrune, blå, grønne og manganviolette farver på en gul bundfarve. Produktionen var beregnet på afsætning blandt landbefolkningen og blev solgt i hele det danske monarki.
I rummet vises også en lille stilhistorisk kavalkade især inden for møbler, og desuden ses i rummet guldaldermalerier og montrer med tin, kobber, messing og glas.
Glasudstillingen viser produkter fra Flensborg Glasværk, der fra 1852 til 1913 var hertugdømmet Slesvigs største glasværk og i perioder byens næststørste virksomhed. Hovedproduktionen var flasker, men værket lavede også karafler og drikkeglas med slebne eller ætsede motiver.
|