Kunstnergaven til Sønderjylland 1920

På værkerne i Kunstnergaven er denne vignet placeret, hvoraf katalognummeret fremgår.

I 1910 stiftedes Nordslesvigsk Kunstforening, som i 1912-13 afholdt udstillinger af dansk kunst i det dengang tyske Sønderjylland. I 1914 i 50-året for krigen i 1864, startedes en pengeindsamling i såvel Nordslesvig som i kongeriget til oprettelsen af en sønderjysk kunstsamling.

Indsamlingsarbejdet var båret af en række danske kulturpersonligheder – både personer med personligt engagement i den sønderjyske sag og personer, der var optaget af det folkelige nybrud i kunst og arkitektur.

Da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, måtte arbejdet med kunstsamlingen midlertidig henlægges. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og Versailles-fredens bestemmelser om folkeafstemninger gav nye perspektiver.

De indsamlede værker kunne nu blive officiel kulturarv i et dansk Sønderjylland. Indsamlingen intensiveredes derfor, især i årene 1919-20, og samlingen kom efterhånden til at rumme over 500 værker i form af malerier, grafik, skulpturer og kunsthåndværk.

Oprindeligt var det tanken, at de mange værker skulle udstilles i et nyt museum. Da dette ikke kunne realiseres blev det planlagt at vise dem på de to store danske forsamlingshuse, Folkehjem i Aabenraa og Sønderborghus.

Heller ikke denne plan lod sig gennemføre og samlingen blev derfor delt mellem de daværende fire amters købstæder: Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder med en fjerdel til hver. Byerne fordelte værkerne bredt over forskellige institutioner i amterne.

Inden værkerne nåede til Sønderjylland, blev de, som Kunstnergaven af 1920, udstillet samlet på Charlottenborg i København i 1921. Kunstnergaven var danske kunstneres fornemme gave til den sønderjyske befolkning efter Genforeningen i 1920.

Donationen er enestående, også internationalt set. Gaven giver et helhedsbillede af kunstopfattelse og national identitetsfølelse, som ikke kan ses i nogen anden kunstsamling.

Datidens syn på kunst og interessen for Sønderjylland var i høj grad præget af den nationale bevidsthed og ideerne om kunstens evne til at virke dannende og opdragende. Gaven skulle med samtidens ord højne sansen for, hvad danske sind finder berigende og smukt.

Kunstnergaven og dens baggrund indgår i fundamentet for den nationale identitet og kulturopfattelse, som stadig præger forestillinger om danskhed i dag. Tankerne bag Kunstnergaven kan også i nutiden jævnligt opleves i heftige debatter om national identitet og kulturarv.

I dag administreres samlingen af Museum Sønderjylland, der viser et markant og betydningsfuldt udvalg af værkerne på Sønderborg Slot.

Udstillingen kan dog i perioder være nedtaget for at give plads til særudstillinger. Kontakt Sønderborg Slot for at høre om udstillingen er tilgængelig.

Kampånd og kærlighed

Afgivelsen af Sønderjylland efter krigsnederlaget i 1864 var et stik i hjertet på dansk fædrelandskærlighed og et slag for den nationale bevidsthed. De dansksindede sønderjyder kæmpede i de følgende godt 50 år for genforening og for at bevare og styrke dansk kultur i landsdelen.

Med moralsk og økonomisk opbakning fra private, foreninger og fonde i Danmark blev der organiseret undervisning i dansk og fædrelandshistorie for børn, og der blev oprettet forsamlingshuse, biblioteker og læsekredse med dansk litteratur.  Kunstnergaven ligger i forlængelse af disse bestræbelser på at støtte sønderjyderne i deres kamp for, at bevare deres danske kultur.

National symbolik og diskretion

Harald Slott-Møller: Pigen der finder guldhornet. Katalog nr. 367.

At være dansksindet sønderjyde var risikabelt i forhold til de tyske myndigheder efter 1864. Brugen af Dannebrog var forbudt i landsdelen; også sammenstillingen af de rød-hvide farver kunne virke suspekt og blev – i mange tilfælde med rette – opfattet som symbol på sympati for Danmark.

I perioder slog myndighederne hårdt ned på alt, der kunne tolkes som dansk-nationale ytringer, så censuren forbød danske sange, og møder i forsamlingshuse blev forbudt eller afbrudt.

Sønderjyderne lærte af bitre erfaringer at give udtryk for deres sindelag på diskrete måder, som mindskede risikoen for indgreb og straf fra officiel tysk side. Disse forhold var naturligvis kendte i Danmark og havde indflydelse på Kunstnergavens donatorer.

Tanken var jo oprindeligt, at samlingen skulle have hjemsted i et tysk styret Sønderjylland. Man vidste, at direkte prodanske manifestationer såsom billeder af Dannebrog ville provokere og kunne medføre ubehageligheder. Stærk national symbolik er derfor stort set fraværende i samlingen.

Kampen for den rigtige smag

Harald Nielsen: Hus til tømmermester i Vildbjerg. Katalog nr. 215.

Mens de dansksindede sønderjyder efter 1864 kæmpede for deres nationale identitet og kulturarv i stræben efter genforening med Danmark, var der fra slutningen af 1800-tallet grøde i Europas kulturliv.

Blandt de tendenser, som fik indflydelse og stadig huskes i eftertiden, var reaktionen på industrialiseringens negative sider, der efter kunstnere og andre kulturpersonligheders vurderinger medførte forringet livskvalitet, masseproduktion af dårlige varer og "hæslig" arkitektur.

Både inden for arkitektur og kunsthåndværk arbejdede mange kunstnere for, at godt håndværk og god smag skulle gå op i en højere enhed med funktionalitet og moderne design – og i reformbevægelsen indgik ønsket om at forbedre samfundsborgernes evne til at vurdere og vælge de gode varer – og dermed de rigtige holdninger.

I Tyskland formedes disse tanker i "Heimatschutz", "Baupflege" og "Werkbund" i årene 1905-1910. I Danmark var der dog en udbredt opfattelse af, at man skulle hjælpe sønderjyderne med gøre op med den "slette" tyske smag.

Hos de dansksindede sønderjyder ville man hellere knytte sig til de nye danske bestræbelser, der kom til udtryk i Arkitektforeningens "tegnehjælp" og Landsforeningen for Bedre Byggeskik (1915).

Med baggrund i gammel dansk byggeskik skulle disse forbilleder inspirere sønderjyderne til at bygge i dansk tradition, tilpasset de moderne tider.

Historiens vingesus

I forestillinger om danskheden og ønsket om genforening indgik beherskelse af modersmålet og kendskabet til fædrelandshistorien som helt centrale faktorer – både hos de dansksindede sønderjyder og deres støtter i Danmark.

Dette gav sig især udslag i Sprogforeningens arbejde for modersmålsundervisning og dansk litteratur, ikke mindst udbredelsen af illustrerede bøger om landets historie og om betydningsfulde personligheder og deres beundringsværdige gerninger gennem tiderne.

Derfor kom Kunstnergaven til at indeholde et bredt udvalg af værker med motiver fra danmarkshistorien. Det var i vidt omfang danske kunstforeninger, som med donationer af grafiske tryk ville fremme denne side af samlingens kunstpædagogiske og nationalt opdragende formål.

Hensynet til de tyske myndigheder gjorde dog, at mange af samlingens værker i den historiske genre er meget afdæmpede i motivvalg og dermed ikke umiddelbart kunne anklages for at være propaganda.

Danmark dejligst

Anna Ancher: Aftenmøde ved havegærdet. Katalog nr. 3.

Da enhver direkte dansknational tilkendegivelse var forbudt, lærte man sig at finde andre udtryksmåder for at bevare og styrke det nationale tilhørsforhold. Det vidste både sønderjyder og alle i Danmark, som ville støtte dansk kultur og kampen for genforening med fædrelandet i området.

Disse vilkår er tydeligt til stede i samlingen, hvor danske kulturværdier og historiens manende motiver kommer til udtryk på indirekte og mere gedulgt vis, end man kunne have valgt at vise med forrygende kampscener og højtråbende slogans.

Derfor valgte giverne i vidt omfang fredsommelige motiver og temaer, som ikke kunne give direkte anledning til repressalier fra tyske myndigheder.

Kunstnergaven rummer i rigt mål eksempler på det traditionelle danske landskab, som også havde været hyldet i dansk litteratur og billedkunst, siden 1800-tallets national-romantiske æra. I samlingens landskabsbilleder med det danske sommerland og solskin over et blødt bakket landskab og fjordudsigter signaleres, at her har vi hjemme, her har vi rod.

Smerte og håb

Ingeborg Rode: Gamle historier. Katalog nr. 306.

Den succesfulde indsamling til Kunstnergaven var solidt funderet i nationalromantiske forestillinger om kunstens opdragende virkning – til folkets og nationens bedste. Man troede på, at kulturen kunne støtte og fremme identitet og fællesskab.

Historien, landskabet og fremtrædende personligheder var blandt de virkemidler, der kunne bruges i en tid, hvor det ikke nyttede at storme frem med kraftfulde nationale symboler.

Kunstnergaven blev til i en periode, der var præget af såvel mismod som fremtidshåb. Verdenskrigen var smertelig for nationerne og millioner af mennesker; dommedagsforestillinger var udbredte, men samtidig rummede videnskab, teknik og kunst visioner og fremtidshåb.

Håbet om en dansk fremtid var i hvert fald holdbart. Den sønderjyske befolkning fik i 1920 mulighed for selv at bestemme, hvor den dansk-tyske grænse skulle gå, og dermed kunne den nordlige del af "det tabte land" blive en del af Danmark.

Kunstnergaven er en markant del af den sønderjyske kulturarv. Det er den gennem sin egen historie, der viser båndene mellem Sønderjylland og kongeriget før 1920, hvor den aktive støtte til landsdelens danskhed var et brændende emne i førende kredse.

Samlingen er også en del af den danske kulturarv, fordi den viser, hvordan Danmark omkring 1920 ønskede at præsentere sig selv overfor sønderjyderne. Kunstnergaven indgik i en dansk-tysk kulturkamp, der nu er afløst af fredelig udveksling af kultur og samarbejde over grænsen.

Gaven er evigt aktuel som eksempel på forsøg på at skabe national identitet gennem et kulturelt fyrtårn – lige så velmenende og problematisk dengang som nu.