|
Juli Måned 2010
29. juli 2010
Bombet tilbage til stenalderen
- sommerferieaktiviteter på museet
Af museumsinspektør Merete Boel Essenbæk,
Arkæologi Haderslev
Der er stenalder på menuen den 3. - 6. august 2010 hver dag kl. 11.00 - 15.00 på Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev. Fra tirsdag til fredag kan man komme med tilbage til stenalderen og forsøge sig med datidens materialer, som var flint, sten, rav, ler, fjer, træ, knogler, skind og muslingeskaller. Alle dage er der gang i kød- og fiskegryderne, onsdag - fredag kan man lave smykker, og torsdag- fredag kan man prøve at hugge flint og lave sin egen skindpung - naturligvis skåret med egen flintkniv. Aktiviteterne koster 25 kr. pr. person pr. dag.

Ingredienser til fiskesuppe.
Foto: Merete Essenbæk.
Der har været mennesker i det nuværende danske område siden istidens ophør for ca. 15.000 år siden. Stenalderen er den første og længste periode af oldtiden. Perioden varer helt frem til omkring 1500 f. Kr. Den første del af stenalderen kalder vi jægerstenalderen. Jagt, fiskeri og indsamling af f.eks. bær, frugter og rødder var måden man skaffede sig føde på. Man boede i telte af skind og flyttede fra boplads til boplads alt efter, hvor dyrene og føden befandt sig. Maden blev spist rå eller tilberedt over bål på spid. I slutningen af jægerstenalderen fik man interesse for at fremstille små kopper og store kogekar i ler og man begyndte at dyrke korn og holde husdyr.

En rygende varm fiskesuppe af de friske råvarer: Fisk, svampe, brændenælder, nødder og æbler.
Foto: Merete Essenbæk.
Flå en kanin og lav smykker af nordens guld
Ved bålet, som tændes på stenaldermaner med flint, svovl og fyrsvamp, kan man være med til at tilberede fiskesuppe, stege kanin på spid og bage små fladbrød på bageplader af ler. Kaninen skal selvfølgelig først flås! Der er også mulighed for at lave et smykke eller en amulet. På en snor af bast, læder eller sene kan man sætte perler af ler, muslingeskaller, fjer eller nordens guld - det gyldne rav. Alle ting må man naturligvis selv gøre klar. Lerperlerne formes og brændes på bålet, ravklumperne og muslingeskaller slibes på sandsten, og der bores hul med flintbor.

Flinthugger Klaus Hirch viser, hvordan man borer i rav.
Foto: Merete Essenbæk.
I lære som flintsmed
Torsdag og fredag kan man gå i lære som flintsmed, fremstille en flintkniv og derefter sy en skindpung, som er skåret ud med flintkniven. Der vil desuden være demonstration af, hvordan man slår flint.
Flint var det vigtigste råstof i stenalderen. Den blev brugt til fremstilling af skærende redskaber f.eks. knive, pile- og spydspidser, økser og bor. Flint forekommer i kridt- og kalkstenslag i Danmarks undergrund, der for mere end 50 millioner år siden blev aflejret på bunden af havet. Flinten har stenaldermennesket opsamlet på jordoverfladen, indsamlet langs skrænter ved søer og kyster eller brudt i miner.
Flint er et af de hårdeste stoffer i naturen. Med lethed kan det ridse i glas og stål. Det er ikke svært at slå flint i stykker. Det svære består i at gøre det kontrolleret og dermed få det produkt ud af flinten, som man ønsker. Et produkt som i løbet af bondestenalderen blev mere og mere fuldendt og kulminerede i de usædvanlige smukke flintdolke. Redskaber, som kun de dygtigste flinthugger kunne fremstille og som i dag er meget vanskelige at efterligne.

Flinthugger Klaus Hirch viser, hvordan man hugger flint. Man kan også selv prøve at slå flint og fremstille sin egen kniv torsdag og fredag.
Foto: Merete Essenbæk.
Foruden madlavning, smykkefremstilling og flinthugning er der mulighed for at arbejde i ler og bast. Man kan fremstille små lerperler og små lerkopper og få dem brændt på bål. Man kan prøve at spinde tov og snor af lindebast og være med til at garve kaninskind.
Se også datoer og tider HER ...
> BOGUDGIVELSER >
21. juli 2010
"Tønderhus -
en købstadsborg i hertugdømmet Slesvig"
Af museuminspektør Inger Lauridsen,
Kulturhistorie Tønder
Fredag den 6. august 2010 præsenteres den bog om Tønderhus, der er blevet resultatet af den store arkæologiske udgravning, der fandt sted på Slotsbanken i Tønder, inden det nye kunstmuseum i Tønder kunne opføres i årene 1998-1999.

To unge arkæologer, Jette Linaa og Lars Krants Larsen, der varetog hele udgravningen, har skrevet bogens to hovedafsnit, der betyder stor ny viden om, hvilke bygninger, der i den tidlige middelalder lå på Tønderhus' forborgs banke. I tilslutning bringer bogen en udgravningsberetning om de udgravninger, der blev foretaget inden Sønderjyllands Kunstmuseums bygning kunne opføres i 1971, et materiale, der ikke tidligere er udgivet. Endelig bringer bogen et afsluttende kapitel, hvor Inger Lauridsen redegør for slottets relation til en generel historisk redegørelse for Tønder bys historie, mens renæssanceslottet Tønderhus eksisterede fra midten af 1500-tallet til 1750, hvor slottet blev revet ned.
Bogen præsenteres som nævnt den 6. august 2010. Det sker klokken 14.00 på Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder, hvor bogens redaktør, overinspektør Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland - Arkæologi haderslev vil fortælle om bogens tilblivelseshistorie. Her vil bogen blive præsenteret og oplysninger om salgspris etc. Vil blive frigivet.
Pressen inviteres til at deltage i præsentationen af bogen, der har været meget længe undervejs. Den lokale fond, Peter Aarslevs Fond, der også ejer Drøhses Hus, har bevilget penge til bogens udgivelse, en gestus, som Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder er meget glad for. Museet håber, at pressen vil tage mod invitationen til en bogpræsentation, der fylder et hul ud i Tønders historie.
> BOGUDGIVELSER >
19. juli 2010
Ny kniplingshave bag Drøhses Hus
Af museumsinspektør Inger Lauridsen,
Kulturhistorie Tønder
Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder, der siden 2003 har haft brugsretten til Drøhses Hus, der ejes og stilles til rådighed for museet af Peter Aarslevs Fond, har i den forgangne vinter afsluttet restaureringen af den sidste del af det smukke barokhus ved at få indrettet husets overetage til en meget smuk studiesal.
Den eneste del, der herefter manglede, var at få indrettet gårdsrummet bag huset til en have. Museet bad for et par år siden havearkitekt, Niels Junggreen Have, om at udarbejde en plan for et haveanlæg bag Drøhses Hus, en opgave, som han har løst på en meget original måde.

Udsnit af haveplan bag Drøhses Hus.
Se den fulde plan som pdf-fil HER!
Niels Junggreen Have har taget udgangspunkt i en klassisk Tønderknipling fra begyndelsen af 1800-tallet og stiliseret dens mønster, således at den kommende haves plan er en Tønderknipling, hvor gangarealerne, der lægges af sekskantede specialfremstillede klinker fra Petersen Tegl, er kniplingens "bund", mens bede og blomster udgøres af kniplingsmønstrets blomsterelementer. Haven vil derved få et helt unikt udtryk, der korresponderer med de udstillinger, der vises i Drøhses Hus. Når man færdes i haven vil man opleve havens planter, dufte og stilhed, og når man ser ned på haven fra 1. og 2. sal vil havens kniplingsgrundplan træde tydeligt frem. Havens sider begrønnes på stativer, der placeres foran plankeværk og mure mod nabogrundene. To steder i haven opstilles der en bæk, og haven vil blive tilføjet en spæd lyd ved et lille bassin med klukkende vand.

Haven bliver en realitet, idet Ny Carlsbergfondet har skænket museet de nødvendige midler til havens realisering, en storslået gestus, som Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder er fondet dybt taknemmelig for.
Arkitekt Niels Junggreen Have er gået i gang med detaljeplanlægningen af havens udførelse, og museet håber, at arbejdet med at anlægge den lille og meget intime have vil blive gennemført i løbet af oktober måned dette år.
7. juli 2010
Vil du købe et vandtårn?
Man har før på Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder kunnet købe kopier af Tønder Vandtårn i form af peberkværne, men da den hidtidige trædrejer ophørte, er kunderne i en periode gået forgæves.

Nu har en ny trædrejer, der også er kendt som kniplepindedrejer, Keld Olesen, Årup, imidlertid påtaget sig opgaven.
Det betyder, at museumsbutikken i Tønder atter kan tilbyde en smuk, hånddrejet kopi af Vandtårnet, udført i mahogni og valnød og med en messinglanterne i toppen.
Museet i Tønder har naturligvis eneforhandling på kværnen, som kan købes i hovedafdelingen på Kongevej 51 i Tønder og i Drøhses Hus, Storegade 14.
6. juli 2010
I arkæologens fodspor
Af museumsinspektør Merete Boel Essenbæk,
Arkæologi Haderslev
Fra den 28. juni til den 2. juli 2010 prøvede 21 børn mellem 8 og 14 år at være arkæologer.
Børnene var på museet 1-2 dage, hvor de lærte om oldtiden, fik mere at vide om arkæologernes udgravninger og dateringsmetoder, samlede potteskår og gik bag museets kulisser.
De så magasinerne, arkiverne og talte med arkæologerne.

At grave er sjovt.
Herefter var det ud at grave som rigtige arkæologer, nær den kommende motorvej mellem Kliplev og Sønderborg. Nærmere bestemt udgravningen Kogang tæt på Kliplev.
Ved Kogang har der for mere end en 6000 år siden opholdt sig en gruppe stenaldermennesker. De har på stedet fremstillet pilespidser og gået på jagt.
Arkæologerne har fundet både affaldet og redskaberne fra disse stenaldermennesker.
Udgravningen foregår ved at der graves ud i kvadratmeter store felter, og al jorden soldes med vand for fund.
Se billederne fra de spændende dage, hvor børnene var med på udgravningen i billedgalleriet HER ...
Du kan også læse om arrangementet HER ...
og se tidligere omtale HER ...
2. juli 2010
Sommeraften med gøgl, musik og dans
Af museumsinspektør Merete Boel Essenbæk,
Arkæologi Haderslev

Gøgler Anton.
Foto: Merete Essenbæk.
Scenen er sat, bænkene båret frem, pæretræet står der endnu, og vejret er godt. Altså er det tid for de traditionelle sommeraftner på Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev. Sommeraftnerne på museet foregår alle onsdag aftner i juli. Alle sommeraftner begynder kl. 19.30 og foregår udenfor i museets frilandsafdeling. Konceptet er for hele familien med musik, gøgl og dans. Hver aften er der nye optrædende, og en lang række håndværkere og hobbyfolk viser deres kunnen. Den sidste sommeraften, den 28. juli, er sat i renæssancens tegn.
Årets første sommeraften den 7. juli indledes med dans. Mere end 50 friske seniordansere fra lokalområdet træder ud på grønsværen og byder op til en svingom. Herefter skal lattermusklerne røres og mystikken brede sig. Tryllenissen er på scenen med ballondyr og små forunderlige tricks. Efter en kort pause, hvor der kan købes lidt vådt og tørt til ganen, og hvor man kan se museets udstillinger, slutter aftenen af med koncert ved musikerne Henrik Rønnow og Bjørn Elkjær på henholdsvis trompet og klaver.

Ballondyr ved tryllenissen.
Foto: Merete Essenbæk.
De øvrige sommeraftener byder bl.a. på trylleri ved tryllekunstner Heins Saxburger, musik ved Haderslev musikskoles trio og både moderne og klassisk dans ved Randis Dans. Se det fulde program på HER ...
Foruden underholdning på og foran scenen er der mulighed for få en køretur i hestevogn, besøge smeden i smedjen og se en række håndværkere og hobbyfolk arbejde. I år vil mere end 30 håndværkere og hobbyfolk vise deres kunnen og sælge deres produkter. Den 7. juli kan man bl.a. møde glasperlemageren, knivmageren, smeden og pilefletteren. Man kan smage på nyslynget honning, se hvordan man laver papirflet, købe lædervarer, strikkede sjaler og ting fremstillet af træ, ben og horn.

Knivmageren.
Foto: Merete Essenbæk.
En gammel historie
Sommeraftner er en mere end 30 år gammel tradition, som i sin tid blev søsat af Haderslev Turistbureau. De første sommeraftner var med Haderslev Folkedansere og foregik i Ridehuset i Haderslev. Siden udvidedes programmet med flere kunstnere, og efterhånden mødte publikum så talstærkt op, at scenen måtte flyttes til et større sted. Det blev museet i Dalgade, der siden 1980'erne har dannet ramme om den sommerlige og folkelige tradition.
Pølsemand og ny musik
Sommeraftner på museet er en fast tradition, der på mange måder kører efter et fast skema. På programmet er hver aften musik for ørene, gøgl for lattermusklerne og dans for øjnene. Hver aften indleder Haderslev Kjøbstads Vægterlaug med at proklamere at klokken er slagen, og festen kan begynde. Konferencier Gunnar Asmussen styrer os herefter sikkert gennem aftenens program. Men i år er der også nye indslag. Pølsemanden er på besøg den første sommeraften, købmanden sælger, fra museets gamle købmandsbutik de to sidste aftner, friskkværnet kaffe og bom og gøglertruppen De Jyske helte optræder. I år er alle aftner også med nye musikalske indslag.
Renæssanceaften
Den sidste sommeraften - 28. juli - er dedikeret til gøgl, musik, dans og håndværk som for 500 år siden. Hertug Hans den Ældre med følge af både adelige og almindeligt godtfolk - alias Hertug Hans Lauget - danner ramme om aftnen. Musikken står renæssancemusikgruppen Cantus Firimus for, gøgleriet leveres af haderslevgøgleren Gøgler Anton og aftenen sluttes af med et fyrigt og festligt ildshow leveret af Cirkus Aroma.

Ildshow.
Foto: Merete Essenbæk.
Sommeraftnerne er arrangeret i samarbejde med Haderslev Arkiv- og Museumsforening, og er støttet økonomisk af Haderslev Turistbureau. Sommeraftnerne begynder kl. 19.30. Der er gratis adgang både til den udendørs underholdning og til museets udstillinger, der åbner kl. 19.00.
|