|

Der snittes stolpehuller.
Gård fra Middelalderen
Januar 2012
Ved Ballekær, der ligger umiddelbart nordøst for Nustrup, udgravede Arkæologi Haderslev i september 2011 dele af et gårdsanlæg fra middelalderen (ca. 1050 e.Kr. – 1536 e.Kr.). Udgravningen var foranlediget af den nye naturgasledning mellem Ellund og Egtved.
Gården har bestået af et hovedhus med udskud. Et udskud er en smal sidebygning. Desuden var der forskellige økonomibygninger tilknyttet huset.

Der udtages jordprøver fra husets stolpehuller.
Udskudshuse kendes fra ca. 1050 e.Kr., men antallet af lokaliteter med udskudshuse er hyppigere fra 1100- og 1200-tallet eller derefter. Hustypen ses gennem hele middelalderen og frem til begyndelsen af 1800-tallet. Udskuddene, hvorfra hustypen har fået sit navn, er dannet af en kortere eller længere række af stolper sat parallelt med langvæggen. Stolpeaftryk viser, at stolperne har stået lodret, og altså ikke har fungeret som støttestolper, som det kendes fra Trelleborg-husene. Udskud kendes fra huse med både buede og rette langvægge. Typologisk tolkes de retvæggede huse i middelalderen til at være yngre end huse med buede langvægge, som er et træk, der stammer fra vikingetiden.

Rekonstruktion af udskudshus fra 1200-tallet udgravet ved Holdam øst for Søgård sø.
På udgravningen blev der fundet to hovedhuse, der lå næsten oven i hinanden. Dette tolkes som om gården har bestået i to faser. Måske var fundamentet til det første hus blevet nedslidt og den nedgravde del af vægstolperne var rådnet op, så huset blev revet ned og genopbygget på næsten samme sted som det forrige hus. Eller det første hus nedbrændte og blev derefter genopført.
Erling Mario Madsen.
|