Åbningssiden Sønderjylland
Information Det sker Museerne Udstillinger Undervisning Kontakt Museumsbutik Oversigt
Arkæologi Haderslev
pause
Arkæologi Haderslev
Månedens fund
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

mellemrum

Rekonstruktion 1
Gårdsanlægget som det kan have set ud.

Holdam VI - et gårdsanlæg fra 1200-tallet

Opstart
På den 26 km lange motorvejsstrækning mellem Kliplev og Sønderborg har museet foretaget prøvegravninger siden 2007. Denne lokalitet, et såkaldt tillægsområde, blev først prøvegravet i 2009 og endeligt udgravet i i efteråret 2010.


Vis stort kort
På kortet ses cirka-placeringen af udgravningen. Vi befinder os altså syd for Felsted ved Aabenraa.

Ude ved Kværs mod vest findes hovedstilstandslinien for isen ved sidste istid. Så Holdam ligger på moræneler. Holdam ligger i et mere roligt område med bløde, mindre bakker, mens der både øst og vest for lokaliteten er meget mere bakket og jorden mere undergrundsblandet. Som landbrugsjord er området ved Holdam fint, da det er forholdsvist sten- og sandfrit. Med andre ord, et godt sted at placere sin gård!

Udgravningen

Holdam plantegning
Udgravningsresultaterne.


Gårdens bygninger
Udgravningen startede i efteråret. Der fremkom bebyggelsesspor fra første sekund, vi gik i jorden. Den første bane, der blev dækket af, afslørede en bygning mod øst. Den målte 6 x 14 meter og havde udskud løbende langs hele den ene langside (på tegningen kaldet lade). Mod syd kom endnu en bygning halvvejs frem med udskud i begge sider. Denne bygning var orienteret øst-vest.

Ved aftagning af den næste bane på 20 meter i bredden, kom der endnu en bygning frem, denne gang mod nord på feltet. Den er tolket som en staldbygning, da bygningen tilsyneladende indeholder båseskillerum. Her kan have stået 20 køer og heste med to i hver bås. Man skal huske, at køerne dengang ikke var så store, som de er i vore dage. Denne bygning lå også uforstyrret. Mod syd var hele udskudshuset nu fremme med målene 26 x 7 meter. Det er beboelseshuset, indeholdende en ovn og et ildsted.  Det vil sige, vi har en køkkenafdeling her mod vest i huset.

På dette tidspunkt i udgravningen kunne man se et mønster. De tre bygninger, der ligger vinkelret på hinanden, indrammer tydeligt en gårdsplads. Det bestyrker tolkningen af, at de er samtidige og dermed hører til samme gård.

Ved aftagning af den sidste jord til feltgrænsen kom endnu en bygning frem; denne gang noget mindre. En lille økonomibygning på  4,5 x 3 meter med midtsule. Samtidigheden med de andre bygninger kan der dog ikke være tvivl om. Den ligger helt parallelt med den østlige bygning og vinkelret på de to andre bygninger. Ved siden af den lille bygning fremkom en brønd. Et stolpehul lige ved brøndnedgravningen har nok været til stolpen, som holdt vippestangen, så man kunne hejse en spand op og ned i brønden. På rekonstruktionen kan man se, hvordan den var konstrueret.

Brønden
Brønden under udgravning.

Ovnen
Ovnen inde i beboelseshuset fritlagt.

Fosfatanalyse
Der, hvor der er foregået menneskelig aktivitet, ophobes organisk affald. Det aflejres i jordbunden og især fosfater kan påvises efter flere årtusinder.

I alt blev der taget 1327 prøver, hvilket dækker alle bygninger samt selve gårdspladsen. Det bliver spændende at se om fosfatanalysen giver os indblik i en funktionsopdeling på gårdpladsen. Måske har dyrene haft en fold her, måske har der ligget en mødding. Og hvad med staldbygningen? Der kan forhåbentlig også komme nogle brugbare resultater herfra. Det kan muligvis ses ved analysen, hvilken vej dyrene har været opstillet.

Resultater
Udgravningsfeltet endte med i alt at blive 5.300 m2. Gårdsenheden dækker 2500 m2 målt inden for det kvadrat, som bygningernes yderste mure danner. Stort set alle anlæg var fra middelalderen.
Brønden bestod af en udhulet træstamme, en støttestolpe hertil blev dendrodateret til 1210 e. Kr., træet var hentet lokalt. Der kom ikke meget keramik frem ved udgravningen, men de få skår stemmer overens med brøndens datering.

Gården findes kun i denne ene fase, hvilket er usædvanligt. Kun enkelte steder er der spor efter udskiftninger af en stolpe. Nogle generationer i 1200-tallet har man formentlig beboet den, hvorefter den er blevet forladt af uvisse årsager. Dyr eller mennesker kan være blevet dødeligt syge eller høsten kan have slået fejl.

Gårdens lokalområde
På et moderne kort kan man se, at der i dag er langt til de nærmeste landsbyer. Både Kværs og Felsted var grundlagt på tidspunktet for gårdens anlæggelse. Gården fra Holdam var ikke indhegnet og i mange tilfælde er det sådan, man afgør, om lokaliteten har indgået i en landsby eller ej. Gården kan dog have ligget i en nu nedlagt landsby. Imod det taler dog de manglende hegn ved bygningerne.

Flere ting taler dermed for at gården lå for sig selv, og derved havde den unddraget sig landsbyfællesskabet. Næste spørgsmål er, om den også havde unddraget sig underlæggelse af en hovedgård.

3,5 km fra Holdam ligger Søgård, der med tiden blev et betydeligt gods i Slesvig. Arkæologisk er der spor fra Søgård- komplekset i 1200-årene. I skriftlige kilder nævnes også, at flere gårde fra Kværs sogn, som Holdam ligger i, er underlagt Søgård. Det er muligt, at beboerne på denne middelaldergård måtte aflevere noget af høsten til Søgård.  

Gården her kan ses som en selvstændig gård, der har ligget for sig selv. Den bestod af et hovedhus, højest placeret på bakken, med en større ladebygning mod øst og en mindre bygning mod vest, måske til redskaber. En vippebrønd på gårdspladsen og sydligst en staldbygning med plads til 20 køer og heste. Bygningerne indrammede en gårdsplads på ca. 2500 m2.

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Tag en tur rundt om gårdsanlægget!

Stuehuset
Beboelseshuset set fra syd som det kan have set ud.

Rekonstuktioner
Ud fra udgravningsplanerne er der lavet tegninger. Der er naturligvis taget nogle valg, og det kan ikke ses som sandheden, men som et godt bud på, hvordan en gård som denne kan have set ud i 1200-tallet.
 
Gunvor Christiansen / Jørgen Andersen (rekonstruktionstegninger og video)










ms kontakt
Til top Til top Til top Til top Til toppen af siden Daglig drift Grafisk design Sekretariatet Til top Sekretariatet Daglig drift Grafisk design Til top kontakt Til top